Højesteret tilsidesætter Arbejdsskadestyrelsens udtalelse om, at erhvervsevnetabet midlertidigt udgjorde “mindst skønsmæssigt 15 %”. 

Faktum:
En ung kvinde kom i maj måned 2003 ud for en ulykke, der påførte hende en alvor­lig hjer­ne­rystelse, der kom til at medføre et varigt mén på 12 % for følger efter hjer­ne­rystelse (“post commo­tio­nelt syndrom”). Forsik­rings­sel­ska­bet betalte løbende erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og valgte i juli måned 2004 at anmode Arbejds­ska­desty­rel­sen om en udta­lelse om erhverv­sev­ne­ta­bet. Den frem­kom i januar 2006; altså mere end 2½ år efter ulyk­ken. Da de erhvervs­mæs­sige forhold da ubestridt var uafkla­rede, afgav Styrel­sen en midler­ti­dig udta­lelse om, at erhverv­sev­ne­ta­bet — trods den stort set uafkla­rede situ­a­tion — skøn­ne­des nedsat med 15 %. Det blev begrun­det med, at de læge­lige forhold var velbe­ly­ste, og at der var tale om funk­tions­be­græns­nin­ger i ret udtalt omfang, hvil­ket talte for et større tab, men omvendt tegn på en vis bedring. Der blev også lagt vægt på, at kvin­den ikke havde kunnet gennem­føre et afkla­rende forløb hos Plan & Hand­ling mere end en uge, da det medførte forø­gede gener, men omvendt var et behandlings- og optræ­nings­for­løb på Daghøjsko­len i Centrum forlø­bet posi­tivt. På tids­punk­tet for udta­lel­sen i januar 2006 var det oplyst, at der skulle iværk­sæt­tes arbejds­prøv­ning, men det var endnu ikke sket; heller ikke hvor­dan det skulle ske.

Selska­bet betalte heref­ter erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning med 15 % og ophørte med at betale tabt arbejds­fortje­ne­ste. Efter arbejds­prøv­ning m.m. og et meget lang­som­me­ligt forløb i kommu­nen blev kvin­den bevil­get fleksjob. Selska­bet sendte deref­ter sagen i Arbejds­ska­desty­rel­sen igen, der i decem­ber 2008 vurde­rede erhverv­sev­ne­ta­bet til ende­ligt 60 %. Det, var parterne enige om, var korrekt. Under rets­sa­gen oply­ste Arbejds­ska­desty­rel­sen, at erhverv­sev­ne­ta­bet kunne have været vurde­ret midler­ti­digt til 50 % i okto­ber 2006 og ende­ligt til 60 % i juli 2007.

Højeste­ret skulle heref­ter tage stil­ling, om retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste ophørte i januar 2006, i decem­ber 2008 eller på et tids­punkt deri­mel­lem.

Resul­tat:
Højeste­ret delte sig i fler­tal på 3 dommere, der fandt, at den midler­ti­dige vurde­ring af erhverv­sev­ne­ta­bet til 15 % var “mini­mums­vur­de­ring og ikke en vurde­ring af det fakti­ske, varige erhverv­sev­ne­tab, og den kan derfor ikke bringe forplig­tel­sen til at tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør”. Da forsik­rings­sel­ska­bet på de mulige tids­punk­ter for en midler­ti­dig eller ende­lig vurde­ring ikke havde fore­ta­get denne og betalt erstat­ning for tab af erhverv­sevne, ophørte retten først ved Arbejds­ska­desty­rel­sens ende­lige vurde­ring i decem­ber 2008. Kvin­den har dermed ret til yder­li­gere erstat­ning med godt 600.000 kr. og renter fra juli 2009.

Mindre­tal­let på 2 dommere ville stad­fæ­ste Østre Lands­rets dom med den begrun­delse, at Arbejds­ska­desty­rel­sen i januar 2006 fore­tog et konkret skøn af kvin­dens frem­ti­dige erhverv­sevne, og derfor var der ifølge dem ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte vurde­rin­gen.

Højeste­rets­dom kan læse her.

Kommen­ta­rer:
Den store udfor­dring i sagen var, at det var en udta­lelse fra Arbejds­ska­desty­rel­sen, der skulle tilsi­de­sæt­tes. Den var gentagne gange fast­holdt og begrun­del­sen for, at der var et forsvar­ligt grund­lag for at fore­tage en vurde­ring af erhverv­sev­ne­ta­bet til 15 % i januar 2006, var uddy­bet af Styrel­sen, senest under Højeste­rets­sa­gens forbe­re­delse. Domsto­lene er tilba­ge­holdne med at tilsi­de­sætte sådanne vurde­rin­ger, hvil­ket forsik­rings­sel­ska­bet slog hårdt på. De havde yder­li­gere det gode argu­ment, at der var betalt tabt arbejds­fortje­ne­ste i 2½ år, og at lovgi­ver, da man ændrede reglerne i 2002, havde forud­sat en peri­ode for tabt arbejds­fortje­ne­ste på ca. 2 år, så man formod­nings­vis deref­ter ville kunne skønne over den frem­ti­dige erhverv­sevne; i hvert fald midler­ti­digt.

Det er for de skade­lidte gene­relt et meget tilfreds­stil­lende resul­tat. Hoved­for­må­let med at føre sagen har været at få fast­slået, at mulig­he­den for at bringe retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør ikke kan ske med en”mindst-15 %-vurde­ring”. Var det blevet accep­te­ret, ville skade­vol­dere og deres forsik­rings­sel­ska­ber selvsagt have taget det til sig og i sager med alvor­li­gere skade tidligt i forlø­bet have forsøgt sig med, at der nu kan fore­ta­ges et konkret skøn over den frem­ti­dige erhverv­sevne stort set alene base­ret på sagens læge­lige oplys­nin­ger og ud fra disse vurdere, at erhverv­sev­ne­ta­bet mindst bliver på 15 %. Dommen sikrer, at retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste først kan brin­ges til ophør, når der kan fore­ta­ges et konkret og kvali­fi­ce­ret skøn over det fakti­ske, varige erhverv­sev­ne­tab; dvs. den skøn­nede varige indtægts­ned­gang for skade­lidte. Det gælder også, selvom der konkret er betalt tabt arbejds­fortje­ne­ste længe. Dommen slår også fast, at betingelserne/kravene til vurde­ring af den frem­ti­dige erhverv­sevne er den samme for skade­vol­de­ren som for Arbejds­ska­desty­rel­sen.

Spørgs­mål til dommen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der førte sagen for den unge kvinde.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785