Midlertidig vurdering af skadelidtes erhvervsevnetab kunne ikke bringe skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør

Ved dom af 23. august 2012 har Køben­havns Byret givet en yngre skade­lidt kvinde medhold i, at Arbejds­ska­desty­rel­sens og forsik­rings­sel­ska­bets midler­ti­dige vurde­ring af hendes erhverv­sev­ne­tab ikke kunne bringe kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør.

Sagen:
Den 9. maj 2003 blev skade­lidte påkørt bagfra af en scoo­ter og kom alvor­ligt til skade med sit hoved.

Ulyk­ken medførte, at skade­lidte måtte opgive sin uddan­nelse og sit arbejde.

Forsik­rings­sel­ska­bet aner­kendte erstat­nings­plig­ten og udbe­talte erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste for den første syge­pe­ri­ode.

I en vejle­dende udta­lelse af 7. okto­ber 2005 vurde­rede Arbejds­ska­desty­rel­sen skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab til ”mindst 15 %”. Forsik­rings­sel­ska­bet bragte derpå erstat­nin­gen for tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør og udbe­talte erstat­ning til tab af erhverv­sevne svarende til 15 %.

Erstat­nin­gen for tabt arbejds­fortje­ne­ste blev opgjort uden værdien af feri­e­godt­gø­relse på 12,5 % af lønnen, og erstat­nin­gen for tab af erhverv­sevne blev opgjort på baggrund af årsløn­nen i 2005.

Den 1. februar 2006 blev skade­lidte tilkendt førtids­pen­sion, idet kommu­nen vurde­rede, at hun ikke ville kunne komme i arbejde igen og ikke ville kunne blive selv­for­sø­gende. Forsik­rings­sel­ska­bet udbe­talte derpå yder­li­gere erstat­ning for tab af erhverv­sevne svarende til 10 % under anven­delse af årsløn­nen for 2006.

Den 14. maj 2009 vurde­rede Arbejds­ska­desty­rel­sen ende­ligt skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab til 65 %, og den 9. decem­ber 2009 anlagde skade­lidte rets­sag mod forsik­rings­sel­ska­bet.

Under rets­sa­gen nedlagde skade­lidte påstand om

  1. at hun var beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til Arbejds­ska­desty­rel­sens ende­lige vurde­ring den 14. maj 2009,
  2. at kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste skulle opgø­res inklu­sive værdien af feri­e­godt­gø­relse i hele erstat­nings­pe­ri­o­den, dvs. også i den peri­ode som forsik­rings­sel­ska­bet alle­rede havde udbe­talt erstat­ning for, og
  3. at det samlede krav på erstat­ning for tab af erhverv­sevne på 65 % skulle opgø­res på baggrund af årsløn­nen i 2009, og at skade­lidte skulle have efter­be­talt diffe­ren­cen.

Dommen:
Ved Køben­havns Byrets dom af 23. august 2012 fik skade­lidte fuldt ud medhold i sine krav.

I præmis­serne til dommen henvi­ser retten til, at det ved vurde­rin­gen af om skade­lidte efter Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 2 er beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til 14. maj 2009 er afgø­rende, om der fore­lig­ger et forsvar­ligt grund­lag for skøn­net over den frem­ti­dige erhverv­sevne i Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse af 7. okto­ber 2005, og om forsik­rings­sel­ska­bet i forlæn­gelse heraf havde pligt til at fore­tage selv­stæn­digt skøn.

På baggrund af Arbejds­ska­desty­rel­sens fast­sæt­telse af skade­lid­tes midler­ti­dige erhverv­sev­ne­tab til ”mindst 15 %”, og på baggrund af de læge­lige oplys­nin­ger, der forelå på tids­punk­tet for den midler­ti­dige udta­lelse, fandt retten, at forsik­rings­sel­ska­bet havde haft pligt til at fore­tage et selv­stæn­digt skøn over erhverv­sev­ne­ta­bet.

Under hoved­for­hand­lin­gen forkla­rede repræ­sen­tan­ten for forsik­rings­sel­ska­bet imid­ler­tid, at man havde fulgt Arbejds­ska­desty­rel­sens vejle­dende udta­lelse uden at fore­tage en selv­stæn­dig vurde­ring.

