Højesteret: Medarbejderens pensionsbidrag skal betales til pensionsselskabet 

– ellers må arbejdsgiveren betale en gang til. Det gælder alle ansættelsesforhold.

En mange­årig omtvi­stet problem­stil­ling vedrø­rende arbejds­mar­keds­pen­sio­ner er nu ende­ligt afgjort af Højeste­ret. Højeste­ret benyt­tede anled­nin­gen til at komme med en gene­rel præmis, så dommen dækker både indi­vi­du­elt aftalte pensions­ord­nin­ger og pensions­ord­nin­ger, der følger af kollek­tiv overenskomst.

HK har for Højeste­ret fået medhold i, at en medar­bej­ders andel af et pensions­bi­drag ikke med frigø­rende virk­ning kan beta­les som løn til medar­bej­de­ren. Belø­bet skal indbe­ta­les til pensionsordningen.

Den konkrete sag vedrørte en elev. Eleven blev ansat dels med under­skrift af den for elever obliga­to­ri­ske uddan­nel­ses­af­tale, der blev godkendt af erhvervs­sko­len samt med et tillæg benævnt ”ansæt­tel­ses­kon­trakt”. Ansæt­tel­sen var inden for et uddan­nel­ses­om­råde dækket af indu­stri­ens funk­tio­nærove­renskomst. Tillæg­get til ansæt­tel­ses­kon­trak­ten inde­holdt en række bestem­mel­ser, der ikke var i over­ens­stem­melse med overenskom­sten. Eleven fik ved Tvistig­hedsnæv­net, byret og lands­ret medhold i, at hun havde krav på

·    indbe­ta­ling til fritvalgskonto
·    beta­ling for overarbejde
·    beta­ling af pension
·    godt­gø­relse efter ansættelsesbevisloven

Ved byret og lands­ret fik eleven ikke medhold i, at arbejds­gi­ve­ren til hendes pensions­ord­ning også skulle betale medar­bej­de­rens eget bidrag til pensions­ord­nin­gen. Det var begrun­det i, at medar­bej­de­ren alle­rede havde fået belø­bet udbe­talt som løn, og derfor ikke havde lidt et tab.

Med Proces­be­vil­lingsnæv­nets tilla­delse blev spørgs­må­let om, hvor­vidt eleven havde krav på efter­be­ta­ling af medar­bej­de­ran­de­len af pensions­bi­dra­get, uanset belø­bet var udbe­talt til hende som løn, fore­lagt Højesteret.

Højeste­ret slår fast, at uanset forplig­tel­sen til at indbe­tale til en pensions­ord­ning hviler på en indi­vi­duel aftale eller en kollek­tiv overenskomst, herun­der ved en lovbe­stemt ordning som § 55, stk. 2, i erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­ven, kan arbejds­gi­ve­ren ikke med frigø­rende virk­ning opfylde sin pligt til at indbe­tale pensions­bi­drag ved at udbe­tale pensions­bi­dra­get til medar­bej­de­ren som løn.

Højeste­ret slår ved samme dom fast, at Tvistig­hedsnæv­net har kompe­tence til at behandle alle typer af krav, der vedrø­rer et elev­for­hold. Der er såle­des ikke begræns­nin­ger i Tvistig­hedsnæv­nets kompe­tence på grund af brugen af ordet ”erstat­ning” i erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­vens § 65, stk. 1.

Arbejds­gi­ve­ren kan kun kræve tilba­ge­be­ta­ling af lønnen, hvis medar­bej­de­ren er i ond tro.

Elmer Advo­ka­ters kommentarer

Problem­stil­lin­gen, som Højeste­ret tog stil­ling til, opstår, når en arbejds­gi­ver af en eller anden årsag forsøm­mer at indbe­tale pension til et pensions­sel­skab. Det kan der være mange forskel­lige grunde til. Oftest skyl­des det, at arbejds­gi­ve­ren ikke er opmærk­som på en overenskomst, der gælder for ansæt­tel­ses­for­hol­det. Men det kan også skyl­des, at arbejds­gi­ve­ren blot sløser eller har fejl i administrationen.

Fordi årsa­gen typisk skyl­des mang­lende kend­skab til en gældende overenskomst, har der indtil nu kun været sager ført ved faglige vold­gif­ter, Arbejds­ret­ten og de civile domstole, hvor forplig­tel­sen fulgte af en overenskomst. Det kan enten være, fordi overenskom­sten var aftalt at gælde eller fordi arbejds­gi­ve­ren har haft en pligt til at følge overenskom­sten på grund af en henvis­ning hertil i loven. En sådan forplig­telse følger umid­del­bart for elever af erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­vens § 55, stk. 2. En mindre vidt­gå­ende forplig­telse gælder eksem­pel­vis perso­ner ansat i flexjob.

Da sagerne typisk har været kendt fra det kollek­tive arbejds­ret­lige område, har der været en opfat­telse af, at forplig­tel­sen til at indbe­tale lønmod­ta­ge­ran­de­len igen kun gjaldt på overenskomst­dæk­kede områ­der. Højeste­ret slår fast, at det gælder i alle tilfælde, hvor der er aftalt en pensions­ord­ning, der inde­bæ­rer, at arbejds­gi­ve­ren skal tilba­ge­holde en del af medar­bej­de­rens løn og indbe­tale til et pensionsselskab.

Det afgø­rende er i første omgang at konsta­tere, hvilke forplig­tel­ser arbejds­gi­ve­ren har påta­get sig. Om det følger af indi­vi­duel aftale, overenskomst­mæs­sige forplig­tel­ser eller en lovmæs­sig henvis­ning, er uden betyd­ning. Hvis arbejds­gi­ve­ren har forplig­tet sig til at indbe­tale en del af lønmod­ta­ge­rens løn til et pensions­sel­skab, mislig­hol­der arbejds­gi­ve­ren denne forplig­telse ved at undlade at gøre det.

