fbpx

Klage til Ankenævnet for Forsikring sikrede efterbetaling på ca. 500.000 kr.

Skrevet af advokat Christian Skovgaard 09-03-2021

Vi har bistået en forsikringstager i en tvist mod hendes pensionsforsikringsselskab vedrørende dækning ved tab af erhvervsevne og rådgivning i forbindelse hermed.

Forsikringstageren blev i 1990’erne optaget i en overenskomstbaseret pensionsordning som led i ansættelse og modtog under en sygemelding i 2008-2009 udbetaling ved tab af erhvervsevne.

I 2009 blev forsikringstageren raskmeldt og ydelserne ophørte. Selskabet oplyste hende om, at hun ville blive kontaktet med henblik på videreførelse af ordningen.

Som led i en ny ansættelse i 2009 blev hun automatisk omfattet af en ny pensionsordning i samme selskab dog med ændret dækning og ydelsesmønster ved tab af erhvervsevne. Dette fulgte af en aftale mellem overenskomstparterne. Kunder på den gamle ordning fik også muligheden for at vælge den nye. Forsikringstageren tilkendegav over for selskabet, at hun ønskede at bevare den gamle ordning, men modtog aldrig klart svar på, hvordan hendes samlede dækning ville blive.

Selskabet fulgte aldrig op på brevet fra 2009 om videreførelse af den gamle ordning, som blev omskrevet til en indbetalingsfri ordning med dækning ved tab af erhvervsevne. Dette blev forsikringstageren først gjort opmærksom på ved henvendelse til selskabet i anden anledning i 2010.

Forsikringstageren blev på ny sygemeldt i 2011 og modtog herefter dækning ved tab af erhvervsevne fra begge ordninger.

Den nye ordning indeholdt dog en tidsbegrænsning på dækningen ved tab af erhvervsevne, så forsikringstageren efter fem år oplevede en væsentlig nedgang i dækningen, der herefter kun kom fra den gamle ordning. Udbetalingerne fra den gamle ordning var blevet væsentlig lavere som følge af, at den i 2009 var omskrevet til fripolice.

 

KLAGEN TIL ANKENÆVNET FOR FORSIKRING

Spørgsmålet var herefter, om selskabet havde pådraget sig et rådgivningsansvar.

Der var mellem parterne enighed om, at den gamle ordning var den mest fordelagtige for forsikringstageren både i 2008 og i dag.

Til støtte for klagen gjorde vi gældende, at:

  • Forsikringstageren ikke var rådgivet korrekt i forbindelse med det nye ydelsesmønster,
  • At hun skulle være tilbudt en reel videreførelse af den gamle ordning
  • Og at selskabet skulle stille hende svarende til, at hun havde fortsat den gamle ordning.

 

Vi lagde desuden vægt på, at:

  • Selskabet var bekendt med hendes ønsker, da hun havde gjort opmærksom på, at hun ville beholde sin oprindelige ordning,
  • At forsikringen har karakter af summaforsikring, hvorfor hun godt kunne vælge at indbetale til flere ordninger,
  • Og at selskabet derfor burde have oplyst hende på en tydelig måde, at hun ikke ville være dækket som tidligere.

 

Selskabet gjorde heroverfor gældende, at:

  • Der ikke var tilsidesat en rådgivningsforpligtigelse,
  • At forsikringstageren var bekendt med begrænsning i det nye ydelsesmønster via betingelserne,
  • Og at den gamle ordning var gået til en hvilende ordning uden nærmere besked, da hun ville opnå en overkompensation, hvis begge ordninger blev opretholdt med fuld dækning.

 

Efter en indledende dialog med selskabet indbragte vi sagen for Ankenævnet for Forsikring, og efter vores tredje indlæg for nævnet, blev vi kontaktet af selskabet, som imødekom kravene i henhold til klagen.

Klienten modtog herefter en efterbetaling på 400.000 kroner med tillæg af cirka 100.000 kroner i renter. Derudover får hun yderligere 60.000 kroner om året, så længe hun er på invalidepension, såvel som alderspension.

 

HVAD VISER SAGEN

Sagen viser, at arbejdsmarkeds- og firmapensioner består af komplicerede aftaleforhold, som kan være svære for forsikringskunder at forstå og vanskelige for forsikringsrådgivere at rådgive om.

Når der er tale om omvalg eller generelle ændringer, eksempelvis overenskomstbestemt, så skal selskaberne efter fast praksis yde en rådgivning, så kunderne er bekendt med deres retsstilling og kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Det kan ske i et vist omfang gennem informationsmateriale, da man i praksis anerkender, at der er grænser for, hvor langt selskaberne kan rådgive i kollektive og overenskomstbaserede ordninger, der kan omfatte mange tusinde kunder med forskellige forudsætninger.

Det betyder dog ikke, at den individuelle rådgivning kan erstattes heraf, hvis forholdene tilsiger andet. Et særligt argument i den forbindelse var, at forsikringstageren flere gange havde rettet henvendelse omkring netop hendes dækning og at hun kunne dokumentere dette.

Det både rimelige og rigtige i resultatet er, at forsikringstageren uden klare svar på konkrete henvendelser til selskabet i 2009 og 2010 ikke havde mulighed for at afdække sin risiko andet sted, men gik ud fra, at hun ikke var stillet ringere end tidligere. Dette synes modsætningsvist at flugte med de hensyn, som lå til grund for Højesterets i dom af 21. februar 2019 i en tilsvarende problemstilling om pensionsforsikringsselskabers rådgivningsforpligtelser.

 

KONTAKT

Hvis du har spørgsmål til sagen, kan du kontakte advokat Christian Skovgaard, der bistod forsikringstageren i tvisten mod pensionsforsikringsselskabet.

 

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om