Ryglidelse var handicap i forskelsbehandlingslovens forstand

Sagens faktum var, at en vokse­ne­lev, der gennem sit tidli­gere arbejds­liv havde fået neds­lidt ryggen, blev ansat som voksen­lær­ling. Arbejds­gi­ve­ren tilret­te­lagde imid­ler­tid ikke arbejds­op­ga­verne på en sådan måde, at der blev taget behø­rigt hensyn til elevens rygpro­ble­mer og afvi­ste uden nærmere under­sø­gelse et tilbud fra kommu­nen om en person­lig assi­stance til at afhjælpe elevens rygproblemer.

Da eleven heref­ter blev syg på grund af sine rygpro­ble­mer, ophæ­vede arbejds­gi­ve­ren elev­for­hol­det. Dette fandt Sø- og Handels­ret­ten var i strid med forskel­s­be­hand­lings­lo­ven og tilkendte eleven seks måne­ders løn, eller cirka 97.000 kr. i godt­gø­relse. Udover dette skulle eleven have erstat­ning i henhold til funk­tio­nær­lovens § 3.

Præmis­serne i dommen er sålydende:
”Efter de læge­lige oplys­nin­ger sammen­holdt med elevens egne oplys­nin­ger lægges det til grund, at eleven under sin ansæt­telse hos arbejds­gi­ve­ren havde svære rygpro­ble­mer, der skyld­tes neds­lid­ning efter mange års fysisk krævende arbejde i forskel­lige arbejds­funk­tio­ner, og at proble­merne var af varig karak­ter. I forhold til de arbejds­op­ga­ver hos arbejds­gi­ve­ren, der krævede tunge løft, inde­bar elevens rygpro­ble­mer en funk­tions­ned­sæt­telse med et deraf affødt kompen­sa­tions­be­hov, for at han kunne fungere på lige fod med andre ansatte hos arbejds­gi­ve­ren. Rygpro­ble­merne var under disse omstæn­dig­he­der et handi­cap i forskel­s­be­hand­lings­lo­vens forstand.

Efter oplys­nin­gerne om forlø­bet af elevens afsæt­telse hos arbejds­gi­ve­ren er der ikke grund­lag for at antage, at arbejds­gi­ve­ren havde truf­fet virk­somme foran­stalt­nin­ger til imøde­kom­melse af elevens kompen­sa­tions­be­hov i ansæt­tel­ses­pe­ri­o­den. En person­lig assi­stan­ce­ord­ning, som var blevet bragt i forslag af Nørre Alslev kommune, og som anta­ge­lig kunne have opfyldt elevens kompen­sa­tions­be­hov, blev afvist af arbejds­gi­ve­ren på et tids­punkt, hvor det nærmere indhold af en sådan ordning endnu ikke var fast­lagt, og arbejds­gi­ve­ren ønskede ikke spørgs­må­let yder­li­gere under­søgt af kommu­nen. Retten finder på denne baggrund ikke, at der fore­lig­ger grund­lag for at fast­slå, hvor­vidt en sådan ordning, som gjort gældende af HTS på arbejds­gi­ve­rens vegne, ville inde­bære en ufor­holds­mæs­sig stor byrde for arbejds­gi­ve­ren, jf. forskel­s­be­hand­lings­lo­vens § 2 a. som følge af det anførte er det ikke godt­gjort, at arbejds­gi­ve­ren har opfyldt sin forplig­telse til at træffe hensigts­mæs­sige foran­stalt­nin­ger i henhold til forskel­s­be­hand­lings­lo­vens § 2 a.

Under de oven­for anførte omstæn­dig­he­der var arbejds­gi­ve­rens ophæ­velse af elevens uddan­nel­ses­af­tale uberet­ti­get, hvor­for eleven har krav på en godt­gø­relse efter forskel­s­be­hand­lings­lo­vens § 7. Godt­gø­rel­sen findes passende at kunne bestem­mes til 6 måne­ders løn, eller 97.200 kr., der forren­tes fra datoen for sagens start i Tvistig­hedsnæv­net den 16. juni 2006.

I medfør af funk­tio­nær­lovens § 3 har eleven tillige ret til en mini­ma­ler­stat­ning svarende til 3 måne­ders løn, eller 48.600 kr., der forren­tes fra påstan­dens nedlæg­gelse den 20. januar 2009.”

Sagen viser, at et rygpro­blem, der er opstået som følge at neds­lid­ning, udgjorde en funk­tions­ned­sæt­telse i handi­cap­lovens forstand, idet vurde­rin­gen af funk­tions­ned­sæt­tel­sen skulle ses i forhold til det konkrete job.

Dommen kan rekvi­re­res hos advo­kat Peter Breum, der førte sagen for HK.