– AFGØRELSE FRA ANKENÆVNET FOR PATIENTERSTATNINGEN TILSIDESAT AF KØBENHAVNS BYRET
Københavns Byret har ved dom afsagt den 13. juni 2018 vurderet, at Ankenævnets afgørelse om, at en patients mulige erstatning er forældet, var forkert. Sagen om erstatningens størrelse skal nu genbehandles hos patientskademyndighederne, medmindre ankenævnet vælger at anke dommen til Østre Landsret.
Det sker ret hyppigt, at anmeldte krav afvises som forældede, fordi anmeldelse sker mere end 3 år efter behandlingen blev foretaget.
Forældelsesreglen i klage- og erstatningsloven (§ 59) er en særregel. Den afviger på afgørende måde fra, hvad angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen fra de almindelige regler i forældelsesloven (2008-loven). Det gør den, fordi fristen løber fra det tidspunkt, hvor patienten kendte eller burde kende til, at der ved behandlingen kan være indtrådt en skade, der skyldes behandlingen og dermed ikke er en følge af den lidelse, som man er behandlet for (grundlidelsen). Heri ligger, at patienten bør vide, at der kan være grundlag for erstatning efter klage- og erstatningsloven.
Patienten (P) fik oktober 2009 et kompliceret benbrud, da hun væltede på cykel. Det blev samme dag opereret, men allerede efter en uge, måtte man foretage en reoperation. P var pga. omfattende gener under konstant behandling til hun i september 2011 fik fjernet den skinne og de skruer, der primært var indsat for at fiksere bruddet. Få dage efter viste det sig, at P havde fået en nerveskade i det opererede ben formentlig som følge af den bloklade, der var lagt.
P var derefter under fortsat intensiv behandling pga. særligt voldsom infektion. Hun var efter denne tredje operation under fortsat behandling for infektionstilstanden og tilknyttet smerteklinik. Ved gennemgang af journalmateriale kan der konstateres et meget stort antal ambulante konsultationer og flere længerevarende indlæggelser.
Først i oktober 2014 blev der af hospitalet indsendt anmeldelse til Patienterstatningen.
Patienterstatningen anerkendte nerveskaden efter operationen i september 2011, men afviste, at der var andre erstatningsberettigende skader herunder som følge af den primære behandling. Øvrige gener antog man skyldtes følger efter grundlidelse (det komplicerede benbrud). Regionen klagede over afgørelsen og gjorde gældende, at kravet var forældet. P klagede over den afviste del af hendes gener/krav.
Ankenævnet fandt, at Ps krav på erstatning for nerveskaden var forældet, da P kort tid efter operationen i september 2011 kendte til skaden og dermed havde haft kendskab til den i mere end 3 år, da anmeldelsen skete i oktober 2014.
Under retssagen nedlagte P påstand om, at Ankenævnet skulle anerkende, at ingen del af hendes mulige krav var forældede heller ikke følgerne efter det primære forløb i 2009 og subsidiært, at der ikke var indtrådt forældelse for så vidt angår erstatningsberettigende følger efter operationen i september 2011.
Byretten gav medhold i, at ingen del af hendes mulige krav var forældede på tidspunktet for anmeldelsen til Patienterstatningen.
Begrundelsen herfor var, at P først efter oktober 2011 under samtaler med behandlende læger fik kendskab til, at der kunne være tale om fejl ved den primære operation, og at der var opstået en nerveskade ved operationen i september 2011.
Retten lagde også vægt på, at der havde været tale om meget kompliceret forløb, hvorfor Ps forklaring om, at hun af lægerne havde fået den opfattelse, at hendes gener skyldtes selve benbruddet og ikke behandlingen, ikke kunne afvises. Det kunne ifølge byretten således ikke anses for godtgjort, at P forud for skæringsdatoen for den 3-årige frist havde det fornødne kendskab til en muligt erstatningsberettigende skade.
Med mindre ankenævnet vælger at anke dommen til Østre Landsret, så skal sagen om erstatningens størrelse nu genbehandles hos patientskademyndighederne.
Henvendelse om sagen og problemstillingen kan ske til advokat Karsten Høj, der førte sagen for patienten. Dommen kan læses her.