Højesteret har ved dom af 29. september 2006 fastsat virkningstidspunktet for en erhvervsevnetabserstatning til det tidspunkt, hvor tabet var opstået, efter at sagen var genoptaget forvaltningsretligt og ikke først det tidspunkt, hvor arbejdsskademyndighederne var anmodet om at genoptage sagen. I den konkrete sag, som blev ført af Dansk Sygeplejeråd for sygeplejersken A, havde hun efter en arbejdsskade som følge af eksem og efterfølgende tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension fået tilkendt erhvervsevnetabserstatning i 1996 med 25 %. Begrundelsen var – i 1996 – at der var konkurrerende lidelser i form af bevægeapparatslidelser og en forudbestående tilbøjelighed til eksem. Efter at Højesteret ved en principiel dom i 1998 (U98.1627H) havde tilsidesat Arbejdsskademyndighedernes praksis for reduktion på grund af konkurrerende lidelser, bad Dansk Sygeplejeråd den 18. april 2000 om, at A’s sag måtte blive revurderet i lyset af den nye praksis, som arbejdsskademyndighederne havde fastlagt efter 1998-dommen. Den 13. oktober 2000 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at erhvervsevnetabet kunne fastsættes til 50 %, og at erstatningen skulle tilkendes med virkning fra den 18. april 2000. A klagede over afgørelsen, for så vidt angik spørgsmålet om tilkendelsestidspunktet. Ankestyrelsen tiltrådte, at erstatningen skulle tilkendes fra den 18. april 2000. Landsrettens flertal gav Ankestyrelsen medhold. Ankestyrelsen gjorde blandt andet gældende, at det alene var spørgsmålet om tilkendelsestidspunktet, som A indbragte for Ankestyrelsen, og at Ankestyrelsen derfor ikke havde mulighed for at træffe afgørelse om, hvorvidt det var berettiget, at Arbejdsskadestyrelsen havde genoptaget sagen og forhøjet den fastsatte erhvervsevnetabserstatning, men at Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetabet den 13. oktober 2000 var udtryk for en mild vurdering. Højesteret gav A medhold og fastslog, at Ankestyrelsen efter § 68 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. § 55, stk. 3, i den dagældende arbejdsskadesikringslov (nu § 44, stk. 5), ikke var bundet af parternes påstande. Selv om A alene havde påklaget tidspunktet for forhøjelsen, kunne Ankestyrelsen derfor ved afgørelsen af 21. februar 2001 have prøvet Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 13. oktober 2000 om, at hendes erhvervsevnetab skulle forhøjes til 50 %. Ankestyrelsen ændrede imidlertid ikke Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetabet og måtte derfor anses at have tiltrådt afgørelsen herom. Herefter, og da der ikke forelå oplysning om væsentlige ændringer i A’s forhold siden Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. september 1996, tog Højesteret A’s påstand til følge.

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til Søren Kjær Jensen.