Længden af opsigelsesvarsel efter funktionærloven afgøres af fratrædelsestidspunktet.

HK har ved Østre Lands­ret fået medhold i, at det altid er fratræ­del­ses­tids­punk­tet, der afgør læng­den af det varsel, som arbejds­gi­ve­ren skal give. Sagens omstæn­dig­he­der var følgende: En klini­kas­si­stent (M) blev primo decem­ber 2002 ansat hos en tand­læge i forbin­delse med, at øvrige klini­kas­si­sten­ter skulle på orlov. Der var nogen uenig­hed om, hvor­vidt det havde været drøf­tet, at der var tale om et vika­riat, men ansæt­tel­ses­kon­trak­ten inde­holdt ingen bestem­melse om tids­be­græns­ning og var på almin­de­lige vilkår i henhold til funk­tio­nær­loven. Den 29. april 2003 skrev arbejds­gi­ve­ren til M: ”Det er med bekla­gelse, at vi pr. d.d. er nødsa­get til at opsige dig til fratræ­den 30. juni 2003. Opsi­gel­sen skyl­des mang­lende behov for arbejds­kraft efter oven­nævnte dato.” Den 7. maj 2003 proteste­rede HK Køben­havn over for Dansk Tand­læ­ge­for­e­ning over vars­lets længde og angav, at det rette­lig skulle være til udløb af juli 2003. Dansk Tand­læ­ge­for­e­ning fast­holdt, at opsi­gel­sen var korrekt, og anførte som begrun­delse herfor følgende: ”Da opsi­gel­sen blev afgi­vet 29. april 2003, havde klini­kas­si­sten­ten såle­des knap 5 måne­ders ancien­ni­tet, hvil­ket ifølge funk­tio­nær­loven beret­ti­ger hende til et opsi­gel­ses­var­sel på 1 måned. Ved at meddele, at opsi­gel­sen sker til fratræ­den 30. juni 2003 stil­ler tand­læ­gen såle­des klini­kas­si­sten­ten bedre end hun har krav på ved at forlænge vars­let med 1 måned.” Det gav hver­ken Køben­havns Byret eller Østre Lands­ret medhold i, men anfø­rer i stedet: ”Da sagsø­gers fratræ­den først sker efter, at de første 6 måne­der er passe­ret, finder retten, at opsi­gel­sen af sagsø­ger skal ske med et varsel på 3 måne­der, jf. funk­tio­nær­lovens § 2, stk. 7, jf. § 2, stk. 2, nr. 2.” M fik derfor medhold i krav på en ekstra månedsløn. På tids­punk­tet, hvor opsi­gel­sen blev meddelt, var M gravid. En anden klini­kas­si­stent (D) var ansat i en tids­be­græn­set stil­ling, der udløb 1. maj 2003. Samme dag M blev opsagt, fik D forlæn­get sin ansæt­telse til januar 2004. Østre Lands­ret tilslut­tede sig byret­tens præmis­ser, hvor byret­ten lagde til grund, at arbejds­gi­ve­ren ikke havde godt­gjort, at der var tale om en tids­be­græn­set ansæt­telse, og anførte heref­ter: ”Arbejds­gi­ve­ren har ikke godt­gjort, at D besad kvali­fi­ka­tio­ner, der afveg fra M’s, og som kunne begrunde, at arbejds­gi­ve­ren valgte at lade D’s ansæt­telse forlænge samti­dig med, at M blev opsagt. Heref­ter og i øvrigt af de af byret­ten anførte grunde tiltræ­der lands­ret­ten, at appel­lan­ten ikke har løftet bevis­byr­den for, at afske­di­gel­sen ikke er begrun­det i M’s gravi­di­tet.” M fik derfor tilkendt 6 måne­ders godt­gø­relse efter ligebehandlingsloven.

Elmer & Part­ne­res bemærkninger:
Begge parter var enige om, at man på opsi­gel­ses­tids­punk­tet lovligt kunne have opsagt M med én måneds varsel. Det er imid­ler­tid bedst stem­mende med funk­tio­nær­lovens bestem­mel­ser i øvrigt at fast­holde, at fratræ­del­ses­tids­punk­tet er eneaf­gø­rende for vars­lets længde i stedet for afvej­nin­ger af, hvad der i den givne situ­a­tion måtte være til fordel for funk­tio­næ­ren. Så vidt vides, er det første gang problem­stil­lin­gen er fore­lagt domsto­lene på trods af, at bestem­mel­sen i funk­tio­nær­loven har været uændret siden 1964. For så vidt angår godt­gø­rel­sen efter lige­be­hand­lings­lo­ven er dommen helt i over­ens­stem­melse med sædvan­lig prak­sis. Der var ikke objek­tivt konsta­ter­bare forhold, der doku­men­te­rede, at det var sagligt at opsige den gravide til fordel for en anden medarbejder.

Dommen er afsagt af Østre Lands­ret den 30. juni 2006.

Yder­li­gere oplys­nin­ger kan fås hos advo­kat Jacob Golds­ch­midt, der førte sagen for HK.

Jacob Goldschmidt

Partner