Faktum:
Skaden indtraf den 28. marts 2003 og kravene skulle derfor opgøres efter reglerne i erstatningsansvarsloven (EAL) fra 2002. Udover en vis uenighed om den beløbsmæssige opgørelse af krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste (hvilket blev løst under retssagen), skulle det afgøres, hvilket af 6 mulige ophørstidspunkter for retten til tabt arbejdsfortjeneste, der skulle anvendes. Forsikringsselskabet anerkendte og havde betalt for 1 år frem til den 25. marts 2004. Senere betalt erstatning for erhvervsevnetab blev som konsekvens heraf opgjort på det tidspunkt og udbetalt med renter fra 1 måned efter, jf. EAL § 16. Østre Landsret, hvor til sagen var henvist til som principiel, skulle tage stilling til følgende 6 mulige ophørstidspunkter: 1. 25. marts 2004, hvor det bl.a. på baggrund af en speciallægeerklæring ifølge selskabet var muligt at skønne over den fremtidige erhvervsevne (men uden stillingtagen til eller udbetaling af erstatning for tab af erhvervsevne). 2. 30. juni 2004, hvor anden arbejdsprøvning var afsluttet. 3. 30. april 2005, hvor uddannelse på revalideringsydelse blev afsluttet. 4. 31. august 2005, hvor selskabet anerkendte og betalte erhvervsevnetabserstatning med 15 %. 5. 22. december 2005, hvor Arbejdsskadestyrelsen afgav midlertidig udtalelse om et erhvervsevnetab på 25 %. 6. 1. februar 2006, hvor det ifølge skadelidte havde været muligt at foretage en endelig vurdering (tilkendelse af fleksjob) af erhvervsevnetabet, hvorfor det var forkert af Arbejdsskadestyrelsen at have afgivet en midlertidig udtalelse. Den 22. november 2006 afgav Arbejdsskadestyrelsen en endelig udtalelse om et erhvervsevnetab på 40 %.
Resultat:
Landsrettens 3 dommere var ikke enige. 2 dommere fandt, at der først omkring det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen afgav deres midlertidige udtalelse (tidspunkt 5) var det fornødne grundlag for at vurdere skadelidtes fremtidige erhvervsevne, selvom de ligger til grund, at det allerede meget tidligt (før tidspunkt 1) var klart, at skadelidte havde et erhvervsevnetab. 1 dommer stemte for, at der skulle betales til tidspunkt 2, da det da var klart, at der var et erhvervsevnetab på minimum 15 % (skriver godt nok ”over 15 %” i begrundelsen).
Elmer & Partneres kommentar:
Flertallets begrundelse viser, at det afgørende ikke er, at den skadelidte har et erstatningsgivende erhvervsevnetab på minimum 15 %, men at der er grundlag for at bedømme størrelsen af det varige tab med en vis sikkerhed. Flertallet undgår at skulle tage stilling til, hvilken betydning det ville have haft, hvis der var gået lang tid fra det tidspunkt, hvor den fornødne afklaring forelå og til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse. Flertallet undgår også med resultatet at tage stilling, hvilken konsekvens det har, at den ansvarlige ikke betaler erstatning for tab af erhvervsevne, hvis det inden da var muligt at skønne over den fremtidige erhvervsevne. Det er lidt bemærkelsesværdigt, at mindretallet ikke forholder sig til dette spørgsmål, da der forløb mere end et år fra det tidspunkt denne dommer mente retten til tabt arbejdsfortjeneste ophørte og til forsikringsselskabet betalte erstatning for 15 % erhvervsevnetab. Det må forventes, at dommen af forsikringsselskabet ankes til Højesteret, og at der dermed går nogen tid endnu før der er en nærmere afklaring af, hvordan EAL § 2 på dette punkt skal fortolkes. Dommen er nu anket til Højesteret, hvor den muligvis vil blive behandlet sammen med anke af Vestre Landsretsdom af den 23. juni 2006, hvor der blev ydet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til tidspunkt for tildeling af fleksjob, selvom udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen først forelå ca. 9 måneder senere.
Spørgsmål om dommen eller denne problemstilling kan rettes til advokat Karsten Høj, der førte sagen for den skadelidte.