Sagens faktum var, at en voksenelev, der gennem sit tidligere arbejdsliv havde fået nedslidt ryggen, blev ansat som voksenlærling. Arbejdsgiveren tilrettelagde imidlertid ikke arbejdsopgaverne på en sådan måde, at der blev taget behørigt hensyn til elevens rygproblemer og afviste uden nærmere undersøgelse et tilbud fra kommunen om en personlig assistance til at afhjælpe elevens rygproblemer.
Da eleven herefter blev syg på grund af sine rygproblemer, ophævede arbejdsgiveren elevforholdet. Dette fandt Sø- og Handelsretten var i strid med forskelsbehandlingsloven og tilkendte eleven seks måneders løn, eller cirka 97.000 kr. i godtgørelse. Udover dette skulle eleven have erstatning i henhold til funktionærlovens § 3.
Præmisserne i dommen er sålydende:
”Efter de lægelige oplysninger sammenholdt med elevens egne oplysninger lægges det til grund, at eleven under sin ansættelse hos arbejdsgiveren havde svære rygproblemer, der skyldtes nedslidning efter mange års fysisk krævende arbejde i forskellige arbejdsfunktioner, og at problemerne var af varig karakter. I forhold til de arbejdsopgaver hos arbejdsgiveren, der krævede tunge løft, indebar elevens rygproblemer en funktionsnedsættelse med et deraf affødt kompensationsbehov, for at han kunne fungere på lige fod med andre ansatte hos arbejdsgiveren. Rygproblemerne var under disse omstændigheder et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.
Efter oplysningerne om forløbet af elevens afsættelse hos arbejdsgiveren er der ikke grundlag for at antage, at arbejdsgiveren havde truffet virksomme foranstaltninger til imødekommelse af elevens kompensationsbehov i ansættelsesperioden. En personlig assistanceordning, som var blevet bragt i forslag af Nørre Alslev kommune, og som antagelig kunne have opfyldt elevens kompensationsbehov, blev afvist af arbejdsgiveren på et tidspunkt, hvor det nærmere indhold af en sådan ordning endnu ikke var fastlagt, og arbejdsgiveren ønskede ikke spørgsmålet yderligere undersøgt af kommunen. Retten finder på denne baggrund ikke, at der foreligger grundlag for at fastslå, hvorvidt en sådan ordning, som gjort gældende af HTS på arbejdsgiverens vegne, ville indebære en uforholdsmæssig stor byrde for arbejdsgiveren, jf. forskelsbehandlingslovens § 2 a. som følge af det anførte er det ikke godtgjort, at arbejdsgiveren har opfyldt sin forpligtelse til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2 a.
Under de ovenfor anførte omstændigheder var arbejdsgiverens ophævelse af elevens uddannelsesaftale uberettiget, hvorfor eleven har krav på en godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Godtgørelsen findes passende at kunne bestemmes til 6 måneders løn, eller 97.200 kr., der forrentes fra datoen for sagens start i Tvistighedsnævnet den 16. juni 2006.
I medfør af funktionærlovens § 3 har eleven tillige ret til en minimalerstatning svarende til 3 måneders løn, eller 48.600 kr., der forrentes fra påstandens nedlæggelse den 20. januar 2009.”
Sagen viser, at et rygproblem, der er opstået som følge at nedslidning, udgjorde en funktionsnedsættelse i handicaplovens forstand, idet vurderingen af funktionsnedsættelsen skulle ses i forhold til det konkrete job.
Dommen kan rekvireres hos advokat Peter Breum, der førte sagen for HK.