EU-Domstolen afsagde den 10. marts 2011 dom i sagen C-379/09 Maurits Casteels mod British Airways plc.
Sagen vedrører fortolkning af EUF-traktatens artikel 45 om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Maurits Casteels blev ansat som flymekaniker ved British Airways den 1. juli 1974 i Belgien. Maurits Casteels var i hele perioden tilknyttet British Airways ved en overordnet ansættelsesaftale, der blev ændret op til flere gange afhængig af ved hvilket driftssted, han gjorde tjeneste. I henhold til ansættelseskontrakten var han dækket af British Airways’ supplerende pensionsordning i Belgien. Under sit ansættelsesforhold arbejdede Maurits Casteels for British Airways i flere forskellige medlemsstater.
I perioden fra den 15. november 1988 til den 1. oktober 1991 var Maurits Casteels ansat hos British Airways’ afdeling i Düsseldorf.
Da Maurits Casteels den 1. oktober 1991 skiftede til British Airways’ afdeling i Frankrig opstod der spørgsmål omkring optjening af hans supplerende pension i Tyskland. Den 1. oktober 1991 havde Maurits Casteels ikke arbejdet i den nødvendige minimumsperiode, der var et krav for at erhverve ret til den supplerende pensionsordning i henhold til den gældende overenskomst i Tyskland. Det bevirkede, at Maurits Casteels ikke optjente pension i de knap tre år, han arbejdede i Tyskland.
British Airways betragtede Maurits Casteels’ frivillige skift fra Tyskland til Frankrig som en afbrydelse af ansættelsesforholdet. EU-Domstolen bemærkede i den forbindelse, at Maurits Casteels havde været uafbrudt beskæftiget hos British Airways siden 1974. Maurits Casteels var derfor ikke fratrådt ved sit skift til afdelingen i Frankrig og bevarede sin anciennitet.
TEUF artikel 45 ”forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige vilkår.”
EUF-Traktaten skal fortolkes således, at bestemmelsen om den frie bevægelighed for arbejdstagere er til hinder for enhver foranstaltning, som vanskeliggør eller gør det mindre attraktivt for borgerne at udnytte friheden til at tage arbejde i en anden medlemsstat.
Overenskomsten gældende for arbejdstagere ansat ved British Airways i Tyskland medførte ikke forskelsbehandling på baggrund af arbejdstagerens nationalitet. Derimod hindrede bestemmelsen muligheden for at udnytte retten til den frie bevægelighed. Arbejdstagere som Maurits Casteels, der udnyttede den frie ret til at blive udstationeret i en anden medlemsstat blev behandlet mindre gunstigt sammenlignet med de arbejdstagere, der forblev beskæftiget i den samme medlemsstat, idet de led økonomiske tab og fik nedsat deres ret til en supplerende pension.
British Airways påstod, at den pågældende ordning skulle hindre, at en arbejdstager var tilknyttet flere pensionsordninger i forskellige medlemsstater og derigennem ville opnå en berigelse. EU-Domstolen fastslog, at British Airways’ overenskomst gjorde det mindre attraktivt for arbejdstagerne at tage arbejde ved virksomhedens afdelinger i andre medlemsstater, og den var derfor i strid med artikel 45.
EU-Domstolen fastslog endeligt, at virksomheder ved fastlæggelsen af en pensionsordning ikke må gøre forskel på de arbejdstagere, der har tjeneste i en medlemsstat og de arbejdstagere, der udnytter retten til den frie bevægelighed og bliver udstationeret til en af virksomhedens filialer i en anden medlemsstat. Arbejdstagere, der tager arbejde i en anden medlemsstat, har derfor krav på de samme vilkår som de arbejdstagere, der forbliver i medlemsstaten.