HYLDEST AF SØREN KJÆR JENSEN

Advo­kat Søren Kjær Jensen fylder i dag 60 år. Det vil vi gerne fejre.

Søren er og har altid været kende­teg­net ved en enorm profes­sio­na­lisme og et unikt enga­ge­ment. Han har også, hvad man kan betegne som et udtalt fagligt tempe­ra­ment. Det bygger på hans enorme juri­di­ske viden, om det som han beskæf­ti­ger sig med. 

Søren har altid haft et særligt godt øje for, om myndig­he­der, der er tillagt afgø­rel­ses­kom­pe­tence for tilska­de­komne og borgere gene­relt, nu rent faktisk følger lovgiv­nin­gen. Det vurde­rer Søren ret ofte ikke er tilfæl­det, og det vil ikke være fjernt for ham at kalde en given admi­ni­stra­tiv prak­sis for ”borger­fjendsk”.

Det er i de situ­a­tio­ner, hvor han virke­lig har vist, at han er en helt særlig advo­kat. Han har nemlig forfulgt, at det i Danmark stadig er sådan, at magten er tredelt mellem den lovgi­vende, udøvende og dømmende magt. Så når en myndig­hed følger en afgø­rel­ses­prak­sis, der ikke følger lovgi­vers ønsker og formål med den vedtagne lovgiv­ning, så har det været hans fornem­ste opgave at forklare domsto­lene, at prak­sis ikke blot har været forkert, men også direkte ulov­lig. 

Det er lykkes en del gange i Højeste­ret, senest i en sag for en lærer, der havde fået afvist voldsof­fe­rer­stat­ning, fordi over­fal­det på ham under arbejde, ikke var anmeldt retti­digt til poli­tiet. Højeste­ret kendte i dom fra septem­ber 2018 prak­sis for ulov­lig. Den dom byggede på gamle forar­bej­der, som Søren havde ”gravet frem”.

Søren er også båret af en vis forar­gelse, men den bunder næsten altid i en faglig forar­gelse. Et rigtig sigende eksem­pel var en henven­delse fra en arbejds­ska­det, der efter 14 år havde fået frata­get en del af hans erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning, da han i vild­fa­relse havde bedt om at få sin sag genop­ta­get. Søren tog sagen ind, søgte og fik fri proces, og ved lands­ret­ten i første instans fik han dømt Anke­sty­rel­sen til at aner­kende, at det havde været uberet­ti­get at fratage manden erstat­nin­gen. Ikke mange havde kastet sig over den sag. Det er der mange eksemp­ler på, og derfor er Søren en fanta­stisk repræ­sen­tant for en advo­kat, hvor sagen for den enkelte og dens faglige udfor­dring er den afgø­rende driv­kraft. Det er der mange advo­ka­ter, der kan tage ved lære af.

Blandt modpar­ter er han kendt som en hård modstan­der, der i kraft af sin særlige evne til at proce­dere, har sikret hund­red­vis af skade­lidte deres rettig­he­der. Han går langt både i forbe­re­del­sen af sager, og når slaget skal slås i retten. Kompli­ce­rede retlige grund­lag præsen­te­res med over­be­vis­ning og sammen­hæng, hvil­ket ikke mange advo­ka­ter reelt formår. Derfor har Søren også på det soci­al­ret­lige område, opnået resul­ta­ter, som yngre advo­ka­ter i dag hævder, at man ikke kan vinde. Jo det kan man, hvis man har den nødven­dige viden og forføl­ger sager­nes juri­di­ske aspek­ter hele vejen. Det vidner listen over resul­ta­ter på det område om, at det har Søren gjort.

Helt tilbage fra over­vej­el­serne om en reform af arbejds­ska­de­sy­ste­met (der blev gennem­ført i 2004) og videre i forhold til foræl­del­ses­reg­ler for arbejds­ska­dede og andre væsent­lige lovæn­drin­ger, har Søren i eget navn eller via de forbund, som han fører sager for, ydet en meget stor indsats for at påvirke lovgiv­nin­gen i den rigtige retning. Også det er lykkes flere gange. Aktu­elt hand­ler det om lovfor­slag til ændring af reglerne om erstat­ning til voldsofre. På det område er der virke­lig behov for at udøve poli­tisk indfly­delse.

