Opholdssteder oprettet efter servicelovens § 110 (herberger for hjemløse/misbrugscentre) — lederen af opholdsstedet har kompetencen til at træffe afgørelse om udskrivning

Elmer & Part­nere blev anmo­det om at bistå et opholds­sted opret­tet efter lov om social service (servi­ce­loven) § 110 hjem­hø­rende i X kommune i forbin­delse med et beta­lings­krav mod Y kommune.

Tvisten drejede sig om, hvor­vidt Y kommune var beret­ti­get til at træffe afgø­relse om stop for beta­ling af borge­rens ophold på opholds­ste­det, selvom lede­ren på stedet vurde­rede, at borge­ren ikke var klar til at blive udskre­vet. 5 måne­der senere træf lede­ren afgø­relse om udskriv­ning af borge­ren, hvor­ved kravet for beta­ling for de sidste 5 måne­ders ophold opstod.

Sagen og lovgrund­la­get:
Y Kommu­nen var den oprin­de­lige opholdskom­mune for borge­ren, der var blevet hjem­løs efter et brudt samlivs­for­hold, og som havde et stof­mis­brug og psyki­a­tri­ske proble­mer. Han havde selv henvendt sig på opholds­ste­det, hvor lede­ren havde truf­fet afgø­rel­sen om opta­gelse.

Ifølge servi­ce­lovens § 110, stk. 3, træf­fer lede­ren af opholds­ste­det afgø­relse om opta­gelse på opholds­ste­det.

Som følge af sin status som oprin­de­lig opholdskom­mune, var Y kommune handle- og beta­lings­kom­mune for den pågæl­dende borger, og blev fra tids­punk­tet for opta­gel­sen forplig­tet til at betale for borge­rens ophold, og så længe ophol­det varede. Dette følger af lov om rets­sik­ker­hed og admi­ni­stra­tion på det soci­ale område (rets­sik­ker­heds­lo­ven) § 9, stk. 7, nr.1, jf. stk. 8.

Det følger af vejled­nin­gerne på områ­det, at der ikke kan sættes bestemte tids­græn­ser for ophol­dets varig­hed, samt at det om varig­he­den af ophol­det må tages i betragt­ning, om formå­let med ophol­det er opfyldt, og om forud­sæt­nin­gerne for en vellyk­ket udslus­ning er til stede, herun­der, om der er taget stil­ling til bolig­for­hold, økonomi, evt. behand­ling m.m. Det forud­sæt­tes, at der etab­le­res et samar­bejde mellem hand­le­kom­mu­nen, opholds­ste­det og borge­ren.

Y kommune indgik i et sådant samar­bejde og deltog i møder med opholds­ste­det og borge­ren. Under et sådant møde tilbød Y kommune, at borge­ren kunne få en bolig i Y kommune, kombi­ne­ret med ambu­lant hjælp til hans misbrugs­pro­ble­mer og anden hjælp efter servi­ce­lovens regler herom.

Borge­ren følte sig dog ikke klar til at bo i eget hjem, og han ønskede ikke at bo i Y kommune, da han fryg­tede for repres­sa­lier fra en rock­er­gruppe. Han udtrykte ønske om at bo i et bofæl­les­skab, jf. servi­ce­lovens § 1 07, og for at få hjælp til at hånd­tere og få behand­let sin misbrugs­pro­ble­ma­tik. Dette blev støt­tet af den på mødet tilste­de­væ­rende psyki­a­ter samt den delta­gende medar­bej­der fra opholds­ste­det.

Efter ca. 2 måne­ders ophold træf Y kommune en afgø­relse stilet til borge­ren om, at de efter en bestemt dato ikke længere ville betale for hans ophold, idet borge­ren havde afslået den tilbudte hjælp, som Y kommune fandt rele­vant.

Borge­ren blev dog på opholds­ste­det i ca. 5 måne­der yder­li­gere, indtil der var fundet en egnet bolig til ham, og det fra opholds­ste­dets side blev vurde­ret, at han var klar til at fraf­lytte opholds­ste­det og få den nødven­dige hjælp i egen bolig.

Y kommune ville ikke betale for de sidste 5 måne­der, idet kommu­nen fandt, at en handle- og beta­lings­kom­mune havde kompe­tence til at træffe afgø­relse om stop for beta­lin­gen, hvis kommu­nen fandt, at de kunne tilbyde et tilstræk­ke­ligt alter­na­tiv.

Opholds­ste­det var af den hold­ning, at lede­ren af opholds­ste­det havde enekom­pe­ten­cen til at træffe afgø­relse om udskriv­ning.

Det kunne konsta­te­res, at der hver­ken i loven eller i admi­ni­stra­tiv prak­sis var taget ekspli­cit stil­ling til spørgs­må­let om, hvem der havde kompe­tence til at træffe afgø­relse om udskriv­ning fra opholds­ste­det.

Efter en formåls­for­tolk­ning af servi­ce­lovens § 110, stk. 3 var der dog efter Elmer & Part­ne­res vurde­ring så meget, der talte for, at lede­ren på opholds­ste­det også havde kompe­ten­cen til at træffe afgø­relse om udskriv­ning. Lede­ren og opholds­ste­dets perso­nale besid­der den rele­vante indsigt i de proble­ma­tik­ker, de omhand­lede borgere har, såle­des at bestem­mel­sen i § 110, stk. 3 måtte forstås derhen, at lede­ren af opholds­ste­det i sidste ende er den, der skal vurdere, hvor­når formå­let med ophol­det er opfyldt, og borge­ren skal udskri­ves. Handle- og beta­lings­kom­mu­nen skal yde den nødven­dige hjælp, herun­der betale for ophol­det, så længe ophol­det varer.

Der blev udta­get stæv­ning mod Y kommune med påstand om beta­ling af det skyl­dige beløb for de 5 måne­der.

Få dage før hoved­for­hand­lin­gen skulle have fundet sted, offent­lig­gjorde Anke­sty­rel­sen Prin­ci­p­af­gø­relse 28–14, som afgjorde, at det på krise­cen­tre for kvin­der, opret­tet efter servi­ce­lovens § 109, er lede­ren, der har kompe­tence til at træffe afgø­relse om, hvor­når formå­let med ophol­det er opfyldt, og hvor­når en vellyk­ket udslus­ning kan finde sted. § 109, stk. 3 har samme indhold som § 110, stk. 3.

Y kommune tog deref­ter bekræf­tende til genmælde, hoved­for­hand­lin­gen blev aflyst, og opholds­ste­det modtog beta­ling for de sidste 5 måne­der.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Prin­ci­p­af­gø­relse 28–14 kan efter Elmer & Part­ne­res opfat­telse over­fø­res direkte til sager om § 110 opholds­ste­der.

Tviv­len om kompe­ten­cen til at træffe afgø­relse om udskriv­ning fra opholds­ste­der opret­tet efter både § 109 og § 110 i servi­ce­loven, må såle­des anses for afkla­ret.

Sagen blev ført af advo­kat Filip Augustin Hansen. Henven­del­ser vedrø­rende sagen kan rettes til Filip pr. mail: fah@elmer-adv.dk.

Prin­ci­p­af­gø­relse 28–14 kan læses her.

KONTAKT

Find os her