Klage til Ankenævnet for Forsikring sikrede efterbetaling på ca. 500.000 kr.

Skre­vet af advo­kat Chri­stian Skov­gaard 09-03-2021

Vi har bistået en forsik­rings­ta­ger i en tvist mod hendes pensions­for­sik­rings­sel­skab vedrø­rende dækning ved tab af erhverv­sevne og rådgiv­ning i forbin­delse hermed.

Forsik­rings­ta­ge­ren blev i 1990’erne opta­get i en overenskomst­ba­se­ret pensions­ord­ning som led i ansæt­telse og modtog under en syge­mel­ding i 2008–2009 udbe­ta­ling ved tab af erhvervsevne.

I 2009 blev forsik­rings­ta­ge­ren rask­meldt og ydel­serne ophørte. Selska­bet oply­ste hende om, at hun ville blive kontak­tet med henblik på videre­fø­relse af ordningen.

Som led i en ny ansæt­telse i 2009 blev hun auto­ma­tisk omfat­tet af en ny pensions­ord­ning i samme selskab dog med ændret dækning og ydel­ses­møn­ster ved tab af erhverv­sevne. Dette fulgte af en aftale mellem overenskomst­par­terne. Kunder på den gamle ordning fik også mulig­he­den for at vælge den nye. Forsik­rings­ta­ge­ren tilken­de­gav over for selska­bet, at hun ønskede at bevare den gamle ordning, men modtog aldrig klart svar på, hvor­dan hendes samlede dækning ville blive.

Selska­bet fulgte aldrig op på brevet fra 2009 om videre­fø­relse af den gamle ordning, som blev omskre­vet til en indbe­ta­lings­fri ordning med dækning ved tab af erhverv­sevne. Dette blev forsik­rings­ta­ge­ren først gjort opmærk­som på ved henven­delse til selska­bet i anden anled­ning i 2010.

Forsik­rings­ta­ge­ren blev på ny syge­meldt i 2011 og modtog heref­ter dækning ved tab af erhverv­sevne fra begge ordninger.

Den nye ordning inde­holdt dog en tids­be­græns­ning på dæknin­gen ved tab af erhverv­sevne, så forsik­rings­ta­ge­ren efter fem år ople­vede en væsent­lig nedgang i dæknin­gen, der heref­ter kun kom fra den gamle ordning. Udbe­ta­lin­gerne fra den gamle ordning var blevet væsent­lig lavere som følge af, at den i 2009 var omskre­vet til fripolice.

 

KLAGEN TIL ANKENÆVNET FOR FORSIKRING

Spørgs­må­let var heref­ter, om selska­bet havde pådra­get sig et rådgivningsansvar.

Der var mellem parterne enig­hed om, at den gamle ordning var den mest fordel­ag­tige for forsik­rings­ta­ge­ren både i 2008 og i dag.

Til støtte for klagen gjorde vi gældende, at:

  • Forsik­rings­ta­ge­ren ikke var rådgi­vet korrekt i forbin­delse med det nye ydelsesmønster,
  • At hun skulle være tilbudt en reel videre­fø­relse af den gamle ordning
  • Og at selska­bet skulle stille hende svarende til, at hun havde fort­sat den gamle ordning.

 

Vi lagde desu­den vægt på, at:

  • Selska­bet var bekendt med hendes ønsker, da hun havde gjort opmærk­som på, at hun ville beholde sin oprin­de­lige ordning,
  • At forsik­rin­gen har karak­ter af summa­for­sik­ring, hvor­for hun godt kunne vælge at indbe­tale til flere ordninger,
  • Og at selska­bet derfor burde have oplyst hende på en tyde­lig måde, at hun ikke ville være dækket som tidligere.

 

Selska­bet gjorde herover­for gældende, at:

  • Der ikke var tilsi­de­sat en rådgivningsforpligtigelse,
  • At forsik­rings­ta­ge­ren var bekendt med begræns­ning i det nye ydel­ses­møn­ster via betingelserne,
  • Og at den gamle ordning var gået til en hvilende ordning uden nærmere besked, da hun ville opnå en over­kom­pen­sa­tion, hvis begge ordnin­ger blev opret­holdt med fuld dækning.

 

Efter en indle­dende dialog med selska­bet indbragte vi sagen for Anke­næv­net for Forsik­ring, og efter vores tredje indlæg for nævnet, blev vi kontak­tet af selska­bet, som imøde­kom kravene i henhold til klagen.

Klien­ten modtog heref­ter en efter­be­ta­ling på 400.000 kroner med tillæg af cirka 100.000 kroner i renter. Deru­d­over får hun yder­li­gere 60.000 kroner om året, så længe hun er på inva­li­de­pen­sion, såvel som alderspension.

 

HVAD VISER SAGEN

Sagen viser, at arbejdsmarkeds- og firma­pen­sio­ner består af kompli­ce­rede afta­le­for­hold, som kan være svære for forsik­rings­kun­der at forstå og vanske­lige for forsik­rings­rå­d­gi­vere at rådgive om.

Når der er tale om omvalg eller gene­relle ændrin­ger, eksem­pel­vis overenskomst­be­stemt, så skal selska­berne efter fast prak­sis yde en rådgiv­ning, så kunderne er bekendt med deres rets­stil­ling og kan træffe deres valg på et oplyst grund­lag. Det kan ske i et vist omfang gennem infor­ma­tions­ma­te­ri­ale, da man i prak­sis aner­ken­der, at der er græn­ser for, hvor langt selska­berne kan rådgive i kollek­tive og overenskomst­ba­se­rede ordnin­ger, der kan omfatte mange tusinde kunder med forskel­lige forudsætninger.

Det bety­der dog ikke, at den indi­vi­du­elle rådgiv­ning kan erstat­tes heraf, hvis forhol­dene tilsi­ger andet. Et særligt argu­ment i den forbin­delse var, at forsik­rings­ta­ge­ren flere gange havde rettet henven­delse omkring netop hendes dækning og at hun kunne doku­men­tere dette.

Det både rime­lige og rigtige i resul­ta­tet er, at forsik­rings­ta­ge­ren uden klare svar på konkrete henven­del­ser til selska­bet i 2009 og 2010 ikke havde mulig­hed for at afdække sin risiko andet sted, men gik ud fra, at hun ikke var stil­let ringere end tidli­gere. Dette synes modsæt­nings­vist at flugte med de hensyn, som lå til grund for Højeste­rets i dom af 21. februar 2019 i en tilsva­rende problem­stil­ling om pensions­for­sik­rings­sel­ska­bers rådgivningsforpligtelser.

 

KONTAKT

Hvis du har spørgs­mål til sagen, kan du kontakte advo­kat Chri­stian Skov­gaard, der bistod forsik­rings­ta­ge­ren i tvisten mod pensionsforsikringsselskabet.

 

Christian Skovgaard

Advokat

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om