Justitsministeren har fremsat ændringsforslag om tabt arbejdsfortjeneste: Vi er tilbage til start, og et år er spildt.

Med det den 28. april 2011 frem­satte ændrings­for­slag til L 136, bliver retstil­stan­den fuld­stæn­dig, som den ville have været, hvis det i februar 2010 udar­bej­dede udkast til lovfor­slag var blevet frem­sat og vedta­get; nemlig at midler­ti­dig erstat­ning for tab af erhverv­sevne i medfør af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven ikke brin­ger retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør, men deri­mod skal træk­kes fra i erstat­nin­gen, hvil­ket alle er enige om, er en god idé.

Et år spildt
Vedta­ges lovfor­sla­get med ændrings­for­sla­get må man blot konsta­tere, at ca. et år er spildt. Udover at mange inter­es­sen­ter på områ­det har brugt rigtig mange timer og ressour­cer på deres helt beret­ti­gede kritik af L 136, herun­der Elmer & Part­nere, er det mest absurde, at de skade­lidte, der er kommet til skade det sene­ste år, og som ville have været omfat­tet af den fore­slå­ede forbed­rede rets­stil­ling, ikke får glæde af de ændrede regler, da loven først gælder for skader indtruf­fet efter lovens vedta­gelse. Det ville de have fået, hvis ikke Justits­mi­ni­ste­riet havde ladet sig påvirke af særligt Forsik­ring & Pensions uberet­ti­gede kritik af det oprin­de­lige udkast til forslag. Det er yderst kritisa­belt og burde få konse­kven­ser.

Justits­mi­ni­ste­riet har samti­dig svaret på i alt 32 spørgs­mål fra Rets­ud­val­get. Det er ikke impo­ne­rende; hver­ken det juri­di­ske indhold eller måden, hvorpå man svarer. Eksem­pel­vis er mange spørgs­mål blot besva­ret med henvis­ning til den fore­slå­ede rets­stil­ling med det nu frem­satte ændrings­for­slag, og dermed undla­der Justits­mi­ni­ste­riet behæn­digt at svare på, hvad konse­kven­serne af L 136 ville have været, uden det nu frem­satte ændrings­for­slag. Det er ren ”magi”.

Vi har ikke misfor­stået lovfor­sla­get
Justits­mi­ni­ste­riet fast­hol­der endvi­dere vedhol­dende, at kritik­ken af, at L 136 ville betyde en afkort­ning af peri­o­den for skade­lid­tes ret til tabt arbejds­fortje­ne­ste, er forkert; altså skyl­des, at vi og andre har misfor­stået (misfor­tol­ket) lovfor­sla­get.

Vi ved selv­føl­ge­lig godt, at Justits­mi­ni­ste­riet og Arbejds­ska­desty­rel­sen har særde­les vanske­ligt ved at se egne fejl, og da slet ikke evner at indrømme disse fejl. Når vi og andre har slået fast, at gennem­fø­relse af L 136 vil betyde, at de skade­lidte helt gene­relt vil få tabt arbejds­fortje­ne­ste for en kortere peri­ode og dermed mindre i erstat­ning, er det fordi, vi har bedømt lovfor­sla­get, som det blev frem­sat. Forsla­get ville uden det nu frem­satte ændrings­for­slag have bety­det, at man i alle sager kunne se i baks­pej­let — “retrospek­tivt” — og få en vurde­ring (fra Arbejds­ska­desty­rel­sen) af, hvor­når man kunne vurdere skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab. Det tids­punkt vil i mange sager i forhold til i dag ligge tidli­gere, og da forsla­get samti­dig inde­holdt adgang til at få tilba­ge­be­talt eller fore­tage modreg­ning af den erstat­ning, der er betalt efter det vurde­rede skærings­tids­punkt; ja så er det ubestri­de­ligt sådan, at lovfor­sla­get for en stor del af de skade­lidte ville have medført en mindre erstat­ning end i dag.

Selv hvis man tog Justits­mi­ni­ste­ri­ets påstand om, at vi (og alle andre, der repræ­sen­te­rer skade­lid­tes inter­es­ser) har misfor­tol­ket det frem­satte lovfor­slag for påly­dende — hvil­ket der ikke er grund til — så er det nærmest tragi­ko­misk at kunne konsta­tere, at Justits­mi­ni­ste­riet ikke evner at indrømme, at dette i så fald er en fejl, der enty­digt hviler på Justits­mi­ni­ste­riet.

