Højesteret har onsdag den 22. november afsagt domme i to sambehandlede sager. Fælles for sagerne er, at Højesteret tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der er krav om en konkret diagnose, for at en sygdom kan være omfattet af handicapbegrebet.
Sagerne er ført for henholdsvis HK Danmark og Finansforbundet og vedrører spørgsmålet om, hvorvidt to kvinder er blevet afskediget i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod diskrimination på grund af handicap.
Begge kvinder fik efter en foretaget operation funktionsnedsættelser.
Den ene kvinde blev som følge af en kikkertoperation i 2009 voldsomt plaget af svimmelhed og synsproblemer, mens den anden kvinde begyndte at lide af voldsom træthed efter en hjerneoperation foretaget i 2012. Begge kvinder blev efterfølgende sygemeldt og senere hen afskediget – henholdsvis 5 og 11 måneder efter deres operation.
Fælles for kvinderne var, at der ikke på opsigelsestidspunktet var nogen eksakt diagnose. Det var alene deres funktionsnedsættelse, der kunne dokumenteres af læger og andre sundhedspersoner.
På det grundlag mente arbejdsgiver ikke, at de ansattes sygdom kunne være omfattet af handicapbegrebet, og at afskedigelserne dermed ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven.
I Ring/Werge-afgørelsen fra EU-domstolen blev det fastslået, at handicapbegrebet i forskelsbehandlingslovens omfattede tilstande, der er ”forårsaget af en lægeligt diagnosticeret helbredelig eller uhelbredelig sygdom”, der medfører en funktionsnedsættelse af ”lang varighed”.
Østre Landsret havde i den ene af de to sambehandlede sager udtalt, at der ikke var en diagnose på opsigelsestidspunktet, og at der derfor ikke var tale om et forhold, der var beskyttet af forskelsbehandlingsloven.
En af problemstillingerne i højesteretssagerne var derfor, om der kunne stilles krav om en diagnose eller om det er tilstrækkeligt, at funktionsnedsættelsen kan verificeres.
Der kan f.eks. være situationer, hvor der er konstateret en funktionsnedsættelse, men hvor der enten kan være tvivl om selve diagnosen, der forårsager funktionsnedsættelsen eller hvor årsagen til denne endnu ikke er fundet.
Det vil derfor være urimeligt, hvis det i sådanne tilfælde betød, at funktionsnedsættelsen faldt udenfor beskyttelsen i forskelsbehandlingsloven.
Det principielle spørgsmål blev besvaret således af Højesteret:
”Det er efter EU-Domstolens praksis ikke en betingelse for, at der foreligger et handicap i direktivets forstand, at funktionsbegrænsningen skyldes en sygdom, der er lægeligt diagnosticeret. Det må således bero på en vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig oplysninger fra læger og andre sundhedspersoner, om arbejdstageren på tidspunktet for den påståede forskelsbehandling må anses for handicappet i direktivets og dermed forskelsbehandlingslovens forstand.”
Konklusionen er derfor, at det ikke er en betingelse, at funktionsnedsættelsen støttes på en konkret diagnose, men at man skal tage alle bevismomenter i betragtning, når det skal vurderes, om der foreligger et handicap.