HØJESTERET: KRAV OM DIFFERENCEERSTATNING FOR ERHVERVSEVNETAB VAR FORÆLDET

Skre­vet af Karsten Høj, advo­kat og part­ner 11-09-2020

Krav om diffe­ren­ce­er­stat­ning for erhverv­sev­ne­tab var foræl­det, da rets­sag blev anlagt i juli 2017, har Højeste­ret afgjort i dom afsagt den 8. septem­ber 2020.

Skade­lidte var den 6. maj 2008 under sit arbejde som buschauf­før invol­ve­ret i et færds­elsuheld, da hun forsøgte at undvige en ukendt hund. Den 23. februar 2009 aner­kendte Arbejds­ska­desty­rel­sen (nu Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring) ulyk­ken som en arbejds­skade og fast­satte méngra­den til 5 % (senere forhø­jet til 8 %) og erhverv­sev­ne­ta­bet til mindre end 15 %. Afgø­rel­sen blev påkla­get til Anke­sty­rel­sen, der tilt­rå­dte afgø­rel­sen den 19. novem­ber 2009.

Skade­lidte var efter forsøg på at genop­tage sit arbejde blevet afske­di­get, været på syge­dag­penge, forsøgt jobaf­kla­ret og i en længere peri­ode under reva­li­de­ring med henblik på at uddanne sig til kørsels­dis­po­nent. Da det måtte opgi­ves bl.a. efter en skul­dero­pe­ra­tion, anmo­dede skade­lidte den 25. april 2013 Arbejds­ska­desty­rel­sen om genop­ta­gelse af sagen både vedrø­rende varigt mén og tab af erhverv­sevne. Der blev heref­ter truf­fet en række afgø­rel­ser om midler­ti­digt tab af erhverv­sevne, hvor­ef­ter Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring den 27. januar 2017 på ny traf ende­lig afgø­relse om skade­lid­tes tab af erhverv­sevne, der blev fast­sat til 20 %.

Spørgs­må­let for Højeste­ret var heref­ter, om skade­lid­tes diffe­ren­ce­krav mod FAH (”Fore­nin­gen af forsik­rings­sel­ska­ber til over­ta­gelse af lovplig­tige ansvars­for­sik­rin­ger for hunde”) var foræl­det, da hun anlagde sag ved byret­ten den 24. juli 2017.

 

Den juridiske problemstilling

Sagens parter var enige om, at foræl­del­ses­fri­sten for diffe­ren­ce­krav løber fra første ende­lige afgø­relse i arbejds­ska­desa­gen (også selvom den som her var en ende­lig afgø­relse om, at der ikke var noget erhverv­sev­ne­tab). Det følger af fast prak­sis, der går helt tilbage til en Højeste­rets­dom fra 1995.

Det bety­der, at skade­lidte alle­rede fra den 19. novem­ber 2009 kunne have haft gjort et krav gældende mod FAH, medmin­dre hun ikke da og i tiden deref­ter havde det nødven­dige kend­skab til/viden om, at skaden ville medføre et varigt erhvervsevnetab.

Advo­kat Karsten Høj, der over­tog sagen i Højeste­ret, frem­førte særligt 3 syns­punk­ter for, at kravet ikke var foræl­det. Det ene var, at fristen er 5 år og ikke 3 år. Det andet og nye syns­punkt var, at genop­ta­gel­sen af arbejds­ska­den i 2013 betød, at foræl­del­ses­fri­sten var fore­lø­bigt afbrudt til, der blev truf­fet en ny ende­lig afgø­relse i januar 2017. Og for det tredje at skade­lidte først sent i forlø­bet var klar over, at skaden havde påført hende et varigt erhvervsevnetab.

 

Højesteretsdom

Højeste­ret fandt, at skade­lid­tes krav var foræl­det, da rets­sa­gen blev anlagt i juli 2017, da hun i mere end 3 år havde været bekendt med, at skaden kunne have påført hende et varigt erhvervsevnetab.

I dommen slår Højeste­ret rent juri­disk følgende fast:

  1. Den 5‑årige foræl­del­ses­frist, der følger af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven § 36, stk. 3, gælder kun i forhold til denne lov og ansvar­s­krav mod arbejds­gi­ve­ren. Ansvar­s­krav mod andre (”tred­je­mand­s­krav”) er under­lagt den almin­de­lige foræl­del­ses­frist på 3 år.
  2. De almin­de­lige suspen­sions­reg­ler om util­reg­ne­lig uviden­hed er gældende (foræl­del­ses­lo­ven § 3, stk. 2), og der er ved tred­je­mand­s­krav ingen afsmit­ning fra arbejds­ska­desik­rings­lo­ven § 36, stk. 3 lempe­li­gere regel.
  3. Foræl­del­ses­lo­ven § 21, stk. 2, om fore­lø­big afbry­delse, når man afven­ter en afgø­relse fra en myndig­hed, der har betyd­ning for kravets eksi­stens og stør­relse, finder ikke anven­delse i en situ­a­tion som denne. Det følger alle­rede af, at ansvars­sel­ska­bet ikke er part i arbejds­ska­desa­gen. Det gjorde såle­des ikke nogen forskel, at arbejds­ska­desa­gen blev genop­ta­get i 2013, og at der i januar 2017 blev truf­fet ende­lig afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab med 20 %.
  4. Fra i hvert fald april 2013, hvor skade­lidte maksi­malt kunne klare 10–12 timers arbejde og søgte om genop­ta­gelse af arbejds­ska­desa­gen om erhverv­sev­ne­tab, var hun ikke længere i uviden­hed om kravet. Da rets­sa­gen først blev anlagt mere end 4 år efter, var kravet forældet.

 

Elmers kommentarer

Dommen skaber yder­li­gere klar­hed over, hvad der gælder rent foræl­del­ses­mæs­sigt, når der kan være grund­lag for at rejse et ansvar­s­krav for en arbejds­skade over­for skade­lid­tes arbejds­gi­ver eller andre. Sådanne krav opstår meget hyppigt, da særligt udmå­lings­reg­lerne for erhverv­sev­ne­tab er forskel­lige efter henholds­vis arbejdsskadesikrings- og erstatningsansvarsloven.

Dommen viser endnu en gang, at foræl­del­ses­reg­lerne kan føre til store skuf­fel­ser hos de skade­lidte, hvis man ikke får rejst og forføl­ger krav på det tidligst mulige tids­punkt. I mange arbejds­ska­desa­ger træf­fes der tidligt i forlø­bet en ende­lig afgø­relse ofte om, at tabet er mindre end 15 %. Så selvom arbejds­ska­desa­gen senere genop­ta­ges, fordi det da viser sig, at skade­lidte har et erhverv­sev­ne­tab eller et større tab end tidli­gere tilkendt, så løber foræl­del­ses­fri­sten over­for skade­vol­de­ren fra den første afgørelse.

Sagen blev for FAH ført af advo­kat Chri­stina Neuge­bauer. Spørgs­mål og kommen­ta­rer kan rettes til advo­kat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller 20 83 03 78.

Dommene i sagen kan hentes via dette link.

 

Læs også om