Principiel Østre Landsrets dom af 28. februar 2007 om hvor længe der skal betales tabt arbejdsfortjeneste. Forsikringsselskabets standpunkt tilsidesat.

Faktum:
Skaden indtraf den 28. marts 2003 og kravene skulle derfor opgø­res efter reglerne i erstat­nings­ansvars­lo­ven (EAL) fra 2002. Udover en vis uenig­hed om den beløbs­mæs­sige opgø­relse af krav om erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste (hvil­ket blev løst under rets­sa­gen), skulle det afgø­res, hvil­ket af 6 mulige ophørs­tids­punk­ter for retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste, der skulle anven­des. Forsik­rings­sel­ska­bet aner­kendte og havde betalt for 1 år frem til den 25. marts 2004. Senere betalt erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab blev som konse­kvens heraf opgjort på det tids­punkt og udbe­talt med renter fra 1 måned efter, jf. EAL § 16. Østre Lands­ret, hvor til sagen var henvist til som prin­ci­piel, skulle tage stil­ling til følgende 6 mulige ophørs­tids­punk­ter: 1. 25. marts 2004, hvor det bl.a. på baggrund af en speci­al­læ­ge­er­klæ­ring ifølge selska­bet var muligt at skønne over den frem­ti­dige erhverv­sevne (men uden stil­ling­ta­gen til eller udbe­ta­ling af erstat­ning for tab af erhverv­sevne). 2. 30. juni 2004, hvor anden arbejds­prøv­ning var afslut­tet. 3. 30. april 2005, hvor uddan­nelse på reva­li­de­ring­sy­delse blev afslut­tet. 4. 31. august 2005, hvor selska­bet aner­kendte og betalte erhverv­sev­ne­tab­ser­stat­ning med 15 %. 5. 22. decem­ber 2005, hvor Arbejds­ska­desty­rel­sen afgav midler­ti­dig udta­lelse om et erhverv­sev­ne­tab på 25 %. 6. 1. februar 2006, hvor det ifølge skade­lidte havde været muligt at fore­tage en ende­lig vurde­ring (tilken­delse af fleksjob) af erhverv­sev­ne­ta­bet, hvor­for det var forkert af Arbejds­ska­desty­rel­sen at have afgi­vet en midler­ti­dig udta­lelse. Den 22. novem­ber 2006 afgav Arbejds­ska­desty­rel­sen en ende­lig udta­lelse om et erhverv­sev­ne­tab på 40 %.

Resul­tat:
Lands­ret­tens 3 dommere var ikke enige. 2 dommere fandt, at der først omkring det tids­punkt, hvor Arbejds­ska­desty­rel­sen afgav deres midler­ti­dige udta­lelse (tids­punkt 5) var det fornødne grund­lag for at vurdere skade­lid­tes frem­ti­dige erhverv­sevne, selvom de ligger til grund, at det alle­rede meget tidligt (før tids­punkt 1) var klart, at skade­lidte havde et erhverv­sev­ne­tab. 1 dommer stemte for, at der skulle beta­les til tids­punkt 2, da det da var klart, at der var et erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 % (skri­ver godt nok ”over 15 %” i begrundelsen).

Elmer & Part­ne­res kommentar:
Fler­tal­lets begrun­delse viser, at det afgø­rende ikke er, at den skade­lidte har et erstat­nings­gi­vende erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %, men at der er grund­lag for at bedømme stør­rel­sen af det varige tab med en vis sikker­hed. Fler­tal­let undgår at skulle tage stil­ling til, hvil­ken betyd­ning det ville have haft, hvis der var gået lang tid fra det tids­punkt, hvor den fornødne afkla­ring forelå og til Arbejds­ska­desty­rel­sens udta­lelse. Fler­tal­let undgår også med resul­ta­tet at tage stil­ling, hvil­ken konse­kvens det har, at den ansvar­lige ikke beta­ler erstat­ning for tab af erhverv­sevne, hvis det inden da var muligt at skønne over den frem­ti­dige erhverv­sevne. Det er lidt bemær­kel­ses­vær­digt, at mindre­tal­let ikke forhol­der sig til dette spørgs­mål, da der forløb mere end et år fra det tids­punkt denne dommer mente retten til tabt arbejds­fortje­ne­ste ophørte og til forsik­rings­sel­ska­bet betalte erstat­ning for 15 % erhverv­sev­ne­tab. Det må forven­tes, at dommen af forsik­rings­sel­ska­bet ankes til Højeste­ret, og at der dermed går nogen tid endnu før der er en nærmere afkla­ring af, hvor­dan EAL § 2 på dette punkt skal fortol­kes. Dommen er nu anket til Højeste­ret, hvor den mulig­vis vil blive behand­let sammen med anke af Vestre Lands­rets­dom af den 23. juni 2006, hvor der blev ydet erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste til tids­punkt for tilde­ling af fleksjob, selvom udta­lelse fra Arbejds­ska­desty­rel­sen først forelå ca. 9 måne­der senere.

Spørgs­mål om dommen eller denne problem­stil­ling kan rettes til advo­kat Karsten Høj, der førte sagen for den skadelidte.