Højesteret har i principiel dom af den 11. marts 2008 slået fast, at der skal betales tabt arbejdsfortjeneste til der kan fastsættes et erhvervsevnetab og det udbetales

FAKTUM:
Skaden indtraf den 28. marts 2003. Forsik­rings­sel­ska­bet havde forud for rets­sa­gen betalt tabt arbejds­fortje­ne­ste til den 25. marts 2004, idet selska­bet fandt at en speci­al­læ­ge­er­klæ­ring af den dato gjorde det muligt at bedømme skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne. Samti­dig meddelte selska­bet, at de ikke ville udbe­tale yder­li­gere tabt arbejds­fortje­ne­ste, men ville afvente, at Arbejds­ska­desty­rel­sen vurde­rede erhverv­sev­ne­ta­bet. Højeste­ret skulle tage stil­ling til følgende 5 mulige ophørs­tids­punk­ter: 1. 30. juni 2004, hvor anden arbejds­prøv­ning var afslut­tet. 2. 30. april 2005, hvor uddan­nelse på reva­li­de­ring­sy­delse blev afslut­tet. 3. 31. august 2005, hvor selska­bet aner­kendte og betalte erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning med 15 %. 4. 22. decem­ber 2005, hvor Arbejds­ska­desty­rel­sen afgav midler­ti­dig udta­lelse om et erhverv­sev­ne­tab på 25 %. 5. 1. februar 2006, hvor det ifølge skade­lidte havde været muligt at fore­tage en ende­lig vurde­ring (tilken­delse af fleksjob) af erhverv­sev­ne­ta­bet, hvor­for det var forkert af Arbejds­ska­desty­rel­sen at have afgi­vet en midler­ti­dig udta­lelse. Den 22. novem­ber 2006 afgav Arbejds­ska­desty­rel­sen en ende­lig udta­lelse om et erhverv­sev­ne­tab på 40 %. Kort tid før sagens behand­ling i Højeste­ret aner­kendte selska­bet, at de skulle betale tabt arbejds­fortje­ne­ste til den 30. juni 2004 (ophørs­tids­punkt nr. 1), der såle­des var det tidlig­ste ophørs­tids­punkt, som Højeste­ret skulle tage stil­ling til.

RESULTAT:
Højeste­rets fler­tal udtalte, at der ikke var grund­lag for at tilsi­de­sætte Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring af, at der ved styrel­sens midler­ti­dige udta­lelse den 22. decem­ber 2005 havde været det fornødne forsvar­lige grund­lag for at skønne midler­ti­digt over A’s frem­ti­dige erhverv­sevne. Selska­bets forplig­telse til at betale erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste kunne derfor ikke udstræk­kes ud over denne dato. Højeste­rets fler­tal fastslog i dommen, at en skade­vol­der eller dennes forsik­rings­sel­skab selv kan fore­tage et rime­ligt skøn over skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne og deref­ter udbe­tale erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning i forhold hertil. Fler­tal­let fandt imid­ler­tid ikke, at selska­bets forplig­telse til at betale erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste ophørte på tids­punk­tet for Lærer­stan­dens Brand­for­sik­ring A/S’ egen vurde­ring af A’s erhverv­sevne den 31. august 2005, idet der ikke forelå nærmere oplys­nin­ger om grund­la­get for selska­bets vurde­ring, lige­som vurde­rin­gen heller ikke blev støt­tet af de da fore­lig­gende oplys­nin­ger om A’s arbejd­s­evne. Et mindre­tal udtalte, at det ikke var godt­gjort, at A’s ret til tabt arbejds­fortje­ne­ste var bragt til ophør på et tidli­gere tids­punkt end den 1. februar 2006, da Arbejds­ska­desty­rel­sen kunne og burde have ventet med at afgive en udta­lelse til der omkring den 1. februar 2006 kunne være afgi­vet en ende­lig udtalelse.

