Ren psykisk skade kan også være ”legemsbeskadigelse” og give ret til erstatning på en ulykkesforsikring.

Resume:
Højeste­ret har i en dom afsagt den 22. marts 2010 helt prin­ci­pi­elt behand­let spørgs­må­let, om begre­bet ”legems­be­ska­di­gelse”, der ofte anven­delse i defi­ni­tio­nen af et erstat­nings­be­ret­ti­gende ulyk­ke­stil­fælde, udeluk­ker, at der kan være dækning/ret til erstat­ning for en selv­stæn­dig psykisk skade, der er opstået uden samti­dig fysisk skade.

Det fandt Højeste­ret ikke udeluk­ket, når den ”forsik­rede person­ligt … har været udsat for en sådan trus­sel om eller fare for at blive påført en fysisk skade, at den psyki­ske skade må anses for påreg­ne­lig.”

Højeste­ret anså samti­dig – lige så inter­es­sant – at det samlede erhverv­sev­ne­tab (der gav ret til erstat­ning) var en følge af den første (fysi­ske skade med psyki­ske følger), selvom de fulde følger først viste sig efter den senere episode, hvor den pågæl­dende ”alene” var udsat for trus­ler.

Faktum:
En lærer blev under arbejde med adfærds­van­ske­lige børn udsat for et volde­ligt over­fald i novem­ber 1999, og senere i septem­ber 2000, da han var vendt tilbage på arbej­det på fuld tid, for alvor­lige trus­ler om genta­gelse af volden. Lære­ren blev syge­meldt og senere tilkendt mellem­ste førtids­pen­sion svarende til et erhverv­sev­ne­tab på omkring 2/3.

Den omhand­lede forsik­ring dækkede for et erhverv­sev­ne­tab på mindst 50% opstået som følge af et ulyk­ke­stil­fælde, der var defi­ne­ret som ”legems­be­ska­di­gelse, der rammer den forsik­rede ufri­vil­ligt, som følge af en plud­se­lig udefra kommende påvirk­ning”. Selska­bet afvi­ste, at over­fal­det i 1999 havde medført et erhverv­sev­ne­tab på mindst 50%, bl.a. fordi lære­ren genop­tog arbej­det i fuldt omfang, fordi det verbale over­fald i 2000 i væsent­lig grad medvir­kede til det samlede erhverv­sev­ne­tab, og fordi der ikke var dækning for følgerne efter dette, da det ikke var et dæknings­be­ret­ti­get ulyk­ke­stil­fælde.

Anke­næv­net for Forsik­ring havde givet lære­ren medhold i, at det samlede erhverv­sev­ne­tab var en følge af over­fal­det i 1999. Retslæ­ge­rå­det udtalte under sagen, at den varige psyki­ske tilstand var udvik­let på baggrund af en post­trau­ma­tisk belast­nings­re­ak­tion, uden at Rådet kunne angive med hvil­ken vægt, de to begi­ven­he­der indgik. Rådet udtalte endvi­dere, at den omstæn­dig­hed, at lære­ren havde genop­ta­get arbej­det inden de verbale trus­ler ikke udeluk­kede, at han havde pådra­get sig ”trau­me­re­la­te­ret symp­to­ma­to­logi som følge af over­fal­det”, hvil­ket for Højeste­ret blev yder­li­gere uddy­bet ved en udta­lelse om, at lære­ren alle­rede efter det volde­lige over­fald havde symp­to­mer på trau­ma­tisk belast­nings­re­ak­tion i form af depres­sive symp­to­mer, søvn­pro­ble­mer, koncen­tra­tions­van­ske­lig­he­der og angstan­fald.

Begrun­delse for resul­ta­tet:
Højeste­ret anfø­rer, at forsik­rings­af­ta­le­loven ikke inde­hol­der nogen defi­ni­tion af, hvad der skal forstås ved et ulyk­ke­stil­fælde, og derfor må den ”almin­de­lige” opfat­telse på forsik­rings­mar­ke­det være gældende. Ordet ”legems­be­ska­di­gelse” taler for at anse dæknin­gen for begræn­set til tilfælde af fysisk skade, men det har ikke været til hinder for inden for ”snævre rammer” at anse selv­stæn­dige psyki­ske skader for omfat­tet af ulyk­kes­for­sik­rings­dæk­nin­gen på samme måde som inden for den almin­de­lige erstat­nings­ret. Det kræves, at den psyki­ske skade opstår under omstæn­dig­he­der, der normalt karak­te­ri­se­rer et ulyk­ke­stil­fælde, og at den psyki­ske skade er påreg­ne­lig i forhold til den trus­sel om eller fare for at blive påført fysisk skade, den pågæl­dende har været udsat for.

Højeste­ret lægger heref­ter til grund, at de verbale trus­ler i 2000 lå inden for rammerne af lære­rens arbejde, og han tidli­gere havde været i stand til at klare sådanne trus­ler. Heref­ter fandt Højeste­ret, at lære­rens psyki­ske skade i det hele måtte anses for en følge af over­fal­det i 1999.

Kommen­tar:
Der er ingen tvivl om, at dommen har ganske stor prin­ci­piel betyd­ning for alle forsik­rings­af­ta­ler, der inde­hol­der krav om ”legems­be­ska­di­gelse” for at en skade anses for dækket af en ulyk­kes­for­sik­ring. Man skal dog være opmærk­som på, at Højeste­ret nøje reser­ve­rer mulig­he­den for at få dækket selv­stæn­dig psykisk skade til tilfælde, hvor det er perso­nen selv, der udsæt­tes for trus­ler om eller fare for at blive påført fysisk skade, og det skal være under omstæn­dig­he­der, der gør, at den psyki­ske skade er en påreg­ne­lig følge. Alle tre betin­gel­ser skal være opfyldt for at få dækning.

Anden del af dommen er som anført oven­for nok så inter­es­sant. Højeste­ret anven­der her en gammel tradi­tio­nel erstat­nings­ret­lig grund­sæt­ning om at tænke den erstat­nings­bæ­rende begi­ven­hed væk; nemlig her det volde­lige over­fald og så vurdere, om den efter­føl­gende begi­ven­hed (de verbale trus­ler) ville have medført samme forløb (skade), som den der faktisk opstod. Det vurde­rer Højeste­ret ikke ville have været tilfæl­det, så selvom de verbale trus­ler utvivl­s­omt medvir­kede og nok var udlø­sende faktor for arbejds­op­hø­ret, har de netop kun haft betyd­ning, fordi lære­ren alle­rede havde været udsat for det volde­lige over­fald med psyki­ske efter­virk­nin­ger. Denne måde at løse årsags­pro­ble­mer i særligt personska­desa­ger vil være anven­de­lig i mange sager med flere medvir­kende årsa­ger til en skade.

Spørgs­mål om dommen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, idet bemær­kes, at sagen ikke blev ført af en advo­kat fra Elmer & Part­nere.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785