Det er jo Mini­ste­riet, der har formu­le­ret forsla­get uden at inddrage rele­vant sagkund­skab fra menne­sker, der repræ­sen­te­rer skade­lidte. Det drejer sig vel at mærke om et lovfor­slag, hvis erklæ­rede formål er at rette op på en fortolk­ning af loven, som med højeste­rets­dom­mene fra novem­ber 2009 etab­le­rer en retstil­stand, der stri­der imod lovens over­ord­nede hensigt.

Det Justits­mi­ni­ste­rium, der én gang har klud­ret så meget i sin formu­le­ring af loven, at en række skade­lidte ikke får dækket deres tab af arbejds­fortje­ne­ste, frem­sæt­ter et lovfor­slag til løsning af sit eget skabte problem, som imid­ler­tid inde­bæ­rer massive forrin­gel­ser for de skade­lidte. Når vi så påpe­ger dette, laver man ganske vist forsla­get om, men påstår samti­dig fuld­stæn­dig udoku­men­te­ret, at vi har misfor­tol­ket forsla­get. Det er højst upas­sende.

Vi forven­ter ikke lige­frem blom­ster; eller tak fra Rege­rin­gen, fordi vi har gjort opmærk­som på proble­met, men at påstå, at vi har misfor­tol­ket forsla­get er simpelt­hen ikke i orden.

De skade­lidte er ikke “rele­vant hørings­part”
Hvad angår proces­sen i efter­å­ret 2010 med drøf­tel­serne med særligt Forsik­ring & Pension, vil vi nævne, at Justits­mi­ni­ste­ren nu klart har tonet rent flag med hensyn til, hvem han og Mini­ste­riet anser for at være ”rele­vante hørings­par­ter”. Det frem­går nemlig af svar på spørgs­mål 8 (og 33), at alle ”rele­vante hørings­par­ter” har været inddra­get i drøf­tel­serne om indhol­det af L 136. Da det af det åbne samråd i Rets­ud­val­get den 27. april 2011, tillige frem­gik, at der udover Forsik­ring & Pension kun har været drøf­tel­ser med Patient­for­sik­rin­gen, KL og Danske Regio­ner, ved vi nu, at alle andre ikke har været ”rele­vante” at tale med. Det er efter vores opfat­telse udtryk for en bety­de­lig juri­disk og vel også poli­tisk arro­gance (måske endda uviden­hed?), når man ikke finder det rele­vant at inddrage juri­disk sagkund­skab fra repræ­sen­tan­ter for de skade­lidte. Vi har forgæ­ves ledt efter bare det mind­ste lille ønske fra en eller anden embeds­mand i Justits­mi­ni­ste­riet eller Arbejds­ska­desty­rel­sen i lovgiv­nings­pro­ces­sen siden marts 2010, som kunne antyde, at f.eks. den opfundne modreg­nings­ad­gang og den retrospek­tive vurde­ring burde inddrage juri­di­ske syns­punk­ter fra skade­lidte, før der blev frem­sat lovfor­slag uden høring.

Deru­d­over er den ensi­dige påvirk­ning, hvis resul­tat vi nu kender; nemlig at resul­ta­tet med L 136 var helt uhold­bart og særligt uigen­nemtænkt.

Glæde­ligt er dog, at det såle­des nu ser ud til, at den nødven­dige ændring, som alle er enige om, snart kan gennem­fø­res.

Arbejds­gruppe må se på andre ændrin­ger
Der er imid­ler­tid efter Elmer & Part­ne­res opfat­telse fort­sat ganske mange andre forbed­rin­ger, der kan og bør gennem­fø­res, men dette kræver, at man ser på mere grund­læg­gende meka­nis­mer og samspil­let mellem flere regel­sæt.

Det er Elmer & Part­ne­res opfat­telse, at sådanne ændrin­ger kan gennem­fø­res, uden at det behø­ver at blive alt for kompli­ce­ret.

Men henset til at det kræver grun­di­gere over­vej­el­ser om mere grund­læg­gende meka­nis­mer og samspil med andre regel­sæt, er det Elmer & Part­ne­res opfat­telse, at der på sædvan­lig vis bør nedsæt­tes en bredt sammen­sat arbejds­gruppe med repræ­sen­tan­ter fra alle inter­es­sen­ter med henblik på gennem­gang af, hvilke ændrin­ger der bør gennem­fø­res — såle­des at der forsø­ges opnået et forslag om ændrin­ger, der er gennemtænkt og har lang­tids­hold­bar­hed.

Elmer & Part­nere opfor­drer såle­des til, at der nedsæt­tes en sådan arbejds­gruppe og bidra­ger gerne med forslag til formu­le­rin­gen af en sådan arbejds­grup­pes Kommis­so­rium.