Højesteretsdom om mulighed for at fravige funktionærlovens ufravigelige bestemmelser

Det fremgår af funktionærlovens § 21, at lovens bestemmelser ikke ved aftale kan fraviges til skade for funktionæren.

Højesteret afsagde den 12. november 2008 en dom, der nærmere fortolker denne bestemmelse.

Sagen vedrørte tidligere tjenestemænd ansat i Post Danmark, som i forbindelse med virksomhedens privatisering accepterede overgang til ansættelse på overenskomstvilkår.

Der blev i den forbindelse mellem Post Danmark og de faglige organisationer indgået en overenskomst, hvorefter de tidligere tjenestemænd på de væsentligste punkter opretholdt de ansættelsesvilkår, der følger af tjenestemandsloven.

Overenskomsten opretholdt således blandt andet retten til rådighedsløn (3 års normal løn ved afskedigelse på grund af stillingsnedlæggelse) og retten til tjenestemandspension.

Derudover fremgik det af overenskomsten, at tjenestemandslovens opsigelsesvarsler skulle finde anvendelse.

Tjenestemandslovens opsigelsesvarsel er som udgangspunkt 3 måneder, hvilket vil sige, at en funktionær med mere end 3 måneders anciennitet ville have længere opsigelsesvarsel, hvis funktionærlovens § 2 fandt anvendelse.

De pågældende tjenestemænd overgik fra tjenestemandsansættelse i staten til overenskomstansættelse i Post Danmark efter eget valg.

Sagen vedrørte to tjenestemænd, som var blevet opsagt med tjenestemandslovens 3 måneders varsel, hvor de efter funktionærlovens § 2 ville være berettigede til 4 måneders varsel. Der var derfor under sagen for de pågældende nedlagt påstand om betaling af yderligere 1 måneds løn.

Højesterets flertal gav ikke de to funktionærer medhold.

Flertallets præmisser kan umiddelbart sammenfattes som følger:

1. Ved afgørelsen af om en aftale om fravigelse af funktionærlovens bestemmelser er i strid med ufravigelighedsbestemmelsen i funktionærlovens § 21, kan inddrages alle de vilkår, som angår en bestemt ansættelsesretlig problemstilling. Det vil sige, at høj løn ikke kan medføre forkortet opsigelsesvarsel. Det kan til gengæld rådighedsløn eller pension, som udbetales i en opsigelsesperiode. (Det er en begrænsning i forhold til nyere teori, hvorefter der foretages en ”helhedsbedømmelse” af den samlede ansættelsesaftale).


2. Der lægges tilsyneladende vægt på, at ordningen er aftalt ved en kollektiv overenskomst.


3. Derudover lægges der vægt på, at den enkelte funktionær derefter har haft mulighed for at til- eller fravælge ordningen.


4. Indenfor rammerne nævnt ovenfor under punkt 1, foretages der en samlet bedømmelse. Det fremgår ikke klart, men flertallet mener tilsyneladende i modsætning til dissensen, at en sådan samlet bedømmelse godt kan indebære, at den aftalte ordning i nogle situationer ville stille funktionæren dårligere, end hvis aftalen ikke var indgået. For den konkrete ordning ville en funktionær, der blev opsagt på grund af misligholdelse, der på den ene side ikke var grov nok til at begrunde en bortvisning, men på den anden side kunne begrunde en saglig opsigelse, miste 1-3 måneders opsigelsesvarsel uden at få nogen kompensation på andre områder.


5. Ved foretagelsen af ”den samlede vurdering” af den aftalte ordning i forhold til de fravegne bestemmelser i funktionærloven, er udgangspunktet ifølge Højesteret, at det forhold at der er tale om en kollektiv overenskomst indebærer, at der er en formodning for, at den aftalte ordning ikke stiller funktionæren ringere end den fravegne bestemmelse i funktionærloven.

Sagen blev på vegne HK ført af advokat Ulrik Jørgensen, Elmer & Partnere, tlf. 33676767, hos hvem nærmere oplysninger kan fås.

En kopi af dommen kan rekvireres ved henvendelse til Maja Asmussen, ma@elmer-adv.dk.