Højesterets dom af 23. november 2004 i Intel sagen

Højeste­ret har i dom afsagt 23. novem­ber 2004 fast­slået, at options­ord­nin­ger i de store ameri­kan­ske koncer­ner kan gøres gældende gennem de danske datter­sel­ska­ber. De samlede præmis­ser er gengi­vet neden­for. HK Danmark havde for to medlem­mer over­for det danske datter­sel­skab af Intel koncer­nen rejst krav om, at de ansatte kunne beholde de aktie­op­tio­ner, der ellers var bort­fal­det, da de blev fyret. Højeste­ret slår fast, at ansæt­tel­ses­for­hol­det er med det danske datter­sel­skab, og at det er derfor de ansatte får aktie­op­tio­ner. Optio­nerne anses som et led i ansæt­tel­ses­for­hol­det, og kravene kan derfor rettes mod det danske selskab som arbejds­gi­ver. Højeste­ret slår fast, at aktie­op­tio­ner har en værdi på tilde­lings­tids­punk­tet og ende­ligt erhver­ves af de ansatte på tilde­lings­tids­punk­tet. Det gør ingen forskel, om arbejds­gi­ve­ren anser aktie­op­tio­nen som bagud­ret­tet for en alle­rede udført præsta­tion eller fremad­ret­tet i fast­hol­del­se­s­ø­je­med. Da options­ord­nin­gen i Intel var opbyg­get som en lønan­del, fik de to HK medlem­mer medhold i, at det danske datter­sel­skab enten skal sørge for, at det ameri­kan­ske moder­sel­skab opfyl­der dommen eller skal erstatte de to ansatte ethvert tab, de måtte få, hvis ikke options­af­ta­len opfyl­des.

HK Danmark og Elmer & Part­nere vil i fælles­skab afholde et gå-hjem-møde om status vedrø­rende aktie­af­løn­ning efter Intel dommen. Nærmere herom vil fremgå af denne hjem­meside inden for de nærme­ste dage.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Afgø­rel­sen om, at det danske datter­sel­skab kan tilplig­tes at opfylde options­af­ta­len, er prin­ci­piel, og vil få betyd­ning også for andre sager. Højeste­ret har valgt at formu­lere præmis­serne bredt og fast­slå, at det er ansæt­tel­ses­af­ta­len og den gene­relle tilknyt­ning til det danske selskab, der er afgø­rende for, at det danske selskab kan sagsø­ges. Denne præmis kan over­fø­res på andre koncer­n­re­la­tio­ner. Højeste­ret kunne have afgjort dette spørgs­mål helt konkret udeluk­kende på baggrund af de afta­ler, der var indgået mellem Intel koncer­nen og de ansatte, men har valgt at indlede med en væsent­lig bredere formu­le­ring for deref­ter at henvise til, at det “da også” frem­går af afta­lerne. Ordene “da også” viser, at det ikke var afgø­rende. Højeste­ret fore­ta­ger heref­ter en vurde­ring af, om aktie­op­tions­ord­nin­gen gene­relt opfyl­der de betin­gel­ser vedrø­rende påreg­ne­lig­hed og værdi, som er en forud­sæt­ning for anven­del­sen af funk­tio­nær­lovens § 17 a. Den vurde­ring, som Højeste­ret fore­ta­ger, adskil­ler sig ikke fra de over­vej­el­ser, der skal fore­ta­ges ved enhver bonu­s­ord­ning, og Højeste­ret konklu­de­rer, at ordnin­gen må anses som et led i den løbende afløn­ning. Denne forud­sæt­ning skal også opfyl­des vedrø­rende almin­de­lige bonu­s­ord­nin­ger. Denne forud­sæt­ning skal også opfyl­des vedrø­rende almin­de­lige bonu­s­ord­nin­ger, og vil indgå ved vurde­rin­gen af enhver aktie­op­tions­sag. Flere arbejds­gi­vere har forsøgt at argu­men­tere, at options­ord­nin­ger er et fast­hol­del­ses­e­le­ment, der er forskel­ligt fra løn for udført arbejde. Denne argu­men­ta­tion afvi­ser Højeste­ret med præmis­ser, der må anta­ges at gælde for alle options­sa­ger og for tilsva­rende løne­le­men­ter. Intel havde gjort gældende, at de ansatte kun skulle være beret­ti­get til at udnytte et mindre antal optio­ner. Det samme gjorde Novo gældende i Novo sagen. I ingen af de to domme finder Højeste­ret anled­ning til at kommen­tere de subsi­diære påstande. Det er et klart signal om, at når først en option er erhver­vet (tildelt), kan man ikke opsplitte den i mindre dele. Også vedrø­rende dette spørgs­mål må rets­stil­lin­gen nu siges at være klar. I rela­tion til den nye aktie­op­tions­lov er Intel dommen helt i over­ens­stem­melse med den nye retstil­stand. De to medar­bej­dere var opsagt af Intel, og deres rettig­he­der efter den nye lov ville derfor være de samme. I aktie­op­tions­lo­ven tages ikke stil­ling til, om kravene kan rejses mod de danske datter­sel­ska­ber. Intel dommen vil være retnings­gi­vende også for frem­ti­dige ordnin­ger, hvor loven gælder. Det er nemlig direkte frem­hæ­vet i forar­bej­derne til den nye aktie­op­tions­lov, at det skal afgø­res af domsto­lene. Der er ikke forskel på det spørgs­mål, Højeste­ret har afgjort med Intel sagen, og lovens udgangs­punkt.

