Østre Landsret tilkender kvinde, der blev afskediget, medens hun modtog fertilitetsbehandling, godtgørelse i henhold til ligebehandlingsloven

En kvin­de­lig lønmod­ta­ger blev ansat hos en arbejds­gi­ver pr. 1. septem­ber 2004.

I løbet af forå­ret 2005 meddelte hun sin arbejds­gi­ver, at hun havde fået at vide, at hun kun kunne blive gravid gennem ferti­li­tets­be­hand­ling og at hun plan­lagde at få flere børn.

Det var lønmod­ta­ge­rens opfat­telse, at stem­nin­gen på arbejds­plad­sen deref­ter blev væsent­lig forrin­get.

Den 3. okto­ber 2005 afle­ve­rede lønmod­ta­ge­ren en læge­er­klæ­ring, hvor­ef­ter hun var ”star­tet udred­ning på grund af infer­ti­li­tet”.

Den 3. novem­ber 2005 modtog lønmod­ta­ge­ren en advar­sel angi­ve­ligt begrun­det i, at kvali­te­ten af hendes arbejde ikke var tilfreds­stil­lende.

Lønmod­ta­ge­ren tilken­de­gav, at hun ikke var enig i advars­lens indhold.

I skri­velse af 15. februar 2006 modtog lønmod­ta­ge­ren en ny advar­sel i forbin­delse med kvali­te­ten af hendes arbejde.

Lønmod­ta­ge­ren proteste­rede mod advars­len.

Efter hun havde haft yder­li­gere 1 arbejds­dag og nogle syge­dage, blev hun den 22. februar 2006 opsagt.

Sagen blev både af byret­ten og lands­ret­ten bedømt efter reglen i lige­be­hand­lings­lo­vens § 16a om delt bevis­byrde.

Dette medfø­rer, at hvis lønmod­ta­ge­ren påvi­ser fakti­ske omstæn­dig­he­der, der giver anled­ning til at formode, at der er udøvet forskel­s­be­hand­ling, skal arbejds­gi­ve­ren modbe­vise dette.

Byret­ten fandt, at sådanne fakti­ske omstæn­dig­he­der var påvist på grund af den tætte tids­mæs­sige sammen­hæng mellem den skrift­lige meddel­else om ferti­li­tets­be­hand­lin­gen den 3. okto­ber 2005 og den første skrift­lige advar­sel den 3. novem­ber 2005.

Retten fandt ikke, at arbejds­gi­ve­ren deref­ter havde løftet bevis­byr­den for, at der ikke var sket forskel­s­be­hand­ling og lagde blandt andet vægt på den korte tid, der var forlø­bet mellem den 2. advar­sel og opsi­gel­sen, idet det ikke var godt­gjort, at lønmod­ta­ge­ren havde haft mulig­hed for at rette for sig.

Byret­ten tilkendte derfor lønmod­ta­ge­ren en godt­gø­relse svarende til 9 måne­ders løn.

Arbejds­gi­ve­ren ankede dommen til Østre Lands­ret, der afsagde dom den 30. maj 2008.

Lands­ret­ten stad­fæ­stede byret­tens afgø­relse i henhold til byret­tens begrun­delse og tilfø­jede, at det ikke gjorde nogen forskel, at arbejds­gi­ve­ren alle­rede i forå­ret 2005 var gjort bekendt med lønmod­ta­ge­rens ønske om at påbe­gynde ferti­li­tets­be­hand­ling.

Sagen blev ført af HK som manda­tar for lønmod­ta­ge­ren.

HK var i retten repræ­sen­te­ret af advo­kat Ulrik Jørgen­sen, Elmer & Part­nere, tlf. 33676767, hos hvem nærmere oplys­nin­ger om sagen kan fås.