ELMER OG PARTNERES KOMMENTARER:
Spørgs­må­let om, hvor længe der skal beta­les tabt arbejds­fortje­ne­ste og dermed, hvilke betin­gel­ser, der skal være opfyldt, for at skade­vol­der kan standse beta­ling, har siden ændrin­ger af erstatningsansvars-loven trådte i kraft 1. juli 2002 været meget omdis­ku­te­ret. Hoved­for­må­let med de ændrede regler i 2002 var på dette punkt, at der ikke måtte opstå et ”hul” i dæknin­gen for den skade­lid­tes indtægtstab. Det har været vores opfat­telse, at forsik­rings­sel­ska­berne i klar strid med dette formål i denne og mange andre sager har stand­set beta­lin­gen af tabt arbejds­fortje­ne­ste på et alt for tidligt tids­punkt for at undgå beta­ling af store erstat­nings­be­løb. Med Højeste­rets dom er det slået fast, at forsik­rings­sel­ska­berne har fortol­ket loven forkert og dermed har Højeste­ret ende­ligt afgjort, at den skade­lidte har krav på erstat­ning for tabt arbejd­s­tje­ne­ste indtil Arbejds­ska­desty­rel­sen har afgi­vet en udta­lelse om erhverv­sev­ne­tab, der kan danne grund­lag for, at den skade­lidte kan kræve erstat­ning for det varige tab af erhverv­sev­ne­tab. Det er såle­des ikke tilstræk­ke­ligt, at man ”set i baks­pej­let” kunne have vurde­ret, at der ville blive tale om et erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %, når skade­vol­de­ren ikke fore­ta­ger en kvali­fi­ce­ret vurde­ring af erhverv­sev­ne­ta­bets stør­relse og udbe­ta­ler erstat­nin­gen for dette til den skade­lidte. Dermed har Højeste­ret slået et for de skade­lidte meget vigtigt prin­cip fast; nemlig at den skade­lidte så længe han eller hun har en indtægts­ned­gang som følge af skaden enten skal have udbe­talt erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste eller erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab. Dermed er de skade­lidte sikret, at der ikke opstår et ”hul” i dækning for det indtægtstab en tilska­de­komst medfø­rer. Det er såle­des ikke kun en bereg­nings­re­gel men også en betalingsregel!

ARBEJDSSKADESAGER:
Højeste­rets dom bety­der ikke, at alle spørgs­mål er afkla­ret. Særligt for sager, der tillige er omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven, vil der skulle tages stil­ling til, hvil­ken betyd­ning det har, når der i arbejds­ska­desa­gen træf­fes en ende­lig afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab med tilba­ge­vir­kende kraft og når der træf­fes midler­ti­dige afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab eksem­pel­vis under et reva­li­de­rings­for­løb. Det er vores opfat­telse, at der i sager, hvor der træf­fes en ende­lig afgø­relse med tilba­ge­vir­kende kraft, eksem­pel­vis til tids­punk­tet for tilken­delse af førtids­pen­sion eller fleksjob, skal beta­les tabt arbejds­fortje­ne­ste til afgø­rel­ses­tids­punk­tet. Den erstat­ning for tab erhverv­sevne, der tilken­des med tilba­ge­vir­kende kraft, må i over­ens­stem­melse med gældende prak­sis modreg­nes i erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning efter erstat­nings­ansvars­lo­ven (”diffe­ren­ce­er­stat­nin­gen”). Denne erstat­ning skal såle­des ikke (også) fratræk­kes i erstat­nin­gen for tabt arbejds­fortje­ne­ste. Ved midler­ti­dige afgø­rel­ser om erhverv­sev­ne­tab, hvor der ikke er noget varigt erhverv­sev­ne­tab må den løbende erstat­ning træk­kes fra i erstat­nin­gen for tabt arbejds­fortje­ne­ste. Hvis der er et varigt erhverv­sev­ne­tab, er det vores vurde­ring, at opgø­rel­sen må løses i over­ens­stem­melse med Højeste­rets dom; dvs. at der skal beta­les tabt arbejds­fortje­ne­ste til, der er truf­fet en ende­lig afgø­relse i arbejds­ska­desa­gen, eller til det tids­punkt, hvor skade­vol­der fore­ta­ger en forsvar­lig vurde­ring af det varige erhverv­sev­ne­tab og udbe­ta­ler forskud på erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­nin­gen til den skade­lidte. Skade­vol­der indtræ­der i skade­lid­tes krav på den ende­lige erstat­ning efter arbejdsskadesikringsloven.

Vi vil løbende følgende udvik­lin­gen og orien­tere på vores hjemmeside.

Spørgs­mål om dommen kan på kh@elmer-adv.dk eller 33676767 rettes til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for den skadelidte.

Dommen kan fås ved henven­delse til Malene K. Otto på mo@elmer-adv.dk.