Henset hertil, til at skade­lidte den 1. februar 2006 var blevet tilkendt førtids­pen­sion, og til at Arbejds­ska­desty­rel­sen den 14. maj 2009 ende­ligt vurde­rede skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab til 65 %, fandt retten, at forsik­rings­sel­ska­bet ikke havde fore­ta­get et rime­ligt skøn over skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab.

Retten fandt derfor, at skade­lidte havde krav på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til den 14. maj 2009, hvor Arbejds­ska­desty­rel­sens ende­lige udta­lelse forelå.

Deru­d­over fandt retten, at erstat­nin­gen for tab af erhverv­sevne skulle opgø­res med udgangs­punkt i arbejds­ska­desty­rel­sens udta­lelse 14. maj 2009, og at skade­lidte derfor havde krav på efter­re­gu­le­ring som påstået.

Om kravet på efter­be­ta­ling af feri­e­godt­gø­relse anførte retten, at skade­lidte ifølge dommen i UfR 2009.2914H var beret­ti­get til feri­e­penge af den tabte arbejds­fortje­ne­ste. Selvom skade­lid­tes oprin­de­lige erstat­nings­op­gø­relse ikke medtog værdien af feri­e­penge ved opgø­rel­sen af kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, havde skade­lidte ikke givet bindende afkald på feri­e­penge, og skade­lidte var derfor beret­ti­get til feri­e­penge af den tabte arbejds­fortje­ne­ste.

Kommen­tar:
Ifølge Erstat­nings­ansvars­lo­vens § 2, stk. 1, 1. pkt., ydes erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste, indtil skade­lidte kan begynde at arbejde igen.

Når skade­lidte forven­tes at lide et varigt erhverv­sev­ne­tab, ydes erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste ”indtil det tids­punkt, hvor det er muligt midler­ti­digt eller ende­ligt at skønne over skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne,…”, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt.

Ved dom af 11. marts 2008, trykt i UfR 2008.1386, fastslog Højeste­ret imid­ler­tid, at

”det ikke i sig selv er tilstræk­ke­ligt for at bringe forplig­tel­sen til at betale erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør, at skade­lidte må anta­ges at lide et varigt erhverv­sev­ne­tab, der beret­ti­ger til erstat­ning herfor, dvs. på mindst 15 %.

Det er tillige en forud­sæt­ning, at det er muligt – bl.a. under inddra­gelse af de hensyn, der er nævnt i lovens § 5, stk. 2 – at skønne over skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne.

Der skal såle­des fore­ligge et forsvar­ligt grund­lag for det konkrete skøn, også når skøn­net er midler­ti­digt, fordi den skade­lid­tes erhvervs­mæs­sige situ­a­tion ikke er afkla­ret.”

Køben­havns Byrets dom af 23. august 2012 viser, at frem­kom­sten af en vejle­dende udta­lelse ikke i sig selv brin­ger kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste til ophør.

Når vejle­dende udta­lelse fore­lig­ger, er forsik­rings­sel­ska­bet deri­mod forplig­tet til på et forsvar­ligt grund­lag at fore­tage et selv­stæn­digt skøn over skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne.

Hvis forsik­rings­sel­ska­bet ikke fore­ta­ger et selv­stæn­digt skøn på et forsvar­ligt grund­lag, løber skade­lid­tes krav på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste videre, indtil en sådan vurde­ring af skade­lid­tes erhverv­sev­ne­tab fore­lig­ger.

Hertil kommer, at opgø­rel­sen af skade­lid­tes krav på erstat­ning for tab af erhverv­sevne først skal opgø­res, når erhverv­sev­ne­ta­bet er vurde­ret på et forsvar­ligt grund­lag, og at kravet skal opgø­res under anven­delse af den årsløn, som er gældende på dette tids­punkt.

Henven­del­ser om afgø­rel­sen eller sagen i øvrigt kan rettes til advo­kat Gert Willer­s­lev på gw@elmer-adv.dk, der førte sagen for skade­lidte

Advokat Gert Willerslev

Gert Willerslev

Partner

Direkte: +45 3367 6770