HR-dom tilkender erstatning for psykisk skade

Højeste­ret har i dag den 15. novem­ber 2011 afsagt dom i en prin­ci­piel sag om erstat­ning og godt­gø­relse for en psykisk skade, der var over­gået en pæda­gog. Pæda­go­gen ℗ havde været udsat for en græn­se­over­skri­dende adfærd på en perso­na­lewe­e­kend i 2004, men havde ikke været udsat for nogen fysisk skade eller været i fare for en fysisk skade. Hidtil har domsto­lene næsten konse­kvent afvist, at der kunne tilken­des erstat­ning for psyki­ske skader, hvis pågæl­dende ikke samti­dig havde været udsat for en fysisk skade eller troet sig i fare herfor; f.eks. ved røve­rier; trus­ler eller lignende, og derfor er dommen at betragte som en ændring af gældende retstilstand.

Sagen kort:
P havde igen­nem flere år haft meget syge­fra­vær på grund af en rygli­delse, og som følge heraf modtog insti­tu­tio­nen dagpen­gere­fu­sion for det fravær, hun havde grun­det rygli­del­sen. P var imid­ler­tid noget frustre­ret over, at denne dagpen­gere­fu­sion ikke blev brugt til at ansætte vika­rer, når hun var fravæ­rende i længere peri­o­der grun­det rygli­del­sen, da hendes fravær derved gik direkte ud over hendes kolle­ger på den stue i børne­ha­ven, som hun var tilknyttet.

På insti­tu­tio­nen var der i øvrigt gennem nogen tid et dårligt arbejds­miljø; bl.a. vedrø­rende forhol­det mellem leder og sous­chef, og insti­tu­tio­nen tog initi­a­tiv til afhol­delse af en perso­na­lewe­e­kend under ledelse af en udefrakom­mende “super­visor”.

På denne weekends første dag blev de fleste proble­mer drøf­tet og afslut­tet, herun­der også P’s frustra­tion over mang­lende vikar­dæk­ning for hendes fravær via syge­dag­pen­gere­fu­sio­nen, men fra star­ten af weeken­dens 2. dag tog super­visoren P’s situ­a­tion op på ny — trods P’s modvilje — og ændrede nu problem­stil­lin­gen, så den i stedet skulle handle om, at alle hendes kolle­ger; hver for sig; skulle udtale sig om, hvor­le­des de havde det med at skulle rumme P og hendes megen fravær. P skulle så kommen­tere hver enkel­tes udsagn, og dette affødte en meget ubeha­ge­lig stem­ning. Dernæst gik lede­ren, sous­che­fen og super­visoren i enerum, og vendte tilbage efter et stykke tid, hvor­ef­ter lede­ren ifølge næsten enstem­mige vidne­for­kla­rin­ger erklæ­rede, at hun havde truf­fet den beslut­ning, at insti­tu­tio­nen ikke kunne rumme P.

Den grædende P blev opfor­dret til at tage hjem — men da hun var kørt med en kollega, kunne hun ikke dette — og måtte så gå en tur alene; indtil weeken­den var afsluttet.

Dagen efter syge­meldte hun sig efter at have været hos egen læge.

Sagen blev anmeldt som arbejds­skade og afvist af Arbejds­ska­desty­rel­sen, men senere aner­kendt af Anke­sty­rel­sen. På dette tids­punkt havde sagen været i Byret­ten, der nok fandt, at der var hand­let ufor­svar­ligt, og at der var årsags­sam­men­hæng, men ikke mente, at en psykisk skade var omfat­tet af erstat­nings­ansvars­lo­vens skadesbegreb.

For Lands­ret­ten var skaden aner­kendt som arbejds­skade, og Lands­ret­ten fandt, at skaden var omfat­tet af skades­be­gre­bet — lige­som man fandt, at der var hand­let ufor­svar­ligt, at der var årsags­sam­men­hæng; og at hun havde udvik­let en depres­sion, men frifandt alli­ge­vel kommunen.

Inden sagen blev behand­let i Højeste­ret, havde Anke­sty­rel­sen truf­fet afgø­relse om, at skaden havde medført et varigt men på 15 % på baggrund af bl.a. en speci­al­læ­ge­er­klæ­ring fra psyki­a­ter. Da P nu var tilkendt pension som følge af dels rygli­del­sen og dels den psyki­ske skade, var spørgs­må­let om erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning sendt tilbage til Arbejds­ska­desty­rel­sen. Der er endnu ikke truf­fet afgø­relse, og derfor vedrø­rer kravet for Højeste­ret alene spørgs­må­let om svie/smertegodtgørelse på 50.000 kr.

Højeste­rets dom:
Højeste­rets 7 dommere fandt lige­som Byret og Lands­ret, at der var hand­let ufor­svar­ligt; og fandt, at en psykisk skade er omfat­tet af personska­de­be­gre­bet i erstatningsansvarsloven.

Heref­ter skri­ver Højeste­ret: “Det lægges til grund, at den ufor­svar­lige afvik­ling af perso­na­lewe­e­ken­den medførte en bety­de­lig forø­gelse af risi­koen for en psykisk skade af den fore­lig­gende karak­ter hos en medar­bej­der, som, hvil­ket ledel­sen må have forstået, befandt sig i en psykisk anspændt situ­a­tion. Højeste­ret finder heref­ter, at P’s psyki­ske skade er en påreg­ne­lig følge af den ufor­svar­lige afvik­ling af personaleweekenden.

P er direkte skade­lidt som følge af den ansvar­spå­dra­gende adfærd, og der er ikke grund­lag for at anse den psyki­ske skade for at falde uden for, hvad der er omfat­tet af kommu­nens erstatningspligt.”

Dommen kan ses i sin helhed på Højeste­rets hjemmeside.

Elmer og Part­nere plan­læg­ger at afholde gå-hjem-møde om dommen i nærme­ste fremtid.

Henven­delse kan ske til Søren Kjær Jensen, der førte sagen for BUPL på vegne P.

Søren Kjær Jensen

Partner