På det mere person­lige plan og som kolle­gaer til Søren er det værd at frem­hæve, at man kan lære rigtigt meget af ham. Det forud­sæt­ter indi­mel­lem, at man er klar til at modtage lidt ”verbale tæsk”, men her gælder det vel, at det man ikke ”fagligt dør af, bliver man stærk af” 😊

. Der har helt sikkert været nogle, der gennem årene har ”slået sig” på Sørens facon og stræ­ben efter det fagligt korrekte, men sådan må det nødven­dig­vis være. 

Han er samti­dig en kollega, der også bidra­ger til at gøre vores kontor til et spæn­dende sted at arbejde med et godt arbejds­miljø. Det gælder ikke mindst, fordi Søren udover det rent faglige faktisk ved stort alt og inter­es­se­rer sig for alt. Han læser mange bøger, ser film og følger passio­ne­ret med i sport med særlig forkær­lig­hed for fodbold (som han selv har spil­let på 1. divi­sions­ni­veau for Skov­bak­ken) og ikke mindst cykling. Søren ved, hvem der scorede i en semi­fi­nale ved VM i 1962 (og alle de andre VM). Han kender alle de store cykel­ryt­tere, de klas­si­ske endagsløb og de store etape­løb. Eneste minus er, at produk­ti­vi­te­ten falder under OL hvert fjerde år, når der er VM, Tour de France m.fl. Men så er det jo en klar fordel, at hans søvn­be­hov ikke er stort.

Som Poli­ti­ken i dag skri­ver, er Søren nok den advo­kat i landet, der har ført flest sager til gavn for folk, der er kommet til skade på arbej­det ved en ulykke eller ved at få en arbejds­skade. 

Intet mindre end 55 Højeste­rets­sa­ger er det indtil videre blevet til. Og heraf har en lang række domme været med til at forme rets­prak­sis til gavn for de skade­lidte.

Hos Elmer Advo­ka­ter vil vi gerne markere denne dag og i særlig grad hylde Søren for sit impo­ne­rende arbejde, der bør være til inspira­tion for alle i bran­chen.

Derfor brin­ger vi her en over­sigt over Sørens gennem­førte Højeste­rets­sa­ger samt et udvalg af betyd­nings­fulde sager afgjort ved lands­ret­terne. Sagerne er udvalgt og redi­ge­ret af part­ner Karsten Høj.

Fra alle ansatte i Elmer Advo­ka­ter skal der lyde et kæmpe stort tillykke.

OVERSIGT OVER UDVALGTE SAGER

  • U.1998.87 H
    Lændes­mer­ter efter plud­se­lig rygbe­last­ning (ryggen på en køre­stol knæk­kede, mens den ansatte skub­bede den op ad en bakke) anset for arbejds­skade.

  • U.1998.881 H
    Hændelse, som medførte rygli­delse, kunne ikke anses for et ulyk­ke­stil­fælde. ”Sengevasker-dommen”.
  • U.1999.1025 H
    Forvrid­ning af hånd­led under arbejde på skole for psykisk og fysisk handi­cap­pede elever ikke en arbejds­skade.

  • U.2003.271 H
    Varig rygskade opstået spon­tant ved løft i akavet stil­ling ikke omfat­tet af arbejds­ska­de­be­gre­bet i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 9 a, stk. 1.

  • U.2003.377/2 H
    Skul­der­skade hos vugge­stu­e­pæ­da­gog som følge af plud­se­ligt træk i armen ikke anset for opstået ved et ulyk­ke­stil­fælde.

  • U.2003.564 H
    Skulder- og nakke­li­delse hos bogbin­der anset for erhvervs­syg­dom efter arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­vens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

  • U.2003.815 H
    Skade, som under­vi­ser pådrog sig under bold­spil med kursi­ster, en arbejds­skade. ”gled i vådt græs”.

  • FED2003.1443 Ø
    Skade, som en skole­læ­rer pådrog sig ved at løfte en elev, der havde fået et epilep­tisk anfald, op af et svøm­me­bas­sin, skulle aner­ken­des som en arbejds­skade, idet skaden var opstået under omstæn­dig­he­der, der gik ud over, hvad der måtte anses for sædvan­ligt i arbejds­si­tu­a­tio­nen.

  • U.2004.789 H
    Gener som følge af inde­kli­ma­for­hold på skole ikke personskade omfat­tet af arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­ven.

  • U.2005.2351 H
    Skul­der­skade omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. ”Bukse­e­la­stik­ken”.

  • U.2006.15 V
    Psykisk traume hos bankas­si­stent efter bank­rø­veri anset som arbejds­skade.

