Ny EU-dom fastslår, at det er i strid med artikel 45 i EUF-traktaten at give en medarbejder ringere vilkår ved udstationering til en anden medlemsstat

EU-Domstolen afsagde den 10. marts 2011 dom i sagen C‑379/09 Maurits Caste­els mod British Airways plc.

Sagen vedrø­rer fortolk­ning af EUF-traktatens arti­kel 45 om arbejds­kraf­tens frie bevægelighed.

Maurits Caste­els blev ansat som flyme­ka­ni­ker ved British Airways den 1. juli 1974 i Belgien. Maurits Caste­els var i hele peri­o­den tilknyt­tet British Airways ved en over­ord­net ansæt­tel­ses­af­tale, der blev ændret op til flere gange afhæn­gig af ved hvil­ket drifts­sted, han gjorde tjene­ste. I henhold til ansæt­tel­ses­kon­trak­ten var han dækket af British Airways’ supple­rende pensions­ord­ning i Belgien. Under sit ansæt­tel­ses­for­hold arbej­dede Maurits Caste­els for British Airways i flere forskel­lige medlemsstater.

I peri­o­den fra den 15. novem­ber 1988 til den 1. okto­ber 1991 var Maurits Caste­els ansat hos British Airways’ afde­ling i Düsseldorf.

Da Maurits Caste­els den 1. okto­ber 1991 skif­tede til British Airways’ afde­ling i Frank­rig opstod der spørgs­mål omkring optje­ning af hans supple­rende pension i Tyskland. Den 1. okto­ber 1991 havde Maurits Caste­els ikke arbej­det i den nødven­dige mini­mums­pe­ri­ode, der var et krav for at erhverve ret til den supple­rende pensions­ord­ning i henhold til den gældende overenskomst i Tyskland. Det bevir­kede, at Maurits Caste­els ikke optjente pension i de knap tre år, han arbej­dede i Tyskland.

British Airways betrag­tede Maurits Caste­els’ frivil­lige skift fra Tyskland til Frank­rig som en afbry­delse af ansæt­tel­ses­for­hol­det. EU-Domstolen bemær­kede i den forbin­delse, at Maurits Caste­els havde været uafbrudt beskæf­ti­get hos British Airways siden 1974. Maurits Caste­els var derfor ikke frat­rådt ved sit skift til afde­lin­gen i Frank­rig og beva­rede sin anciennitet.

TEUF arti­kel 45 ”forud­sæt­ter afskaf­felse af enhver i natio­na­li­te­ten begrun­det forskel­s­be­hand­ling af medlem­s­sta­ter­nes arbejds­ta­gere, for så vidt angår beskæf­ti­gelse, afløn­ning og øvrige vilkår.”

EUF-Traktaten skal fortol­kes såle­des, at bestem­mel­sen om den frie bevæ­ge­lig­hed for arbejds­ta­gere er til hinder for enhver foran­stalt­ning, som vanske­lig­gør eller gør det mindre attrak­tivt for borgerne at udnytte frihe­den til at tage arbejde i en anden medlemsstat.

Overenskom­sten gældende for arbejds­ta­gere ansat ved British Airways i Tyskland medførte ikke forskel­s­be­hand­ling på baggrund af arbejds­ta­ge­rens natio­na­li­tet. Deri­mod hindrede bestem­mel­sen mulig­he­den for at udnytte retten til den frie bevæ­ge­lig­hed. Arbejds­ta­gere som Maurits Caste­els, der udnyt­tede den frie ret til at blive udsta­tio­ne­ret i en anden medlem­s­stat blev behand­let mindre gunstigt sammen­lig­net med de arbejds­ta­gere, der forblev beskæf­ti­get i den samme medlem­s­stat, idet de led økono­mi­ske tab og fik nedsat deres ret til en supple­rende pension.

British Airways påstod, at den pågæl­dende ordning skulle hindre, at en arbejds­ta­ger var tilknyt­tet flere pensions­ord­nin­ger i forskel­lige medlem­s­sta­ter og deri­gen­nem ville opnå en beri­gelse. EU-Domstolen fastslog, at British Airways’ overenskomst gjorde det mindre attrak­tivt for arbejds­ta­gerne at tage arbejde ved virk­som­he­dens afde­lin­ger i andre medlem­s­sta­ter, og den var derfor i strid med arti­kel 45.

EU-Domstolen fastslog ende­ligt, at virk­som­he­der ved fast­læg­gel­sen af en pensions­ord­ning ikke må gøre forskel på de arbejds­ta­gere, der har tjene­ste i en medlem­s­stat og de arbejds­ta­gere, der udnyt­ter retten til den frie bevæ­ge­lig­hed og bliver udsta­tio­ne­ret til en af virk­som­he­dens fili­a­ler i en anden medlem­s­stat. Arbejds­ta­gere, der tager arbejde i en anden medlem­s­stat, har derfor krav på de samme vilkår som de arbejds­ta­gere, der forbli­ver i medlemsstaten.