Østre Landsret tilsidesætter Ankestyrelsens afslag på at behandle arbejdsskadesag grundet for sen anmeldelse

Baggrund:
Efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven skal en arbejds­skade anmel­des af arbejds­gi­ve­ren til dennes arbejds­ska­de­for­sik­rings­sel­skab. Arbejds­gi­ve­ren har såle­des anmel­deplig­ten. Den skade­lidte kan imid­ler­tid selv anmelde skaden, men i loven er angi­vet en frist på 1 år. Tilsi­de­sæt­tes denne frist skal sagen dog alli­ge­vel behand­les, hvis der er “særlig grund hertil”. Ifølge mange­årig admi­ni­stra­tiv prak­sis er der opstil­let 4 betin­gel­ser for at dispen­sere for en for sen anmel­delse. En af disse 4 betin­gel­ser er, at den skade­lidte anfø­rer “en rime­lig begrun­delse” for at skaden ikke er anmeldt retti­digt. Denne betin­gelse — “rime­lig begrun­delse” er efter manges opfat­telse — herun­der Arbejds­ska­desty­rel­sens egen, jvf. bl.a. nyhed nr. 2005-03 udsendt den 24. august 2005, i de sene­ste par år skær­pet bety­de­ligt. Vi har i den anled­ning i samar­bejde med vore klien­ter anlagt en række sager af hver sin konkrete art for at få efter­prø­vet denne prak­sis, og den første, der blev ført af Danmarks Lærer­for­e­ning, er nu afslut­tet i Østre Lands­ret, med det resul­tat, at Anke­sty­rel­sens afvis­ning blev tilsi­de­sat.

Sagen:
Lære­ren B kom den 10.6.02 til skade ved et fald, hvor hun bræk­kede foden. Hun blev dagen efter opere­ret og fik isat skruer. Skaden blev anmeldt internt til skolens ledelse, men anmel­del­sen blev ved en fejl fra skolens side ikke vide­re­sendt før i okto­ber 2003. Anke­sty­rel­sen afvi­ste at behandle sagen og lagde i sin begrun­delse vægt , “at der ikke er angi­vet nogen rime­lig grund til at sagen er anmeldt for sent.” Det blev endvi­dere i begrun­del­sen anført, at B “..fik et kompli­ce­ret ankel­brud. (Hun) måtte såle­des være klar over, at der var en skade som følge af begi­ven­he­den.” B var selv­føl­ge­lig klar over at hun havde fået en skade. Hun begyndte at arbejde igen efter sommer­fe­rien 2002 og regnede med, at generne ville aftage, men også at dette ville tage tid. Hun mente ikke selv der var grund til at studse over at hun ikke havde hørt noget inden­for det første års tid. Da hendes arbejds­gi­ver af sig selv opda­gede at anmel­del­sen ikke var blevet vide­re­sendt, var det blevet efterår 2003 og først efter dette tids­punkt talte hun med sin læge om at hun dels fort­sat havde nogle smer­ter — som hun havde regnet med ville være gået væk — samt at de isatte skruer i foden gene­rede hende. Deref­ter blev hun henvist til fornyet behand­ling og fik fjer­net de isatte skruer i 2004. Under sagen argu­men­te­rede vi dels med at prak­sis var blevet skær­pet (hvil­ket lands­ret­ten ikke fandt godt­gjort) men tillige med, at det i bemærk­nin­gerne til loven i 1978 udtryk­ke­ligt som eksem­pel var anført “.…den situ­a­tion, hvor skade­lidte .… har undladt at frem­sætte erstat­nings­krav, fordi sygdom­mens følger dengang var uvæsent­lige” Denne del tillagde Lands­ret­ten vægt, idet Lands­ret­ten i sin skrift­lige tilken­de­gi­velse fandt, at B “… har haft en forvent­ning om at hun ikke ville får varige følger efter ulyk­ken”. Sagen skal derfor vide­re­be­hand­les med henblik på om B har fået varige følger af skaden, som kan beret­tige til erstat­ning eller godt­gø­relse.

Elmer & Part­ne­res kommen­tar:
Det er vores opfat­telse, at prak­sis admi­ni­stra­tivt er blevet skær­pet, og at Arbejds­ska­desty­rel­sens egen stati­stik taler sit tyde­lige sprog herom. I 1999 og 2000 blev såle­des næsten halv­de­len af de godt 1000 for sent anmeldte arbejds­ska­der aner­kendt. I 2004 blev 126 aner­kendt og mere end 700 afvist. Vi arbej­der dog fort­sat på at frem­skaffe afgø­rel­ser fra før skær­pel­sen (før ca. 2000) der viser, at Anke­sty­rel­sen dengang ikke hånd­te­rede betin­gel­sen om “rime­lig begrun­delse” så restrik­tivt som nu. Det er vores opfat­telse, at Anke­sty­rel­sen reelt har givet betin­gel­sen et helt andet indhold end netop ordet “rime­lig”; og i stedet kræver “en særde­les god begrun­delse”. Sagerne skal natur­lig­vis vurde­res konkret, og det er derfor noget usik­kert at vurdere hvor mange af de afvi­ste skader, der med henvis­ning til denne afgø­relse alle­rede nu bør genop­ta­ges. En rele­vant poli­tisk løsning — der jo kun kan have virk­ning for frem­ti­den — kan være at erstatte denne anmel­de­frist for skade­lidte, med en 5 års-forældelsesregel. Det er endnu uafkla­ret, om afgø­rel­sen vil blive indbragt for Højeste­ret.

Elmer & Part­nere afhol­der den 8. novem­ber kl. 16.00 gå-hjem-møde om emnet. Der udsen­des særskilt infor­ma­tion om dette.