Retten i Nykøbing Falster afsagde den 12. april 2012 dom i en sag, anlagt af FOA – Fag og Arbejde, om en kommunes erstatningsansvar for en ansats glatføreulykke.
Omstændighederne i sagen:
Social- og sundhedsassistenten var ansat på et kommunalt plejecenter og arbejdede på selve plejecenteret (primært) med udkørende besøg hos hjemmeboende borgere. Søndag den 5. marts 2006 mødte hun ind på arbejde på plejecentret kl. 07.00, og hun skulle en halv time senere ud til en af plejecentrets biler for at køre på plejebesøg. På vej til plejecentrets bil gled hun (bagved bilen).
I arbejdsskadesagen blev SOSU-assistentens méngrad fastsat til 25 %, og under retssagens forberedelse blev erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven vurderet til 60 %.
Tvistpunkter i sagen:
Der var under sagen alene uenighed om, hvorvidt arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig. Der var mellem sagens parter enighed om, at vejrliget i perioden op til ulykkestidspunktet var af en sådan karakter, at glatførebekæmpelse var påkrævet samt enighed om, at skadelidte var faldet. Uenigheden mellem parterne bestod i, om kommunen overhovedet havde foretaget tilstrækkelig glatførebekæmpelse på plejecentrets udearealer, herunder specifikt på ulykkesstedet, og dermed også om der var glat.
Under hensyntagen til, at sagen var anlagt 4 år og 10 måneder efter ulykken og blev hovedforhandlet 6 år efter ulykken var sket, var et selvstændigt tema under retssagens forberedelse samt under sagens hovedforhandling, hvilken betydning dette skulle havde i forhold til dokumentation for, om der var foretaget glatførebekæmpelse inden ulykken. Skadevolder gjorde gældende, at der fra skadelidtes side var udvist retsfortabende passivitet, og at enhver bevistvivl om omstændighederne i relation til glatførebekæmpelsens omfang måtte komme skadelidte til skade. Der var dog udfyldt en skadeanmeldelse kort efter ulykken, og den havde ikke ført til selvstændige undersøgelser fra arbejdsgivers side.
Dommen:
Retten fandt, at kommunen var erstatningsansvarlig, idet der ikke var foretaget glatførebekæmpelse på ulykkestidspunktet, og anfører blandt andet følgende i præmisserne:
“Sagsøgerne og vidnerne X og Y har samstemmende forklaret, at der var glat på grund af manglende glatførebekæmpelse.
Under disse omstændigheder og da der har påhvilet sagsøgte som arbejdsgiver en set i forhold til det almindelige grundejeransvar – videregående forpligtelse til at sørge for, at de ansatte kan færdes sikkert på et areal, som benyttes under udførelsen af arbejdet, finder retten, at sagsøgte er erstatningsansvarlig for den skade, som sagsøgeren pådrog sig ved faldet”.
Kommentarer:
Ifølge Elmer & Partnere illustrerer dommen, at selv om der er hengået mange år mellem en ulykke og tidspunktet for anlæggelse af retssag, og at dette kan vanskeliggøre mulighederne for at få erstatning, så ændrer dette ikke på, at den skadelidtes bevisbyrde kan løftes ved troværdige, sikre og samstemmende forklaringer fra skadelidte selv og vidner; især når der er udfyldt en skadesanmeldelse af arbejdsgiveren, og denne ikke har undersøgt omstændighederne nærmere.
Herudover slår dommen fast, i lighed med tidligere praksis, at en arbejdsgiver har en videregående forpligtelse til at foretage glatførebekæmpelse i forhold til forpligtelsen, der gælder for en almindelig privat grundejer.
Eventuelle spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Jesper Rossau Jensen, der førte retssagen på vegne FOA – Fag og Arbejde for den skadelidte.