Reduktion af erstatning til kræftsyg er kendt ulovlig

I den første sag om godt­gø­relse for varigt mén og erstat­ning for tab af erhverv­sevne kan redu­ce­res, fordi den skade­lidte må forven­tes at dø inden 4 år fra skadens indtræ­den, har Østre Lands­ret i dom af 17. januar 2012 afgjort, at det er ulov­ligt, da der ikke er lovhjem­mel eller andet grund­lag for det.

En yngre kvin­des kræft­li­delse blev pga. fejl hos både egen læge og speci­al­læge diag­no­sti­ce­ret med ca. 4½ måneds forsin­kelse. På grund af forsin­kelse blev prog­no­sen kata­stro­falt forrin­get, da over­le­vel­ses­mu­lig­he­den blev ændret fra at have været ca. 80 % efter 10 år til kun 15–20 % efter 5 år.

Den dermed uhel­bre­de­lige kræft­li­delse med meget dårlig prog­nose gav ret til erstat­ning. Det varige mén blev fast­sat til 85 % og erhverv­sev­ne­ta­bet til 100 %. Ved udmå­lin­gen af erstat­nin­gen blev begge erstat­nings­be­løb redu­ce­ret med 1/3, da både Patient­for­sik­rin­gen og efter­føl­gende Patientska­de­an­ke­næv­net fandt det over­ve­jende sand­syn­ligt, at kvin­den ville være død inden 4 år efter skadens indtræ­den i novem­ber 2008. Det blev i afgø­rel­serne anført, at kvin­den ville få udbe­talt den reste­rende tred­je­del, hvis hun var i live i novem­ber 2012. Afgø­rel­serne er begrun­det med, at det i den juri­di­ske teori anta­ges, at der i en situ­a­tion som denne kan ske en ”rime­lig juste­ring” af erstat­nin­gen, når det er over­ve­jende sand­syn­ligt, at skade­lidte kun kommer til at leve i kort tid. Ved reduk­tion blev taget udgangs­punkt i den prak­sis, der gælder, når skade­lidte er død på tids­punk­tet for fast­sæt­tel­sen af erstat­nin­gen (såkaldt “mellem­kom­mende død”). Det blev anført, at det ikke gør nogen forskel, at det som her er den skade, som man skal have erstat­ning for, der er årsag til den stærkt forrin­gede overlevelsesprognose.

Østre Lands­ret fulgte kvin­dens argu­men­ta­tion til ”punkt og prikke”. Der er ikke lovgrund­lag for denne reduk­tion, idet der siden erstat­nings­ansvars­lo­vens vedta­gelse i 1984 gjaldt klare og præcise regler for fast­sæt­telse af godt­gø­relse for varigt mén og erstat­ning for tab af erhverv­sevne, og idet der med reglerne om reduk­tion pga. skade­lid­tes alder, er gjort ende­ligt op med betyd­nin­gen gene­relt kortere leve­tid. Tidli­gere rets­prak­sis er uanven­de­lig, da der ikke er noget i forar­bej­derne til 1984-loven, der anty­der, at man har ønsket en videre­fø­relse af prak­sis for en vis juste­ring i situ­a­tio­ner som denne. Ende­lig frem­hæ­ver Østre Lands­ret, at den situ­a­tion, hvor skade­lidte er død ikke kan sammen­lig­nes med en situ­a­tion, hvor døds­tids­punk­tet som i denne sag ikke er ”umid­del­bart fore­stå­ende”, men deri­mod er usik­ker på grund af fort­sat behand­ling m.m.

Samti­dig pålagde Østre Lands­ret Patientska­de­an­ke­næv­net at aner­kende, at der er ret til delvis dækning af kvin­dens udgif­ter til advo­kat­bi­stand ved klage­sa­gens behand­ling i Nævnet. Det er den første dom med det resul­tat. Det er begrun­det med sagens prin­ci­pi­elle karak­ter og betyd­ning, og at der først under klage­sa­gens behand­ling i Nævnet af Patient­for­sik­rin­gen blev frem­ført en omfat­tende juri­disk argu­men­ta­tion for deres afgørelse.

Kommen­tar:
Det har for kvin­den været en ekstrem belast­ning at få sat et sikkert døds­tids­punkt fast i afgø­rel­ser om erstat­ning. Når det i litte­ra­tu­ren anfø­res, at det i en situ­a­tion som denne vil været ”stærkt støde­nde” at redu­cere, er det et for mildt udtryk. Det er derfor meget glæde­ligt, at Østre Lands­ret efter hurtig behand­ling af sagen, har truf­fet en så klar og enig afgø­relse om, at myndig­he­derne har taget fejl alle­rede fordi, der ikke er hjem­mel i lovgiv­nin­gen for deres afgø­rel­ser. Det er imid­ler­tid tanke­væk­kende, at myndig­he­der, der er sat til at admi­ni­strere inden­for gældende ret, ikke har formået at være på helt sikker juri­disk grund, men efter vores opfat­telse har bevæ­get sig ud på et meget usik­kert grund­lag og afprø­vet en end ikke fast og sikker prak­sis. Der bør selv­føl­ge­lig kun ske reduk­tion af en i øvrigt fuldt doku­men­te­ret erstat­ning, hvis der er helt sikker hjem­mel til det.

Det er endnu ikke afkla­ret, om Patientska­de­an­ke­næv­net anker dommen til Højesteret.

Spørgs­mål om dommen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for kvinden.