Højesteret har i en dom af 6. marts 2014 tilsidesat en ellers fast praksis hos Tvistighedsnævnet om, at en elev (under erhvervsuddannelsesloven), der udfører funktionærarbejde, ikke kan få såvel minimalerstatning i henhold til funktionærlovens § 3 som godtgørelse i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65.

Højesteret afgjorde i 2009, at erhvervsuddannelseselever, der udførte funktionærarbejde, var berettiget til minimalerstatning i henhold til funktionærlovens § 3, hvis eleven med urette havde fået ophævet sin uddannelsesaftale. I perioden herefter fastholdt et flertal i Tvistighedsnævnet, at en elev ikke kunne få såvel minimalerstatning som godtgørelse i henhold til erhvervsuddannelseslovens § 65, idet nævnet mente, at de 2 beløb omfattede samme forhold.

Denne praksis er nu underkendt.

I Højesterets præmisser anføres blandt andet:

”Før Højesterets dom af 1. oktober 2008 (UfR 2009 s. 97) fik elever, hvis uddannelsesaftale var blevet ophævet uberettiget, efter Tvistighedsnævnets praksis som udgangspunkt tilkendt 30.000 kr. (50.000 kr. for voksenelever). Højesteret lægger til grund, at dette beløb blev tilkendt som kompensation for en række forhold, herunder elevens indtægtstab, manglende eller forsinket uddannelse samt forstyrrelse af forhold og mistet selvagtelse, jf. f.eks. nævnets afgørelse af 27. april 2009 (sag 51.2008).

For så vidt angår elever, der var omfattet af funktionærloven, tilkendte Tvistighedsnævnet ikke minimalerstatning efter funktionærlovens § 3.

Ved højesteretsdommen af 1. oktober 2008 blev det fastslået, at en elev, der var funktionær, og hvis uddannelsesaftale var blevet ophævet uberettiget, ikke var afskåret fra at få minimalerstatning efter funktionærlovens § 3. I den pågældende sag havde Tvistighedsnævnet i overensstemmelse med den nævnte praksis tilkendt eleven 30.000 kr., og det fremgik af nævnets kendelse, at dette beløb ikke dækkede erstatning efter funktionærlovens § 3.

Efter højesteretsdommen har Tvistighedsnævnet tilkendt elever, der er omfattet af funktionærloven, minimalerstatning efter lovens § 3, og har fundet, at de pågældende elever ikke tillige har krav på det nævnte beløb på 30.000 kr., som derimod fortsat tilkendes elever, der ikke er omfattet af funktionærloven. Nævnet har begrundet denne praksis med, at den erstatning, der tilkendes efter funktionærlovens § 3, i realiteten er identisk med og beløbsmæssigt større end den erstatning, som eleven efter nævnets hidtidige praksis ville være blevet tilkendt som følge af den uberettigede ophævelse af ansættelsesforholdet, jf. nævnets afgørelse af 27.april 2009.

Den minimalerstatning, der tilkendes efter funktionærlovens § 3, dækker alene mistet lønindtægt.

Beløbet på 30.000 kr. dækker efter den nævnte praksis mere end mistet lønindtægt og udgør således en kompensation, der ikke er identisk med minimalerstatningen efter § 3. En elev, der er tilkendt erstatning efter § 3, kan derfor ikke af den grund afskæres fra at få tilkendt yderligere kompensation, men ved fastsættelsen af kompensationsbeløbet skal der efter Højesterets opfattelse tages hensyn til, at eleven er tilkendt minimalerstatning efter funktionærloven.

I den foreliggende sag finder Højesteret, at A har krav på yderligere kompensation, som passende kan fastsættes til 15.000 kr.”

Ved udmålingen af kompensationen skal der fortsat tages hensyn til sagens omstændigheder, og beløbet på 15.000 kr. kan ikke anses for endeligt at gøre op med, hvad en funktionær-elev kan kræve udover minimalerstatning. Udgangspunktet må fortsat anses for at være 35.000 kr., der pt. er nævnets praksis.

Henvendelser om sagen kan rettes til advokat Peter Breum, der førte sagen for HK, på pb@elmer-adv.dk eller telefon 33 67 67 67.