Skade anerkendt som arbejdsulykke

Højeste­ret har i dom af 2. maj 2005 fast­slået, at en social- og sund­heds­as­si­stent pådrog sig en arbejds­skade i medfør af arbejds­ska­de­for­sik­rings­lo­ven, da hun var i færd med at give en pleje­hjems­be­boer bukser på i en seng. I forbin­delse hermed sprang elastik­ken i bukserne, hvorpå bebo­e­ren rullede tilbage på ryggen og skade­lidte fore­tog en refleks­mæs­sig bevæ­gelse, der udlø­ste skaden. Anke­sty­rel­sen, der var modpart i sagen, var blevet frifun­det i Lands­ret­ten. Højeste­rets fler­tal på 3 dommere fandt, at der skete en plud­se­lig udefra kommende påvirk­ning af skade­lid­tes legeme, da elastik­ken sprang og betin­gel­serne for at aner­kende skaden som et ulyk­ke­stil­fælde var dermed opfyldt. Højeste­rets mindre­tal lagde vægt på, at det måtte anses for sædvan­ligt fore­kom­mende, at en beboer i en påklæd­nings­si­tu­a­tion vendte sig om på ryggen. Det skete gik derfor ikke ud over hvad skade­lidte måtte være forbe­redt på og havde mulig­hed for at tage forholds­reg­ler imod.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Da det i sagen anvendte ulyk­kes­be­greb udgik i forbin­delse med den nye arbejds­ska­de­for­sik­rings­lovs ikraft­træ­den den 1. januar 2004 er dommens frem­ti­dige betyd­ning begræn­set, men er natur­lig­vis rele­vant for skader, der er omfat­tet af den gamle lov og det heri inde­holdte ulyk­kes­be­greb. Sammen­lig­net med sager af tilsva­rende karak­ter må det konsta­te­res, at græn­sen for hvor­når der er tale om en ulykke eller ej er hårfin, hvil­ket gør vurde­rin­gen af sådanne sager særde­les vanske­lig.

Henven­del­ser vedrø­rende dommen kan ske til advo­kat Søren Kjær Jensen, der førte sagen for FOA — Fag og Arbejde.