Højesterets dom af 22. december 2003

Med denne dom har Højeste­ret slået fast, at erhverv­sev­ne­tab efter en arbejds­skade til en person, der kommer i et fleksjob, skal fast­sæt­tes ”… uafhæn­gigt af den løn, som han får gennem sit fleksjob, idet der skal anlæg­ges en konkret bedøm­melse af, hvad han ville eller burde kunne tjene, hvis mulig­he­den for et fleksjob ikke forelå”. Arbejds­ska­desty­rel­sen og Den Soci­ale Anke­sty­relse havde i denne sag og alle andre sager med fleksjob alene set på forskel­len mellem den skade­lid­tes indtægt i fleksjob­bet og den indtægt vedkom­mende ville have haft, hvis arbejds­ska­den ikke var sket. Det har i langt de fleste sager ført til, at erhverv­sev­ne­ta­bet er blevet fast­sat til mindre end 15 %, dog i nogle sager til 15–25 %. Det samme prin­cip – at erhverv­sev­ne­ta­bet skal fast­sæt­tes uafhæn­gigt af offent­lige tilskud – er som følge af tidli­gere Højeste­rets­domme i forvejen gældende inden­for den almin­de­lige erstat­nings­ret (Erstat­nings­ansvars­lo­ven) og ved privat­teg­nede forsik­ring­sy­del­ser. Højeste­ret henvi­ser i sin dom til disse tidli­gere domme. Det samme prin­cip er som følge af andre Højeste­rets­domme også gældende for arbejds­ska­der når de skade­lidte modta­ger reva­li­de­ring­sy­delse. Med dommen er der såle­des skabt ensar­tet­hed på dette punkt mellem de forskel­lige love. Dommens betyd­ning. Efter vores opfat­telse bety­der dommen, at alle afgø­rel­ser om erhverv­sev­ne­tab, hvor den arbejds­ska­dede har fået bevil­get fleksjob pga. arbejds­ska­den bør genvur­de­res og såle­des genop­ta­ges efter forvalt­nings­ret­lige regler. Nu vil procen­ten skulle fast­sæt­tes ud fra, hvad vedkom­mende ville kunne tjene, hvis der ikke var etab­le­ret fleksjob. Denne vurde­ring er ikke helt nem at fore­tage. Man kan såle­des ikke blot lade arbejds­gi­ve­ran­de­len (½ eller 1/3 — og før i tiden også 2/3) være afgø­rende, fordi arbejds­gi­ve­rens lønan­del jo er betin­get af et stort tilskud fra det offent­lige. Den Soci­ale Anke­sty­relse har den 16. januar meddelt, at de ikke mener, at der er pligt for arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne til af egen drift at frem­finde og genop­tage tidli­gere afgjorte sager. Arbejds­ska­desty­rel­sen skal offent­l­ligt orien­tere om mulig­he­den for at få afslut­tede sager genop­ta­get. Begæ­ring om genop­ta­gelse skal ske til Arbejds­ska­desty­rel­sen uanset, at det er Anke­sty­rel­sen, der har truf­fet den sene­ste afgø­relse. Alle fagfor­e­nin­ger og andre, der har haft med disse sager at gøre, bør derfor gøre de arbejds­ska­dede opmærk­som på mulig­he­den for genop­ta­gelse. Da mange sager inden­for den private erstat­nings­ret er afslut­tet med erhverv­sev­ne­tab på 40–60 % til skade­lidte i fleksjob, kan en genop­ta­gelse medføre udbe­ta­ling af meget bety­de­lige erstat­nings­be­løb. I de sager, hvor der tillige er et erstat­nings­ansvar efter almin­de­lige regler, gælder helt særlige problem­stil­lin­ger, da der i disse tidli­gere kan have været grund­lag for en højere erstat­ning efter reglerne i erstat­nings­ansvars­lo­ven (pga. en højere procent­sats), og denne erstat­ning er måske alle­rede udbe­talt. Hvor en forskel ikke er udbe­talt vil ansvars­for­sik­rings­sel­ska­berne uden tvivl kræve at de skade­lidte søger at få arbejds­ska­desa­gen genop­ta­get før selska­berne vil udbe­tale nogen erhvervsevenetabserstatning.