I strid med ligebehandlingsloven at afskedige en handicaphjælper, efter hun havde rejst krav om et sexchikane-frit arbejdsmiljø

Det var i strid med lige­be­hand­lings­lo­vens § 15 at afske­dige en handi­cap­hjæl­per, fordi hun havde stil­let krav om ikke at blive udsat for sexchi­kane. Det har lands­ret­ten for nylig afgjort. Kvin­den er nu tilkendt en godt­gø­relse svarende til 6 måne­ders løn.

 

Udsat for løbende sexchikane

Medar­bej­de­ren var ansat som ufag­lært handi­cap­hjæl­per hos en privat virk­som­hed. Her var hun ansat til at passe en borger med fysisk og psykisk handi­cap. Under sin ansæt­telse blev hun løbende udsat for sexchi­kane fra den borger, hun var ansat til at passe.

Hun gjorde under­vejs sin super­vi­ser opmærk­som på, hvad hun blev udsat for, og hun valgte også at stille krav til hendes arbejds­gi­ver om ikke at blive udsat for sexchi­kane.

Men efter ca. 3 måne­ders ansæt­telse blev hun opsagt med henvis­ning til, at der ikke var den nødven­dige kemi mellem borge­ren og hende.

 

Indledte retssag

Som følge af chika­nen blev hun blev efter­føl­gende syge­meldt med belast­nings­re­ak­tion, og i arbejds­ska­desa­gen fik hun tilkendt varigt mén og tab af erhverv­sevne.

Med bistand fra 3F anlagde hun sag mod sin arbejds­gi­ver med påstand om, at opsi­gel­sen var i strid med lige­be­hand­lings­lo­vens § 15, da hun mente, at opsi­gel­sen var en følge af, at hun havde stil­let krav om ikke at blive udsat for sexchi­kane, lige­som hun rejste krav om godt­gø­relse for den sexchi­kane, hun havde været udsat for.

Byret­ten frifandt arbejds­gi­ve­ren for begge påstande.

 

Landsrettens afgørelse

Lands­ret­ten fandt i modsæt­ning til byret­ten, at opsi­gel­sen var i strid med lige­be­hand­lings­lo­ven, da der var påvist fakti­ske omstæn­dig­he­der, som gav anled­ning til at formode, at hun var blevet afske­di­get, fordi hun havde klaget over de kræn­kel­ser, som hun var udsat for, og at hun derved havde frem­sat krav om lige­be­hand­ling efter lige­be­hand­lings­lo­vens § 4.

Da virk­som­he­den ikke havde bevist, at lige­be­hand­lings­prin­cip­pet ikke var kræn­ket blev medar­bej­de­ren tilkendt en godt­gø­relse svarende til 6 måne­ders løn.

Lands­ret­ten fandt, at arbejds­gi­ve­ren ikke kunne gøres ansvar­lig for den sexchi­kane, som medar­bej­de­ren var udsat for, fordi den var udøvet af en borger, der ikke kunne sidestil­les med en arbejds­le­der.

Deru­d­over fandt lands­ret­ten, at arbejds­gi­ver i henhold til lige­be­hand­lings­lo­vens § 4 har en pligt til at stille et chika­ne­frit arbejds­miljø til rådig­hed, men at arbejds­gi­ve­ren under de fore­lig­gende omstæn­dig­he­der ikke havde tilsi­de­sat sin forplig­ti­gelse til i rime­ligt omfang at sikre sine ansatte mod sexchi­kane.

Læs dommen

 

Kontakt

Sagen blev ført af advo­kat Marc Malm­bak Stoun­berg på vegne af 3F.

 

Advokat Marc Malmbak Stounberg

Marc Malmbak Stounberg

Advokat

Direkte: +45 3367 6778