Højesteretsdom om mulighed for at fravige funktionærlovens ufravigelige bestemmelser

Det frem­går af funk­tio­nær­lovens § 21, at lovens bestem­mel­ser ikke ved aftale kan fravi­ges til skade for funk­tio­næ­ren.

Højeste­ret afsagde den 12. novem­ber 2008 en dom, der nærmere fortol­ker denne bestem­melse.

Sagen vedrørte tidli­gere tjene­ste­mænd ansat i Post Danmark, som i forbin­delse med virk­som­he­dens priva­ti­se­ring accep­te­rede over­gang til ansæt­telse på overenskomstvil­kår.

Der blev i den forbin­delse mellem Post Danmark og de faglige orga­ni­sa­tio­ner indgået en overenskomst, hvor­ef­ter de tidli­gere tjene­ste­mænd på de væsent­lig­ste punk­ter opret­holdt de ansæt­tel­ses­vil­kår, der følger af tjene­ste­mands­lo­ven.

Overenskom­sten opret­holdt såle­des blandt andet retten til rådig­heds­løn (3 års normal løn ved afske­di­gelse på grund af stil­lings­ned­læg­gelse) og retten til tjene­ste­mand­s­pen­sion.

Deru­d­over frem­gik det af overenskom­sten, at tjene­ste­mands­lo­vens opsi­gel­ses­vars­ler skulle finde anven­delse.

Tjene­ste­mands­lo­vens opsi­gel­ses­var­sel er som udgangs­punkt 3 måne­der, hvil­ket vil sige, at en funk­tio­nær med mere end 3 måne­ders ancien­ni­tet ville have længere opsi­gel­ses­var­sel, hvis funk­tio­nær­lovens § 2 fandt anven­delse.

De pågæl­dende tjene­ste­mænd over­gik fra tjene­ste­mands­an­sæt­telse i staten til overenskom­stan­sæt­telse i Post Danmark efter eget valg.

Sagen vedrørte to tjene­ste­mænd, som var blevet opsagt med tjene­ste­mands­lo­vens 3 måne­ders varsel, hvor de efter funk­tio­nær­lovens § 2 ville være beret­ti­gede til 4 måne­ders varsel. Der var derfor under sagen for de pågæl­dende nedlagt påstand om beta­ling af yder­li­gere 1 måneds løn.

Højeste­rets fler­tal gav ikke de to funk­tio­næ­rer medhold.

Fler­tal­lets præmis­ser kan umid­del­bart sammen­fat­tes som følger:

  1. Ved afgø­rel­sen af om en aftale om fravi­gelse af funk­tio­nær­lovens bestem­mel­ser er i strid med ufravi­ge­lig­heds­be­stem­mel­sen i funk­tio­nær­lovens § 21, kan inddra­ges alle de vilkår, som angår en bestemt ansæt­tel­ses­ret­lig problem­stil­ling. Det vil sige, at høj løn ikke kan medføre forkor­tet opsi­gel­ses­var­sel. Det kan til gengæld rådig­heds­løn eller pension, som udbe­ta­les i en opsi­gel­ses­pe­ri­ode. (Det er en begræns­ning i forhold til nyere teori, hvor­ef­ter der fore­ta­ges en ”helheds­be­døm­melse” af den samlede ansæt­tel­ses­af­tale).
  2. Der lægges tilsy­ne­la­dende vægt på, at ordnin­gen er aftalt ved en kollek­tiv overenskomst.
  3. Deru­d­over lægges der vægt på, at den enkelte funk­tio­nær deref­ter har haft mulig­hed for at til- eller fravælge ordnin­gen.
  4. Inden­for rammerne nævnt oven­for under punkt 1, fore­ta­ges der en samlet bedøm­melse. Det frem­går ikke klart, men fler­tal­let mener tilsy­ne­la­dende i modsæt­ning til dissen­sen, at en sådan samlet bedøm­melse godt kan inde­bære, at den aftalte ordning i nogle situ­a­tio­ner ville stille funk­tio­næ­ren dårli­gere, end hvis afta­len ikke var indgået. For den konkrete ordning ville en funk­tio­nær, der blev opsagt på grund af mislig­hol­delse, der på den ene side ikke var grov nok til at begrunde en bort­vis­ning, men på den anden side kunne begrunde en saglig opsi­gelse, miste 1–3 måne­ders opsi­gel­ses­var­sel uden at få nogen kompen­sa­tion på andre områ­der.
  5. Ved fore­ta­gel­sen af ”den samlede vurde­ring” af den aftalte ordning i forhold til de fravegne bestem­mel­ser i funk­tio­nær­loven, er udgangs­punk­tet ifølge Højeste­ret, at det forhold at der er tale om en kollek­tiv overenskomst inde­bæ­rer, at der er en formod­ning for, at den aftalte ordning ikke stil­ler funk­tio­næ­ren ringere end den fravegne bestem­melse i funk­tio­nær­loven.

Sagen blev på vegne HK ført af advo­kat Ulrik Jørgen­sen, Elmer & Part­nere, tlf. 33676767, hos hvem nærmere oplys­nin­ger kan fås.

En kopi af dommen kan rekvi­re­res ved henven­delse til Maja Asmus­sen, ma@elmer-adv.dk.