fbpx

HØJESTERET: KRAV OM DIFFERENCEERSTATNING FOR ERHVERVSEVNETAB VAR FORÆLDET

Skrevet af Karsten Høj, advokat og partner 11-09-2020

Krav om differenceerstatning for erhvervsevnetab var forældet, da retssag blev anlagt i juli 2017, har Højesteret afgjort i dom afsagt den 8. september 2020.

Skadelidte var den 6. maj 2008 under sit arbejde som buschauffør involveret i et færdselsuheld, da hun forsøgte at undvige en ukendt hund. Den 23. februar 2009 anerkendte Arbejdsskadestyrelsen (nu Arbejdsmarkedets Erhvervssikring) ulykken som en arbejdsskade og fastsatte méngraden til 5 % (senere forhøjet til 8 %) og erhvervsevnetabet til mindre end 15 %. Afgørelsen blev påklaget til Ankestyrelsen, der tiltrådte afgørelsen den 19. november 2009.

Skadelidte var efter forsøg på at genoptage sit arbejde blevet afskediget, været på sygedagpenge, forsøgt jobafklaret og i en længere periode under revalidering med henblik på at uddanne sig til kørselsdisponent. Da det måtte opgives bl.a. efter en skulderoperation, anmodede skadelidte den 25. april 2013 Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse af sagen både vedrørende varigt mén og tab af erhvervsevne. Der blev herefter truffet en række afgørelser om midlertidigt tab af erhvervsevne, hvorefter Arbejdsmarkedets Erhvervssikring den 27. januar 2017 på ny traf endelig afgørelse om skadelidtes tab af erhvervsevne, der blev fastsat til 20 %.

Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om skadelidtes differencekrav mod FAH (”Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtige ansvarsforsikringer for hunde”) var forældet, da hun anlagde sag ved byretten den 24. juli 2017.

 

Den juridiske problemstilling

Sagens parter var enige om, at forældelsesfristen for differencekrav løber fra første endelige afgørelse i arbejdsskadesagen (også selvom den som her var en endelig afgørelse om, at der ikke var noget erhvervsevnetab). Det følger af fast praksis, der går helt tilbage til en Højesteretsdom fra 1995.

Det betyder, at skadelidte allerede fra den 19. november 2009 kunne have haft gjort et krav gældende mod FAH, medmindre hun ikke da og i tiden derefter havde det nødvendige kendskab til/viden om, at skaden ville medføre et varigt erhvervsevnetab.

Advokat Karsten Høj, der overtog sagen i Højesteret, fremførte særligt 3 synspunkter for, at kravet ikke var forældet. Det ene var, at fristen er 5 år og ikke 3 år. Det andet og nye synspunkt var, at genoptagelsen af arbejdsskaden i 2013 betød, at forældelsesfristen var foreløbigt afbrudt til, der blev truffet en ny endelig afgørelse i januar 2017. Og for det tredje at skadelidte først sent i forløbet var klar over, at skaden havde påført hende et varigt erhvervsevnetab.

 

Højesteretsdom

Højesteret fandt, at skadelidtes krav var forældet, da retssagen blev anlagt i juli 2017, da hun i mere end 3 år havde været bekendt med, at skaden kunne have påført hende et varigt erhvervsevnetab.

I dommen slår Højesteret rent juridisk følgende fast:

  1. Den 5-årige forældelsesfrist, der følger af arbejdsskadesikringsloven § 36, stk. 3, gælder kun i forhold til denne lov og ansvarskrav mod arbejdsgiveren. Ansvarskrav mod andre (”tredjemandskrav”) er underlagt den almindelige forældelsesfrist på 3 år.
  2. De almindelige suspensionsregler om utilregnelig uvidenhed er gældende (forældelsesloven § 3, stk. 2), og der er ved tredjemandskrav ingen afsmitning fra arbejdsskadesikringsloven § 36, stk. 3 lempeligere regel.
  3. Forældelsesloven § 21, stk. 2, om foreløbig afbrydelse, når man afventer en afgørelse fra en myndighed, der har betydning for kravets eksistens og størrelse, finder ikke anvendelse i en situation som denne. Det følger allerede af, at ansvarsselskabet ikke er part i arbejdsskadesagen. Det gjorde således ikke nogen forskel, at arbejdsskadesagen blev genoptaget i 2013, og at der i januar 2017 blev truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetab med 20 %.
  4. Fra i hvert fald april 2013, hvor skadelidte maksimalt kunne klare 10-12 timers arbejde og søgte om genoptagelse af arbejdsskadesagen om erhvervsevnetab, var hun ikke længere i uvidenhed om kravet. Da retssagen først blev anlagt mere end 4 år efter, var kravet forældet.

 

Elmers kommentarer

Dommen skaber yderligere klarhed over, hvad der gælder rent forældelsesmæssigt, når der kan være grundlag for at rejse et ansvarskrav for en arbejdsskade overfor skadelidtes arbejdsgiver eller andre. Sådanne krav opstår meget hyppigt, da særligt udmålingsreglerne for erhvervsevnetab er forskellige efter henholdsvis arbejdsskadesikrings- og erstatningsansvarsloven.

Dommen viser endnu en gang, at forældelsesreglerne kan føre til store skuffelser hos de skadelidte, hvis man ikke får rejst og forfølger krav på det tidligst mulige tidspunkt. I mange arbejdsskadesager træffes der tidligt i forløbet en endelig afgørelse ofte om, at tabet er mindre end 15 %. Så selvom arbejdsskadesagen senere genoptages, fordi det da viser sig, at skadelidte har et erhvervsevnetab eller et større tab end tidligere tilkendt, så løber forældelsesfristen overfor skadevolderen fra den første afgørelse.

Sagen blev for FAH ført af advokat Christina Neugebauer. Spørgsmål og kommentarer kan rettes til advokat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller 20 83 03 78.

Dommene i sagen kan hentes via dette link.

 

Læs også om