For yder­li­gere oplys­nin­ger kontakt advo­kat Jacob Golds­ch­midt, der for HK Danmark førte sagen ved Højeste­ret.

Højeste­rets præmis­ser:
Intel Corpora­tion Inc. er moder­sel­skab i en verden­s­oms­pæn­dende koncern, der bl.a. omfat­ter det danske datter­sel­skab Intel Denmark ApS. Der er ca. 80.000 ansatte i koncer­nen, og der er med henblik på at tiltrække og fast­holde gode medar­bej­dere etab­le­ret en aktie­op­tions­ord­ning på koncer­n­ni­veau som led i koncer­nens “T‑Comp” [total compen­sa­tion] philos­ophy”. I 1999 udgjorde “esti­ma­ted stock opti-ons” i moder­sel­ska­bet en væsent­lig del af koncer­nens samlede “compen­sa­tion & bene­fits costs”. Tilde­lin­gen af sådanne aktie­op­tio­ner som led i koncer­nens veder­læg­gel­ses­po­li­tik til ansatte i Intel Denmark ApS er alene begrun­det i ansæt­tel­ses­for­hol­det med det danske datter­sel­skab som arbejds­gi­ver, og ordnin­gen er desu­den udfor­met såle­des, at tilde­ling sker efter indstil­ling fra det danske selskab. På denne baggrund finder Højeste­ret, at tilde­ling af aktie­op­tio­ner i Intel Corpora­tion Inc. til de ansatte i Intel Denmark ApS må anses for et sådant led i ansæt­tel­ses­for­hol­det, at krav vedrø­rende tildelte aktie-optioner kan rettes mod Intel Denmark ApS som arbejds­gi­ver. Options­ord­nin­gen er da også udfor­met som en aftale mellem “medar­bej­de­ren og Selska­bet” (options­af­ta­lens pkt. 14, litra a), og ved “Selska­bet” forstås efter pkt. 1 “det datter­sel­skab af Intel Corpora­tion, hvori medar­bej­de­ren er ansat på tilde­lings­tids­punk­tet”. I pkt. 7 i options­af­ta­len er det fast­sat, at medar­bej­de­ren ved ansæt­tel­ses­for­hol­dets ophør – bort­set fra nærmere angivne ophørs­grunde – kun kan udnytte optio­nen i det omfang, den er modnet ved fratræ­den, og udnyt­tel­sen skal ske inden 90 kalen­der­dage efter fratræ­den. I tilde­lings­skri­vel­serne (“Notice of Grant”) er anført, at de angivne udløbs­da­toer kun er gyldige, hvis den pågæl­dende forsat er ansat i Intel. Det er endvi­dere anført, at udløbs­da­toen for aktie­op­tio­nerne kan ændre sig, hvis medar­bej­de­rens ansæt­tel­ses­sta­tus i Intel ændres. Højeste­ret finder, at vilkå­ret om, hvad der gælder ved fratræ­den, herved på tilstræk­ke­lig klar måde er tilken­de­gi­vet over for modta­gerne af optio­nerne, og vilkå­ret må såle­des anses for at være en del af afta­len. Intels aktie­op­tions­ord­ning inde­hol­der flere elemen­ter, som imid­ler­tid må ses som en helhed. Ordnin­gen omfat­ter prak­tisk taget alle ansatte og sigter mod, at den enkelte medar­bej­der hvert år opnår tilde­ling af nogle optio­ner og modning af andre. Ordnin­gen må ses som et led i den løbende afløn­ning, og Højeste­ret finder derfor, at Intels tilde­ling af aktie­op­tio­ner er omfat­tet af funk­tio­nær­lovens § 17 a, såle­des som bestem­mel­sen var affat­tet indtil ændrin­gen ved lov nr. 310 af 5. maj 2004. Det er ved Højeste­rets dom af 11. marts 2004 (UfR 2004 s. 1480) fast­slået, at aktie­op­tio­ner har en økono­misk værdi på tilde­lings­tids­punk­tet, og at de ved anven­del­sen af funk­tio­nær­lovens § 17 a må anses for erhver­vet på tilde­lings­tids­punk­tet. Dette gælder, uanset om en aktie­op­tion tilde­les bagud­ret­tet for en alle­rede udført præsta­tion eller fremad­ret­tet i perso­na­le­fast­hol­del­se­s­ø­je­med, eller om tilde­lin­gen er begrun­det i en kombi­na­tion af disse hensyn. På den baggrund finder Højeste­ret, at det følger af analo­gien af funk­tio­nær­lovens § 17 a, jf. § 21, at Randall Scott Ward og Steen Frost ikke som følge af deres fratræ­den kan frata­ges de aktie­op­tio­ner, som de havde fået tildelt. De foran nævnte betin­gel­ser i options­af­ta­lens pkt. 7 om bort­fald af ikke modnede optio­ner ved fratræ­den og om udnyt­telse af modnede optio­ner inden 90 kalen­der­dage må derfor tilsi­de­sæt­tes som ugyl­dige. Højeste­ret stad­fæ­ster heref­ter dommen.

Advokat Jacob Goldschmidt

Jacob Goldschmidt

Partner

Direkte: +45 3367 6797