Lægemiddelskadeankenævnet er af Østre Landsret dømt til at anerkende, at brugen af lægemiddel Roaccutan har påført skadelidte en kronisk tarmlidelse

Sagen drejede sig om, hvor­vidt skade­lid­tes behand­ling med læge­mid­let Roac­cutan i 1997 og 1998 har medført en varig tarm­li­delse.

Symp­to­merne på tarm­li­del­sen opstod i forå­ret 1998 i tids­mæs­sig sammen­hæng med skade­lid­tes brug af læge­mid­de­let Roac­cutan. Heref­ter var skade­lidte plaget af konstante inter­mit­te­rende anfald 3–4 gange årligt, hvil­ket fort­sat er situ­a­tio­nen den dag i dag.

Patient­for­sik­rin­gen aner­kendte, at læge­mid­let var årsag til en midler­ti­dig tarmpå­virk­ning men fandt ikke grund­lag for at aner­kende varige følger. Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net stad­fæ­stede efter klage Patient­for­sik­rin­gens afgø­relse.

Under rets­sa­gen mod Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net blev der indhen­tet udta­lelse fra Retslæ­ge­rå­det, som dels konklu­de­rede, at skade­lidte lider af en kronisk tarm­syg­dom med et inter­mit­te­rende forløb, og at den varige tarm­li­delse mest sand­syn­ligt var den samme tilstand, som den i 1998 beskrevne tarm­syg­dom. Retslæ­ge­rå­det fandt endvi­dere, at årsa­gen til tarm­li­del­sen kunne have tre forskel­lige årsa­ger: 1) Som bivirk­ning til læge­mid­let Roac­cutan. 2) Som bivirk­ning til noget af skade­lidte anvendt gigt­me­di­cin. 3) Lidel­sen kunne være opstået uden kendt årsag. Retslæ­ge­rå­det kunne ikke gradu­ere sand­syn­lig­he­derne over­for hinan­den, og spørgs­må­let var heref­ter, om skade­lidte kunne bevise, at bivirk­nin­gerne — med over­ve­jende sand­syn­lig­hed — kunne tilskri­ves brugen af læge­mid­let Roac­cutan.

Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net fandt ikke på baggrund af Retslæ­ge­rå­dets erklæ­ring anled­ning til at ændre deres afgø­relse om afvis­ning af årsags­sam­men­hæng til den varige lidelse. Byret­ten frifandt Anke­næv­net, og efter anke blev sagen over­dra­get til Elmer & Part­nere, der førte sagen i Lands­ret­ten.

Lands­ret­ten nåede til et andet resul­tat og aner­kendte, at skade­lidte er påført varige følger efter brug af læge­mid­let Roac­cutan. Lands­ret­ten lagde i dennes afgø­relse vægt på, at Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net havde aner­kendt årsags­sam­men­hæng til den midler­ti­dige tarm­li­delse, hvil­ket sammen­holdt med Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse medførte, at også de varige følger måtte anses som forår­sa­get af læge­mid­let Roac­cutan.

Kommen­ta­rer:
Dommen viser, at myndig­he­dens egne afgø­rel­ser kan få en afgø­rende betyd­ning ved vurde­ring af årsags­sam­men­hæng, og dermed indgå i den samlede bevis­vur­de­ring. I denne sag blev det afgø­rende, at Læge­mid­delska­de­an­ke­næv­net tidli­gere havde aner­kendt årsags­sam­men­hæng for de midler­ti­dige bivirk­nin­ger og siden fast­holdt dette efter Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse. Nævnet kunne have omgjort den tidli­gere aner­ken­delse af de midler­ti­dige følger. Uden denne aner­ken­delse af årsags­sam­men­hæng til de midler­ti­dige bivirk­nin­ger, havde skade­lidte næppe fået medhold i sagen, idet Retslæ­ge­rå­det ikke kunne gradu­ere sand­syn­lig­he­den for årsags­sam­men­hæng mellem de i sagen mulige årsa­ger til tarm­li­del­sen, hvor­for skade­lidte — i den situ­a­tion — næppe ville have opfyldt lovens krav om ”over­ve­jende sand­syn­lig­hed”.

Spørgs­mål til sagen kan rettes til advo­kat Søren Kroer, som førte sagen for skade­lidte.