Den 13. november 2019 var en politiassistent indkaldt til et af Rigspolitiets kørekurser på en kørebane, som Rigspolitiet havde lejet.
Efter ankomsten til køreanlægget parkerede politiassistenten sit tjenestekøretøj i et område ”pitten” på selve kørebanen. Området var anvist af Rigspolitiet til parkering. På vej til undervisningslokalet gled politiassistenten på asfalten, som følge af glatte forhold, og pådrog sig en rygskade. Rygskaden blev anerkendt som en arbejdsskade.
Spørgsmålet var herefter, hvorvidt Rigspolitiet som arbejdsgiver kunne gøres erstatningsansvarlig for politiassistentens tilskadekomst. Sagen blev behandlet ved Københavns byret.
Retssagen
Elmer Advokater anlagde, på vegne af Politiforbundet, som mandatar for politiassistenten, sag mod Rigspolitiet, da vi fandt, at Rigspolitiet ikke havde levet op til sine forpligtelser efter de arbejdsmiljøretlige regler og normer. Vi gjorde bl.a. gældende, at Rigspolitiet som arbejdsgiver havde en forpligtelse til at sikre, at der var glatførebekæmpet effektivt, og at Rigspolitiet derfor burde have undersøgt forholdene ved pitten nærmere, inden ibrugtagning. Vi gjorde også gældende, at Rigspolitiet burde have oplyst kørebanepersonalet om, at man tog banen i brug på et tidligere tidspunkt, end den var lejet fra, så kørebanepersonalet kunne have iværksat glatførebekæmpelse i overensstemmelse hermed.
Rigspolitiet afviste ansvar, bl.a. med henvisning til, at der tidligt om morgenen var iværksat glatførebekæmpelse af parkeringspladsen, og med forklaring om, at man blot ikke var nået til at glatførebekæmpe i pitten. Rigspolitiet gjorde desuden gældende, at det var sædvanligt med parkering i pitten, og at man derfor ikke havde særskilt anledning til at instruere kørebanepersonalet i at glatførebekæmpe i pitten først. Endelig gjorde Rigspolitiet gældende, at de ikke hæftede for kørebanepersonalets tilrettelæggelse af glatførebekæmpelsen.
I sagen var det ubestridt, at politiassistenten var udsat for en arbejdsulykke, at der var isglat i pitten, og at kursusdeltagerne var blevet anvist til at parkere i pitten ved ankomst.
Dommen
Københavns byret fandt, at Rigspolitiet som arbejdsgiver havde tilsidesat sin forpligtelse til at sikre en sikkerhedsmæssig fuldt forsvarlig arbejdsplads – bl.a. ved undladelse af at føre effektivt tilsyn. Retten lagde vægt på, at en fagansvarlig for politiets kørekurser, der mødte ind betydeligt før politiassistenten, var klar over, at der var glat i pitten, men undlod at gøre yderligere for at sikre effektiv glatførebekæmpelse. Retten lagde også vægt på, at Rigspolitiet burde have orienteret kørebanepersonalet om, at de mødte ind tidligere og tog banen i brug før lejetidspunktet, så kørebanepersonalet kunne have iværksat glatførebekæmpelse i overensstemmelse hermed.
På den baggrund fandt byretten, at Rigspolitiet som arbejdsgiver var erstatningsansvarlig, uanset at skaden skete på et område, der ikke var Rigspolitiets faste arbejdsplads, men også på et område, hvor kørebanepersonalet forestod og tilrettelagde glatførebekæmpelsen.
Elmer Advokaters kommentar
Retssagen blev ført af advokat Alexander Windfeld-Hellsten Izzard: Dommen illustrerer, at arbejdsgivers ansvar er ganske vidtrækkende – også når det gælder indretningen af skiftende arbejdssteder og forhold som udlejer, af det skiftende arbejdssted, tilrettelægger. Det er arbejdsgiverens pligt at sikre, at et arbejdssted er sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. At arbejdsgiver blot er lejer, og at udlejer tilrettelægger forhold på et skiftende arbejdssted, fritager ikke i sig selv fra ansvar.
Læs domsafgørelsen her.
Læs vores seneste indlæg her, eller tilmeld dig vores nyhedsbrev nedenfor.