Østre Landsret har afgjort at erstatning for tab af erhvervsevne til deltidsansat skal fastsættes for løn på fuld tid. Trods Retslægerådets besvarelse årsagssammenhæng mellem whiplashskade og samlet erhvervsevnetab på 65 %

Faktum:
En kvinde, der tidli­gere i peri­o­der havde arbej­det på fuld tid (5 år forud for ulyk­ken) arbej­dede på skade­tids­punk­tet i juni 1998 på halv­tid. Hendes mand arbej­dede på fuld tid og der var ingen hjem­me­bo­ende børn. Det lidt speci­elle var, at hendes arbejde ofte betød, at hun arbej­dede mere end 40 timer om ugen, men kun fik løn for halv­tid.

Umid­del­bart efter påkørs­len fik hun nakke­ho­ved­pine og var svim­mel men gik først til læge efter 3 uger. Efter et lang­va­rigt forløb med forsøg på at arbejde på deltid, valgte skade­lidte selv at sige op. Efter syge­mel­ding blev der forsøgt med kortva­rig arbejds­prøv­ning, hvor­ef­ter kommu­nen bevil­gede forhø­jet almin­de­lig førtids­pen­sion, hvil­ket efter­føl­gende blev ændret til mellem­ste førtids­pen­sion.

Det ansvar­lige forsik­rings­sel­skab bedømte selv og aner­kendte et varigt mén på 15 %. Omfan­get af erhverv­sev­ne­ta­bet blev af Arbejds­ska­desty­rel­sen vurde­ret først til 60%. Forsik­rings­sel­ska­bet betalte før anlæg­gelse af rets­sag erstat­ning, hvad der svarede til 60% og den fakti­ske indtægt i året forud for skaden, jf. erstat­nings­ansvars­lo­ven § 7, stk. 1. Under rets­sa­gen blev der stil­let en række spørgs­mål til Retslæ­ge­rå­det om årsags­sam­men­hæng. Rådet fandt det “usik­kert, om der findes brosymp­to­mer med hensyn til nakkes­mer­terne og den indskræn­kede bevæ­ge­lig­hed i nakken, og kan ikke angive sand­syn­lig­heds­grad for en even­tuel sammen­hæng på baggrund af sagens akter. Retslæ­ge­rå­det finder det usand­syn­ligt, at andre af de beskre­vene klager kan henfø­res til fysi­ske påvirk­nin­ger ved ulyk­ken, idet der ikke findes oplys­nin­ger om hoved­traume”.

Arbejds­ska­desty­rel­sen fik heref­ter genfo­re­lagt sagen med besva­rel­sen fra Retslæ­ge­rå­det og fast­holdt årsags­sam­men­hæng mellem ulyk­ken og det fulde erhverv­sev­ne­tab (nu vurde­ret til 65 %).

Forsik­rings­sel­ska­bet gjorde under sagen bl.a. gældende, at der ikke var ført bevis for årsags­sam­men­hæng eller i hvert fald kun for så vidt angår nakkes­mer­terne. Selska­bet bestred tillige, at der i denne sag var grund­lag for at fast­sætte årsløn­nen til det den ville have været på fuld tid, da skade­lidte i mange år kun havde arbej­det på nedsat og i øvrigt ikke kunne anta­ges at have udført arbejde “i hjem­met”, jf. lovens § 1, stk. 3.

Lands­ret­tens resul­tat:
For det første henvi­ser lands­ret­ten til, at det ikke kan anses for bevist, at skade­lidte forud for ulyk­ken havde lidel­ser, der havde påvir­ket hendes erhverv­sevne. For det andet, at der ikke er bevis for, at der efter ulyk­ken er opstået konkur­re­rende skadesår­sa­ger, og at der derfor er årsags­sam­men­hæng mellem ulyk­ken og det af Arbejds­ska­desty­rel­sen vurde­rede erhverv­sev­ne­tab på 65%. Efter lands­ret­tens opfat­telse kan Retslæ­ge­rå­dets besva­relse, som gengi­vet oven­for, “…ikke føre til en anden erstat­nings­ret­lig vurde­ring af spørgs­må­let om årsags­sam­men­hæng”. Alle 3 dommere er enige om dette.

De 3 dommere er endvi­dere enige om, at årsløn­nen skal fast­sæt­tes efter et skøn, jf. lovens § 7, stk. 2, men kun 2 dommere giver medhold i, at lønnen skal fast­sæt­tes til det den ville have været på fuld tid, da de ligger vægt på, at skade­lidte var i besid­delse af fuld arbejds­kraft, og at hun udnyt­tede denne til dels halv­tids­ar­bejde og dels arbejde i hjem­met. 1 dommere fandt ikke grund­lag for at tillægge årsløn­nen nogen værdi af arbej­det i hjem­met med henvis­ning til hendes alder, arbejds­ti­den i halv­tids­stil­lin­gen og hendes forgæ­ves forsøg på at få fuld­tids­ar­bejde.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Der er de senere år afsagt mange domme om årsags­sam­men­hæng i sager om følger efter whiplash. Der er ikke noget enty­digt billed af prak­sis, idet der er flere eksemp­ler på, at Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring af erhverv­sev­ne­tab tilsi­de­sæt­tes med henvis­ning til, at Retslæ­ge­rå­det har udtalt stor usik­ker­hed om eller direkte imod årsags­sam­men­hæng. Dommen i nærvæ­rende sag lænder sig meget op af Højeste­rets dom U2005.3273H og flere tidli­gere domme, hvor der skarpt sondres mellem, hvad der læge­ligt set (medi­cinsk) kan anses for bevist, og hvad der erstat­nings­ret­ligt, er det afgø­rende. Som det frem­går af præmis­serne, er der en erstat­nings­ret­lig formod­ning for årsags­sam­men­hæng, medmin­dre der føres bevis for, at erhverv­sev­nen alle­rede var nedsat eller efter skaden er redu­ce­ret af andre skadesu­af­hæn­gige årsa­ger. Det Retslæ­ge­rå­det udta­ler sig om, er om der er medi­cinsk bevis for årsags­sam­men­hæng mellem skaden og de ofte rent subjek­tive klager. Da sådanne gener (hoved­pine, koncen­tra­tions­pro­ble­mer, forrin­get hukom­melse m.m.) netop ikke kun opstår efter et whiplash, vil Retslæ­ge­rå­det meget sjæl­dent finde, at der er en sikker sammen­hæng. Denne problem­stil­ling opstår i mange sager.

Hvad angår årsløns­fast­sæt­telse er resul­ta­tet i over­ens­stem­melse med den fore­lig­gende rets­prak­sis. Sagen blev med henvis­ning til spørgs­må­let om årsløns­fast­sæt­tel­sen henvist til lands­ret­ten som værende en prin­ci­piel sag, og der er dermed direkte adgang til anke af dommen til Højeste­ret. Forsik­rings­sel­ska­bet har valgt at anke dommen.

Spørgs­mål om dommen eller emnet kan rettes til advo­kat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der førte sagen for den skade­lidte.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785