Højesteret har ved dom af 6. april 2011 dømt Ankestyrelsen til at anerkende, at en nakke/skulderlidelse skulle anerkendes som en erhvervssygdom udenfor fortegnelsen.
Kvinden havde pådraget sig lidelser, der blev diagnosticeret som henholdsvis en rotator-cuff lidelse og nakkemyoser. Hun havde gennem årene haft skulderbelastende arbejde igennem flere perioder, der sammenlagt udgjorde dels ca. 4 år på et kyllingeslagteri og dels ca. 4 år som syerske samt nogle år med rengøringsarbejde.
Der var ikke dokumentation for symptomer før efter ophør med det skulderbelastende arbejde.
Sygdommen blev i første omgang afvist af Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen uden forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Efter retssag var anlagt, blev der indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, og af denne fremgik bl.a., at Retslægerådet fandt at stor sandsynlighed talte for en sammenhæng. Dernæst blev sagen forelagt Erhvervssygdomsudvalget, hvis flertal fandt, at der ikke var en tilstrækkelig sammenhæng, og Ankestyrelsen fastholdt afvisningen. Vestre Landsret frifandt ved dom af 22. september 2008 Ankestyrelsen.
Under anke til Højesteret blev Retslægerådet stillet supplerende spørgsmål. Retslægerådet udtalte bl.a., at arbejdsfunktionerne på henholdsvis kyllingeslagteriet og som syerske, “Hver for sig vurderes … ikke at bidrage med mere end 50 % af årsagen … Samlet må arbejdet imidlertid forventes at bidrage med mere end 50 % af årsagssammenhængen. En skulderlidelse som beskrevet er en langsomt fremadskridende proces, hvorfor arbejdet på fjerkræsslagteriet har bidraget væsentligt, selv om arbejdet lå væsentligt før debut af symptomer.”
Sagen blev herefter endnu engang forelagt Erhvervssygdomsudvalget, hvis flertal fortsat indstillede til afvisning, og Ankestyrelsen traf dernæst afgørelse den 10. marts 2011, hvorefter afvisningen fastholdtes.
Som begrundelse anførte Ankestyrelsen – og under retssagen tillige Kammeradvokaten – ikke alene en række konkrete forhold, men tillige følgende principielle synspunkter:
Højesteret fulgte ikke Ankestyrelsens synspunkter om dette, men udtalte bl.a., at uenigheden mellem “Retslægerådets og Ankestyrelsens vurdering af årsagssammenhæng hovedsageligt angår spørgsmål af lægefaglig karakter, …” og “…, at Retslægerådets vurdering må lægges til grund.”
Sagen er ført af advokat Flemming S. Hedegaard, Århus – i den sidste del af fasen i samarbejde med advokat Søren Kjær Jensen.
Elmer og Partneres kommentar:
Ankestyrelsens ofte fremførte synspunkter om, at der – udover den i loven foreskrevne bevisbyrde, som den skadelidte i sådanne sager har – tillige skal stilles særlige kvalificerede krav til bevisets styrke, må der efter vores opfattelse herefter være gjort op med.
Forespørgsler om dommen og dens betydning kan rettes til advokat Søren Kjær Jensen.