  • U.2009.2022 V
    Anke­sty­rel­sen, der havde aner­kendt vold udøvet af 9‑årig mod lære­rinde som arbejds­skade f.s.v. angik fysi­ske følger, skulle også aner­kende den psyki­ske tilska­de­komst som arbejds­skade.

  • U.2010.963/2 V
    Ulykke med fald på trappe uden for bopæ­len en morgen, hvor skade­lidte var på vej fra sin hjem­me­ar­bejds­plads til et arbejds­re­le­vant møde, omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven.

  • U.2014.452 H
    Ikke godt­gjort, at lærer med kronisk rygli­delse havde pådra­get sig en arbejds­skade.

  • U.2015.1267 H
    En pæda­gogs psyki­ske symp­to­mer som følge af restrik­tio­ner iværk­sat af arbejds­gi­ve­ren efter foræl­dre­kla­ger var ikke et udslag af arbej­dets særlige art som pæda­gog og kunne ikke aner­ken­des som en erhvervs­syg­dom uden for erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sen.

  • U.2017.2885 H
    Sag om aner­ken­delse af en psykisk lidelse som en erhvervs­syg­dom blev hjem­vist til Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.
  • U.1996.1167 H
    Stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­tab efter lov om social pension, arbejds­ska­de­for­sik­rings­lov og erstat­nings­ansvars­lov.
  • U.2002.730 H
    Stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­tab ved midler­ti­dig afgø­relse efter arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­vens § 31, stk. 4. skulle fast­sæt­tes i forhold til omfan­get den aktu­elt nedsatte erhverv­sevne. Ændrede prak­sis og fort­sat den ledende dom for midler­ti­digt erhverv­sev­ne­tab.
  • U.2003.47 H
    Stør­rel­sen af erhverv­sev­ne­tab ved midler­ti­dig afgø­relse efter arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­vens § 31, stk. 4.
  • U.2003.1176 H
    Fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab for person under reva­li­de­ring ved en midler­ti­dig afgø­relse efter arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­vens § 31, stk. 4.
  • U.2004.2935 H
    Ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte Anke­sty­rel­sens afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab. Knæskade begrun­dede ikke påvist tab af EE.
  • U.2006.796 H
    Ikke krav på midler­ti­dig erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning i henhold til arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 31, stk. 4.
  • U.2007.1039 H
    Kapi­ta­li­se­ring af erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab efter skade­lid­tes alder på tids­punk­tet for Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse om kapi­ta­li­se­ring. Ikke krav på løbende ydelse i peri­o­den forud herfor.
  • FED2008.199 Ø
    Udtalt, at det offent­li­ges afløn­ning af en person­lig hjæl­per til en handi­cap­pet, der befin­der sig på arbejds­mar­ke­det, må sidestil­les med en social ydelse. Heref­ter skal erhverv­sev­ne­ta­bet vurde­res på grund­lag af et skøn over, hvad den skade­lidte ville kunne oppe­bære som indtægt, hvis mulig­he­den for person­lig hjæl­per ikke var til stede.
  • U.2009.952 H
    Anke­sty­rel­sens fast­sæt­telse af méngrad for tinni­tus og lydover­følsom­hed til i alt 8 % beret­ti­get. Ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte Anke­sty­rel­sens fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab til 45 %. Anke­sty­rel­sens hjem­vis­ning af sag til fornyet behand­ling ved Arbejds­ska­desty­rel­sen beret­ti­get.
  • U.2010.527 H
    Midler­ti­dig indtægts­ned­gang i en reva­li­de­rings­pe­ri­ode beret­ti­gede ikke til erstat­ning for midler­ti­digt erhverv­sev­ne­tab.
  • U.2016.856 H
