Klient skal ikke tilbagebetale patienterstatning
Vestre Landsret har den 13. august 2021 afgjort, at vores klient ikke skal tilbagebetale den erstatning han modtog for tabt arbejdsfortjeneste i 2015, selvom Ankenævnet for Patienterstatningen senere afgjorde, at han ikke var påført en erstatningsberettigende patientskade. Region Syddanmark fik dermed ikke medhold i deres krav om tilbagebetaling af godt en halv million kroner.
Arbejdsulykke og fejloperation
Personen som sagen drejer sig om, kom til skade på sit arbejde, da han faldt ned af en stige og brækkede sit ben. Efter ulykken blev han behandlet på et privathospital. Senere klagede han til disciplinærnævnet over lægen, der havde behandlet ham og fik medhold.
Patienterstatningen traf i 2014 en afgørelse, hvor de ligeledes fandt, at han var blevet påført en skade, da han blev behandlet på privathospitalet. Han blev i den forbindelse tilkendt godtgørelse for svie og smerte på cirka 18.000 kr.
Lægens klage over afgørelsen
Lægen klagede efterfølgende over afgørelsen i et såkaldt lægebrev. I klagen gav lægen udtryk for, at han ville anke sagen, blandt andet for at undgå større udbetalinger af erstatning, som bagefter ville blive anket.
Vores klient husker ikke, om han drøftede klagen med sin daværende advokat. Han kan ikke huske, hvordan han fik brevet. Han syntes, det var meget rodet, og han henvendte sig til Patientombuddet, fordi han troede at klagen handlede om disciplinærnævnets afgørelse.
Krav om tilbagebetaling
Efter lægens klage tilkendte Patienterstatningen ham cirka 500.000 kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Regionen meddelte i et brev, at beløbet ville blive udbetalt til ham, med det forbehold, at en klage over afgørelsen inden for fristen på 3 måneder kunne medføre en ændring til skade for ham. I det tilfælde kunne det betyde, at han skulle tilbagebetale hele eller dele af den udbetalte erstatning.
Da vores klient modtog brevet, var han af den overbevisning, at hvis der ikke var nogen, der klagede indenfor de 3 måneder, var beløbet hans. Han var ikke opmærksom på, at lægen havde klaget over afgørelsen i det føromtalte lægebrev. Da klagefristen var udløbet, og han ikke havde modtaget nogen information om, at han ikke kunne bruge erstatningsbeløbet, var han derfor overbevist om, at pengene var hans.
Men ved en afgørelse i 2016 bestemte Ankenævnet for Patienterstatningen, at han alligevel ikke var berettiget til erstatning. Ankenævnet ændrede altså Patienterstatningens afgørelse fra 2014 og ophævede de senere afgørelser om tilkendelse af erstatning. Regionen krævede herefter, at det udbetalte beløb for tabt arbejdsfortjeneste skulle tilbagebetales.
Parternes synspunkter og sagens omdrejningspunkt
Landsretten skulle derfor tage stilling til, om vores klient efter de almindelige regler for tilbagesøgning var forpligtet til at betale den udbetalte erstatning tilbage til regionen, eller om han havde modtaget erstatningsbeløbene i god tro.
Omdrejningspunktet i retssagen blev formuleringerne i udbetalingsmeddelelserne fra 2015.
Regionen mente, at vores klient med kendskab til klagen fra lægebrevet, og de efterfølgende udbetalinger med forbehold for tilbagebetaling, hvis afgørelserne blev påklaget, ikke kunne være i god tro. Også selvom der ikke blev klaget over de konkrete afgørelser om tabt arbejdsfortjeneste.
Vores synspunkt var, at de generelle standardforbehold i Patienterstatningens afgørelse ikke kan sidestilles med eller træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side, jf. præmisserne i Højesterets domme af 7. december 2017 (U2018.1149H og U2018.1156H).
Det støttes også af præmisserne i Højesterets dom af 13. juni 2016 (U2016.3276H), hvorefter adgangen til tilbagesøgning afhænger af en selvstændig vurdering af, om en region kan kræve tilbagebetaling, og tilbagesøgningsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndighedsafgørelse herom.
Landsrettens afgørelse og begrundelse
Landsretten kom frem til, at regionens forbehold om at den udbetalte erstatning potentielt skulle tilbagebetales i tilfælde af, at regionen klagede og fik medhold, havde karakter af generelle standardforbehold.
Dertil fandt Landsretten, at forbeholdene efter deres ordlyd naturligt måtte forstås som forbehold om tilbagesøgning, hvis de afgørelser, der dannede grundlag for de konkrete udbetalinger, blev ændret som følge af en anke.
Vores klient havde derfor på tidspunktet for regionens udbetalinger en rimelig forventning om, at han havde ret til de udbetalte beløb, og at disse ikke kunne kræves tilbagebetalt, hvis afgørelserne ikke blev anket indenfor klagefristen på 3 måneder, hvilket ikke skete. Han var altså i god tro, da han modtog udbetalingsmeddelelserne fra regionen.
Landsretten stadfæstede dermed byrettens afgørelse og fandt, at vores klient ikke skal betale patienterstatningen tilbage.
Spørgsmålet om tilbagebetaling af patienterstatning blev lovreguleret pr. 1. juli 2018 (ved at klage har opsættende virkning for udbetalingen), og derfor opstår den her beskrevne problemstilling ikke længere. Der er os bekendt få verserende retssager tilbage om de ”gamle” tilbagesøgningsregler og for disse, må Vestre Landsrets klare dom blive retningsgivende, når det skal afgøres, om der er taget et tilstrækkeligt klart og konkret tilbagebetalingsforbehold.
Sagen blev ført af advokat Karsten Høj, der kan kontaktes på kh@elmer-adv.dk eller 20830378.