Langt hoved­par­ten af afta­ler mellem en arbejds­gi­ver og en lønmod­ta­ger om arbejds­gi­ve­rens admi­ni­stra­tion af en pensions­ord­ning hviler på en aftale om, at arbejds­gi­ve­ren beta­ler 2/3 og lønmod­ta­ge­ren 1/3 af det beløb, der indbe­ta­les til pensions­ord­nin­gen. Det indgår derfor som et grund­ele­ment i afta­len mellem arbejds­gi­ver og lønmod­ta­ger, at arbejds­gi­ve­ren skal trække lønmod­ta­ge­rens andel i lønmod­ta­ge­rens løn og sammen med arbejds­gi­ve­rens andel af pensions­bi­dra­get indbe­tale det direkte til pensions­sel­ska­bet. Det er såle­des den forplig­telse, der udgør aftalegrundlaget.

En sådan forplig­telse behø­ver ikke at have rela­tion til nogen overenskomst eller til pensions­sel­ska­ber nævnt i overenskom­ster. Det kan være en aftale med enhver bank, privat pensions­for­sik­rings­sel­skab e.l. Det arbejds­gi­ve­ren har forplig­tet sig til, er det samme. Ofte har arbejds­gi­ve­ren også skrift­ligt accep­te­ret vilkå­rene for en arbejds­mar­keds­pen­sion indgået mellem lønmod­ta­ge­ren og pensionsselskabet.

Følger plig­ten for arbejds­gi­ve­ren af en overenskomst, kan arbejds­gi­ve­ren ifalde bod, fordi arbejds­gi­ve­ren ikke har over­holdt den aftale, der er en del af overenskom­sten om admi­ni­stra­tion af pensions­ord­nin­gen. Og der kan også være krav om et særligt pensionsselskab.

Højeste­ret afgør én gang for alle, at når først forplig­tel­sen er etab­le­ret, har det ingen betyd­ning, om det støt­tes på det ene eller det andet udgangspunkt.

Arbejds­gi­ve­ren mislig­hol­der i alle tilfælde ved ikke at over­holde forplig­tel­sen til at betale til pensionsselskabet.

Når der skal tages stil­ling, hvad konse­kven­sen af denne mislig­hol­delse er, slår Højeste­ret fast, at der ikke er sket beta­ling med frigø­rende virk­ning. Derfor skal der beta­les igen.

Når der er taget stil­ling til, at der ikke er sket beta­ling med frigø­rende virk­ning, opstår det afle­dede spørgs­mål, om arbejds­gi­ve­ren kan kræve tilba­ge­be­ta­ling hos lønmod­ta­ge­ren af den løn, der alle­rede er udbe­talt. Herom skri­ver Højeste­ret, at det må afgø­res efter de almin­de­lige regler om condi­ctio inde­biti. Condi­ctio inde­biti dækker over reglerne for tilba­ge­søg­ning af et beløb udbe­talt med urette. Det følger af prin­cip­pet om condi­ctio inde­biti, at man ikke er forplig­tet til at tilba­ge­be­tale beløb, man har modta­get med urette, hvis pengene er forbrugt og man har været i god tro, da man modtog belø­bet. Det følger af Højeste­rets præmis, at der i hver enkelt sag skal tages stil­ling til, hvor­når lønmod­ta­ge­ren har været i god eller ond tro med hensyn til modta­gelse af belø­bet. Den abso­lutte hoved­re­gel vil være, at medar­bej­de­ren er i god tro, men der er undtagelser.

Højeste­rets dom er i over­ens­stem­melse med de afgø­rel­ser, vi på nuvæ­rende tids­punkt kender både fra det kollek­tive system og fra domsto­lene. Disse afgø­rel­ser viser, at det er den abso­lutte hoved­re­gel, at arbejds­gi­ve­ren skal indbe­tale lønmod­ta­ge­rens andel igen uden mulig­hed for at kræve tilba­ge­be­ta­ling af den for meget udbe­talte løn.

De få afgø­rel­ser, hvor det er statu­e­ret, at arbejds­gi­ve­ren ikke skulle indbe­tale belø­bet igen, skyl­des, at der har været noget at kriti­sere lønmod­ta­ge­ren for i den konkrete situ­a­tion. Typisk har det været situ­a­tio­ner, hvor en lønmod­ta­ger ikke har orien­te­ret en arbejds­gi­ver om at være beret­ti­get til pension fra første dag af ansæt­tel­sen. Af flere overenskom­ster følger, at en medar­bej­der først er beret­ti­get til pension efter 9 måne­ders ansæt­telse, medmin­dre medar­bej­de­ren alle­rede i andet ansæt­tel­ses­for­hold har optjent ret til pension. Orien­te­rer medar­bej­de­ren ikke arbejds­gi­ve­ren herom, er der flere vold­gifts­af­gø­rel­ser, der har frifun­det arbejds­gi­ve­ren for forplig­tel­sen til at indbe­tale lønmod­ta­ge­rens andel igen. Højeste­ret ændrer ikke ved disse afgø­rel­ser. De falder ind under kate­go­rien, at medar­bej­de­ren har været i ”ond tro”.

Sagen blev for HK ført af advo­kat Jacob Golds­ch­midt. Henven­del­ser vedrø­rende sagen og afledte problem­stil­lin­ger kan rettes til Jacob pr. mail: jg@elmer-adv.dk.

Dommen kan læses her.

Jacob Goldschmidt

Partner

Læs også om