    Ikke tilstræk­ke­ligt godt­gjort, at ansæt­telse på nedsat tid var af midler­ti­dig karak­ter. Ikke forskel­s­be­hand­ling på grund af køn og ikke undla­delse af at fore­tage et pligt­mæs­sigt skøn.
  • U.1997.1478 H
    Fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab efter arbejds­u­lykke. Forud­be­stå­ende rygli­delse ikke tillagt betyd­ning, da den ikke havde forø­get den efter arbejds­ska­den nedsatte erhverv­sevne med 65 %. Anke­sty­rel­sens afgø­relse om 35 % EET blev derfor ændret til 65 %.
  • U.1998.1627 H
    Fast­sæt­telse af mén og erhverv­sev­ne­tab efter arbejds­skade, hvor sygeple­jer­ske blev slået af en patient i nakke, der tidli­gere var behand­let med en stiv­gø­rende opera­tion. Hun var fuld arbejds­dyg­tig. Nedsæt­telse af mén fra 12 til 8 % og særligt EET fra 65 til 20 % tilsi­de­sat.  Fort­sat den ledende dom, der førte til genop­ta­gelse af mange tusinde forkert afgjorte sager.
  • U.2006.3370 H
    Forhø­jelse af erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning sket med tilba­ge­vir­kende kraft fra tids­punk­tet for tilken­delse af forhø­jet almin­de­lig førtids­pen­sion. Hjem­mel for Anke­sty­rel­sen til at ændre Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse til skade for klage­ren.
  • U.2008.1374 H
    Det fand­tes med over­ve­jende sand­syn­lig­hed godt­gjort af Anke­sty­rel­sen, at halv­de­len af et samlet erhverv­sev­ne­tab på 100 % ikke skyld­tes aner­kendt opløs­nings­mid­del­for­gift­ning.
  • U.2009.656/2 H
    Erhverv­sev­ne­tab på 65 % kunne i det hele henfø­res til en arbejds­skade og ikke delvist til en forud­be­stå­ende psykisk lidelse.
  • U.2010.2897 H
    Arbejds­ska­desty­rel­sens fast­sæt­telse af erhverv­sev­ne­tab på 65 % efter færds­el­su­lykke ikke tilsi­de­sat. Konkur­re­rende skade­år­sa­ger. Undla­delse af at indbringe styrel­sens afgø­relse for Anke­sty­rel­sen kunne ikke anses som tilsi­de­sæt­telse af tabs­be­græns­nings­pligt.
  • U.2005.1728 H
    Der kunne ikke bort­ses fra anmel­del­ses­fri­sten i arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­ven.
  • U.2005.2451 H
    Genop­ta­gelse efter 5‑års-fristen af sag om erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab, idet der forelå særlige omstæn­dig­he­der. Fort­sat ledende dom.
  • U.2009.437/2 H
    Ikke dispen­sa­tion fra anmel­del­ses­frist.
  • U.2009.1869 H
    Afgø­relse om genop­ta­gelse af arbejds­ska­desa­ger forud­sæt­ter ikke en vurde­ring af årsags­for­bin­del­sen mellem de væsent­ligt ændrede forhold og arbejds­ska­den. Fort­sat ledende dom.
  • U.2014.2472 H
    Arbejds­skade var anmeldt retti­digt, da selv­for­sik­ret arbejds­gi­ver havde fået kend­skab til arbejds­ska­den inden for 1‑årsfristen i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 20.
  • U.2015.3233 H
    Anke­sty­rel­sen var under en sag om ret til ydel­ser efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven beret­ti­get til at annul­lere en upåkla­get afgø­relse om aner­ken­delse af arbejds­ska­den. Ugyl­dig­hed som følge af util­stræk­ke­lig sags­op­lys­ning.
  • Vestre Lands­ret, 08.11.2018
    Anke­sty­rel­sen havde ikke været beret­ti­get til i 2016 på ulov­be­stemt grund­lag at tilba­ge­kalde afgø­relse fra 2002 om et erhverv­sev­ne­tab på 75 %.
  • Okto­ber 1994. FED1994.1458 V
    A, der var hjem­me­hjæl­per i kommune X, pådrog sig behand­lings­re­si­stente skader i nakke og skul­der­musku­la­tur. På grund­lag af Arbejds­ska­desty­rel­sens udta­lelse måtte méngra­den på statio­nær­tids­punk­tet fast­sæt­tes til 8% og erhverv­sev­ne­ta­bet til 50%. Skaden var efter A’s opfat­telse sket ved en bestemt lejlig­hed, hvor hun blev udsat for over­be­last­ning ved eneløft af en meget tung patient. Hændel­sen blev imid­ler­tid ikke aner­kendt som arbejds­skade. A påstod X dømt til at betale erstat­ning for mén og erhverv­sev­ne­tab m.m., idet X ikke havde tilret­telagt arbej­det sikker­heds­mæs­sigt og sund­heds­mæs­sigt forsvar­ligt, ikke havde givet udfør­lig instruk­tion, og ikke ført fornø­dent tilsyn. Det fik A medhold i.
