Højesteret underkender Tvistighedsnævnets praksis

Højeste­ret har i en dom af 6. marts 2014 tilsi­de­sat en ellers fast prak­sis hos Tvistig­hedsnæv­net om, at en elev (under erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­ven), der udfø­rer funk­tio­nær­ar­bejde, ikke kan få såvel mini­ma­ler­stat­ning i henhold til funk­tio­nær­lovens § 3 som godt­gø­relse i henhold til erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­vens § 65.

Højeste­ret afgjorde i 2009, at erhverv­s­ud­dan­nel­ses­e­le­ver, der udførte funk­tio­nær­ar­bejde, var beret­ti­get til mini­ma­ler­stat­ning i henhold til funk­tio­nær­lovens § 3, hvis eleven med urette havde fået ophæ­vet sin uddan­nel­ses­af­tale. I peri­o­den heref­ter fast­holdt et fler­tal i Tvistig­hedsnæv­net, at en elev ikke kunne få såvel mini­ma­ler­stat­ning som godt­gø­relse i henhold til erhverv­s­ud­dan­nel­ses­lo­vens § 65, idet nævnet mente, at de 2 beløb omfat­tede samme forhold.

Denne prak­sis er nu underkendt.

I Højeste­rets præmis­ser anfø­res blandt andet:

”Før Højeste­rets dom af 1. okto­ber 2008 (UfR 2009 s. 97) fik elever, hvis uddan­nel­ses­af­tale var blevet ophæ­vet uberet­ti­get, efter Tvistig­hedsnæv­nets prak­sis som udgangs­punkt tilkendt 30.000 kr. (50.000 kr. for vokse­ne­le­ver). Højeste­ret lægger til grund, at dette beløb blev tilkendt som kompen­sa­tion for en række forhold, herun­der elevens indtægtstab, mang­lende eller forsin­ket uddan­nelse samt forstyr­relse af forhold og mistet selvag­telse, jf. f.eks. nævnets afgø­relse af 27. april 2009 (sag 51.2008).

For så vidt angår elever, der var omfat­tet af funk­tio­nær­loven, tilkendte Tvistig­hedsnæv­net ikke mini­ma­ler­stat­ning efter funk­tio­nær­lovens § 3.

Ved højeste­rets­dom­men af 1. okto­ber 2008 blev det fast­slået, at en elev, der var funk­tio­nær, og hvis uddan­nel­ses­af­tale var blevet ophæ­vet uberet­ti­get, ikke var afskå­ret fra at få mini­ma­ler­stat­ning efter funk­tio­nær­lovens § 3. I den pågæl­dende sag havde Tvistig­hedsnæv­net i over­ens­stem­melse med den nævnte prak­sis tilkendt eleven 30.000 kr., og det frem­gik af nævnets kendelse, at dette beløb ikke dækkede erstat­ning efter funk­tio­nær­lovens § 3.

Efter højeste­rets­dom­men har Tvistig­hedsnæv­net tilkendt elever, der er omfat­tet af funk­tio­nær­loven, mini­ma­ler­stat­ning efter lovens § 3, og har fundet, at de pågæl­dende elever ikke tillige har krav på det nævnte beløb på 30.000 kr., som deri­mod fort­sat tilken­des elever, der ikke er omfat­tet af funk­tio­nær­loven. Nævnet har begrun­det denne prak­sis med, at den erstat­ning, der tilken­des efter funk­tio­nær­lovens § 3, i reali­te­ten er iden­tisk med og beløbs­mæs­sigt større end den erstat­ning, som eleven efter nævnets hidti­dige prak­sis ville være blevet tilkendt som følge af den uberet­ti­gede ophæ­velse af ansæt­tel­ses­for­hol­det, jf. nævnets afgø­relse af 27.april 2009.

Den mini­ma­ler­stat­ning, der tilken­des efter funk­tio­nær­lovens § 3, dækker alene mistet lønindtægt.

Belø­bet på 30.000 kr. dækker efter den nævnte prak­sis mere end mistet lønind­tægt og udgør såle­des en kompen­sa­tion, der ikke er iden­tisk med mini­ma­ler­stat­nin­gen efter § 3. En elev, der er tilkendt erstat­ning efter § 3, kan derfor ikke af den grund afskæ­res fra at få tilkendt yder­li­gere kompen­sa­tion, men ved fast­sæt­tel­sen af kompen­sa­tions­be­lø­bet skal der efter Højeste­rets opfat­telse tages hensyn til, at eleven er tilkendt mini­ma­ler­stat­ning efter funktionærloven.

I den fore­lig­gende sag finder Højeste­ret, at A har krav på yder­li­gere kompen­sa­tion, som passende kan fast­sæt­tes til 15.000 kr.”

Ved udmå­lin­gen af kompen­sa­tio­nen skal der fort­sat tages hensyn til sagens omstæn­dig­he­der, og belø­bet på 15.000 kr. kan ikke anses for ende­ligt at gøre op med, hvad en funktionær-elev kan kræve udover mini­ma­ler­stat­ning. Udgangs­punk­tet må fort­sat anses for at være 35.000 kr., der pt. er nævnets praksis.

Henven­del­ser om sagen kan rettes til advo­kat Peter Breum, der førte sagen for HK, på pb@elmer-adv.dk eller tele­fon 33 67 67 67.