Højesterets afviser fradrag i erstatning på grund af overvægt

Højeste­ret har ved dom af 6. okto­ber 2009 dømt Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at der ikke kunne træk­kes fra i erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab med henvis­ning til den tilska­de­kom­nes over­vægt. Højeste­ret ændrer herved Vestre Lands­rets dom af 24. april 2007. Dommen kan læses på Højeste­rets hjem­meside.

Da det ikke frem­gik af Anke­sty­rel­sens afgø­relse, hvor meget der var fradra­get i erhverv­sev­ne­ta­bets stør­relse på grund af over­vægt, blev sagen hjem­vist til arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne.

Sagen drejede sig om en social- og sund­heds­hjæl­per (A), der i 2001 kom til skade på sit arbejde ved et fald og pådrog sig varige gener i højre hånd­led og venstre bækken. Generne blev takse­ret til 8 % varigt mén. A, der var blevet tilkendt førtids­pen­sion, fik fast­sat sin erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning til 35 % af Anke­sty­rel­sen, med henvis­ning til sin bety­de­lige over­vægt (ca. 130 kg).

Retslæ­ge­rå­det udtalte under sagen bl.a., at A´s “… bety­de­lige over­vægt er en væsent­lig faktor i den mang­lende bedring over tiden.” Vestre Lands­ret frifandt Anke­sty­rel­sen med den begrun­delse, at A “har som skade­lidt pligt til at begrænse følgerne af uhel­det og … at A må have haft mulig­hed for at gå ned i vægt efter uhel­det.”

Højeste­ret begrun­dede bl.a. sin afgø­relse med, at der ikke er “… holde­punk­ter for, at A´s over­vægt uden arbejds­ska­den under alle omstæn­dig­he­der ville påvirke hendes erhverv­sevne inden­for en nærmere frem­tid”, og henvi­ste her til bevis­for­mod­nings­reg­len i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 13 (nuvæ­rende § 12, stk. 2).

For så vidt angår syns­punk­tet om tabs­be­græns­nings­pligt, anførte Højeste­ret, at “det er i øvrigt ikke sand­syn­lig­gjort, at A har haft mulig­hed for at tabe sig i et sådan omfang, at det kunne have ført til en begræns­ning af følgerne” og henvi­ste herun­der til lovens §§ 22 og 28 (nuvæ­rende §§ 38 og 13).

Kommen­tar:
Højeste­ret bekræf­ter, med sin præmis om, at der ikke er “… holde­punk­ter for, at A´s over­vægt uden arbejds­ska­den under alle omstæn­dig­he­der ville påvirke hendes erhverv­sevne inden­for en nærmere frem­tid”, den gældende retstil­stand, hvor­ef­ter arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne skal bevise, at tilska­de­komne ville være blevet påvir­ket erhvervs­mæs­sigt uafhæn­gigt af skaden.

Højeste­ret henvi­ser med sin præmis om tabs­be­græns­ning endvi­dere udtryk­ke­ligt til lovens bestem­mel­ser herom — §§ 22 og 28 (nu §§ 38 og 13). Formu­le­rin­gen i lovens § 28 (nu § 13): “… modar­bej­der [skade­lidte] sin helbre­delse ved tilsi­de­sæt­telse af givne forskrif­ter …” må opfat­tes såle­des, at der må angi­ves konkrete tilsi­de­sæt­tel­ser af anvis­nin­ger til den skade­lidte for at kunne nedsætte erstat­nin­gen med henvis­ning til tabs­be­græns­nings­pligt.

Sagen er ikke ført af Elmer & Part­nere, men henven­del­ser vedrø­rende dommen og problem­stil­lin­gen kan ske til advo­kat Søren Kjær Jensen.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760