  • Juni 1995 FED1995.897 V
    Arbejds­gi­ver erstat­nings­ansvar­lig for mén påført ved ensfor­migt, muskel­be­la­stende arbejde — erhverv­sev­ne­ta­bet under 15%
  • Juni 1996 FED1996.552 V
    Arbejds­gi­ver ansvar­lig for ansats rygskade opstået ved løft af patient, hvor skade­lidte blev hjul­pet af ikke-uddannet køkken­med­hjælp. Forhø­jet godt­gø­relse for svie og smerte
  • Januar 1997 FED1997.60 V
    Arbejds­gi­ver ansvar­lig for ansats tilska­de­komst pga. ufor­svar­lig indret­ning af arbejds­plad­sen. Det kunne ikke fritage for ansvar, at skade­lidte pga. forud­be­stå­ende lidelse var særligt sårbar. Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring af statio­nær­tids­punk­tet tilsi­de­sat
  • Maj 1997 FED1997.944 V
    Arbejds­gi­ver erstat­nings­ansvar­lig for skade­lige følger af tunge løft, idet arbej­det ikke kunne anses for at have været tilret­telagt sikkerheds- og sund­heds­mæs­sigt fuldt forsvar­ligt
  • Novem­ber 1997 FED1997.1686 V
    Arbejds­gi­ver ansvar­lig for ansats tilska­de­komst ved fald fra bygning, da arbejds­gi­ve­ren ikke havde godt­gjort, at adgangs­ve­jene til arbejds­plad­sen var sikker­heds­mæs­sigt forsvar­lige
  • Septem­ber 2001 FED2001.1636 V
    Omstæn­dig­he­derne ved ledende medar­bej­ders sexchi­kane, som medførte svær psykisk belast­ning, gav grund­lag for at statu­ere iden­ti­fi­ka­tion. Skade­lidte havde krav på fuld erstat­ning, som dog ikke omfat­tede udoku­men­te­rede fysi­o­te­ra­pi­ud­gif­ter (dissens) eller erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning
  • U.2002.1953 Ø
    Ikke bevist, at sygdom skyld­tes inde­kli­ma­ti­ske proble­mer på arbejds­plad­sen, og arbejds­gi­ve­ren alle­rede derfor ikke erstat­nings­plig­tig.
  • U.2004.36 H
    Syge­hus­for­valt­ning ikke erstat­nings­ansvar­lig for rengø­rings­as­si­sten­ters lidel­ser som følge af brug af rengø­rings­vogne med moppe­presse.
  • U.2005.1363 V
    Arbejds­gi­ver ansvar­lig for ansats skade ved arbejde med compu­ter­mus. Lego-sagen
  • U.2009.146/2 H
    Hospi­tals indret­ning med skærm­sta­ti­ver på opvåg­nings­stue var ikke ufor­svar­lig.
  • U.2009.1977 V
    Arbejds­gi­ve­ren erstat­nings­ansvar­lig for ansats skader ved ensi­digt arbejde med compu­ter­mus gennem en årrække.
  • U.2012.524 H
    Offent­lig arbejds­gi­ver havde erstat­nings­pligt for medar­bej­ders psykisk skade under perso­na­lewe­e­kend. Første prin­ci­pi­elle dom om ansvar for psykisk skade.
  • U.2015.2916 H
    Arbejds­gi­vers ansvar for ansats skade efter fald på parke­rings­plads ved arbejds­plad­sen skulle ikke bedøm­mes efter arbejds­mil­jø­lov­giv­nin­gen, men efter reglerne om grun­de­je­res ansvar for glat­fø­re­be­kæm­pelse, og der var ikke grund­lag for erstat­nings­ansvar.
  • U.2017.2904 H
    En ansat, der gennem længere tid havde udført et bety­de­ligt merar­bejde, og som havde pådra­get sig en psykisk lidelse, havde ikke godt­gjort, at hendes arbejds­gi­ver herved havde hand­let ansvar­spå­dra­gende, og hun havde ikke krav på godt­gø­relse for svie og smerte.
  • U.1999.394 H
    Ved midler­ti­dig uarbejds­dyg­tig­hed ydes — uanset statio­nær­tids­punkt — erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, indtil arbej­det kan genop­ta­ges i væsent­ligt samme omfang. Prin­ci­piel dom.
  • U.2000.515 H
    Godt­gø­relse til patient efter opera­tion uden samtykke. Usæd­van­lig dom.
  • U.2012.1653 H
    Årsags­sam­men­hæng mellem færds­elsuheld og tabt arbejds­fortje­ne­ste ikke godt­gjort.
  • U.2013.508 H
    Erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og tab af erhverv­sevne efter patientskade.
  • U.2000.645 H
    Ret til mellem­ste førtids­pen­sion fra ansøg­nings­tids­punk­tet i 1988 på grund af skul­der­li­delse. Første prin­ci­pi­elle dom for Højeste­ret med tilsi­de­sæt­telse af hidti­dig prak­sis. Mange tusinde borgere fik deres afgø­rel­ser ændret efter genop­ta­gelse.
  • U.2002.91 H
    Fibro­my­al­gi­pa­tient ikke beret­ti­get til forhø­jet almin­de­lig førtids­pen­sion.
  • U.2002.1488 H
    Ikke tilsi­de­sæt­telse af Den Soci­ale Anke­sty­rel­ses afgø­relse om, at fibro­my­al­gi­pa­tient ikke havde ret til mellem­ste førtids­pen­sion.
  • U.2004.955 Ø
    Mang­lende kommu­nal rådgiv­ning om inva­li­di­tet­sy­delse bevir­kede suspen­sion af foræl­delse af erstat­nings­krav mod kommu­nen.
  • U.2005.2489 H
    Kommu­nes beslut­ning om at standse udbe­ta­ling af syge­dag­penge til arbejds­le­dig, der havde været syg, ikke ugyl­dig.
  • U.2006.960 Ø
    Kommune pålagt erstat­nings­ansvar for mang­lende infor­ma­tion om mulig­hed for genop­ta­gelse af førtids­pen­sions­sa­ger.
  • U.2006.2912 H
    Kommu­nes afgø­relse om at standse udbe­ta­ling af syge­dag­penge var ugyl­dig. Erstat­ning på 150.000 kr.
  • U.2007.358 H
    Ikke grund­lag for at tilsi­de­sætte Anke­sty­rel­sens afslag på anmod­ning om forlæn­get udbe­ta­ling af syge­dag­penge efter 52 ugers syge­mel­ding.
  • U.2007.1749 V
    Kommune erstat­nings­ansvar­lig for uberet­ti­get afslag på yder­li­gere arbejds­prøv­ning med henblik på evt. fleksjob.
  • U.2013.2068 H
    Frisør, der pga. eksem ikke kunne fort­sætte i faget, havde ikke krav på reva­li­de­ring.
  • U.2014.3146 Ø
    Kommune havde hand­let ansvar­spå­dra­gende og blev pålagt erstat­ning for ikke at iværk­sætte arbejds­prøv­ning.
  • U.2014.3333 H
    Foræl­dre, der efter servi­ce­loven fik dækket tabt arbejds­fortje­ne­ste i anled­ning af hjem­me­træ­ning af handi­cap­pet barn, havde ikke krav på dækning i anled­ning af hjem­me­un­der­vis­ning. Kommu­nens skøn over time­for­de­lin­gen mellem træning og under­vis­ning ikke tilsi­de­sat. Kommu­nens afgø­relse om merud­gift til aflast­ning var ugyl­dig på grund af en retlig mangel.
  • U.2017.2686 Ø
    Sagsø­ger, der var marok­kansk stats­bor­ger, og som havde afslået at modtage ressour­ce­for­løb­sy­del­ser af hensyn til sine mulig­he­der for at få perma­nent ophold­stil­la­delse i Danmark, var beret­ti­get til et tvær­fag­ligt afkla­rings­for­løb.
  • U.2018.1904 V
    Kommune pålagt erstat­nings­ansvar for i en peri­ode, hvor dagpen­ge­pe­ri­ode var forlæn­get i medfør af syge­dag­pen­ge­lovens § 27, stk. 1, nr. 2, ikke at have søgt den syge­meld­tes arbejd­s­evne afkla­ret.
  • U.2006.252 H
    Smitte med Legio­nella bakte­rier ikke anset som en »plud­se­lig udefra kommende indvirk­ning på lege­met«.
  • U.2013.163 H
    En beskik­ket advo­kats arbejde i forbin­delse med admi­ni­stra­tiv genop­ta­gelse af en arbejds­ska­desag under sagens behand­ling for domsto­lene var ikke omfat­tet af den frie proces.
  • U.2017.3570 Ø
    Erstat­ningsnæv­net dømt til at aner­kende, at der var grund­lag fra at dispen­sere fra betin­gel­sen i offe­rer­stat­nings­lo­vens § 10 om poli­ti­an­mel­delse af tilska­de­komst.
  • U.2018.3697 H
    Erstat­ningsnæv­nets skær­pelse af prak­sis i sager om vold mod pæda­go­ger var uden lovhjem­mel og ville have krævet vars­ling.

Du kan også se den samlede over­sigt i denne pdf.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760