Uberettiget beskyldning mod plejehjemsansat for tyveri førte til udløsning af psykisk lidelse, varigt mén og erhvervsevnetab

Omstæn­dig­he­derne i den konkrete sag:
En 48-årig østeu­ro­pæ­isk kvinde, der var kommet til Danmark som flygt­ning i 1986, blev under sit arbejde som social- og sund­heds­hjæl­per en dag i okto­ber 2009 udsat for en uberet­ti­get beskyld­ning om tyveri af penge fra en beboer og som følge heraf poli­ti­an­mel­delse. Dette udlø­ste en svær psykisk reak­tion hos kvinden.

Skade­lidte havde forin­den været lang­va­rigt syge­meldt med psyki­ske gener og i et behand­lings­for­løb i distrikt­spsy­ki­a­trien efter et over­fald i sin fritid i septem­ber 2008.

Kvin­den havde fuldt ud genop­ta­get sit arbejde i marts 2009, hvor hun var færdig­be­hand­let i distrikt­spsy­ki­a­trien og psykisk velbe­fin­dende. Hun havde det godt psykisk, indtil hun cirka 8 måne­der senere i okto­ber 2009 på sit arbejde uret­mæs­sigt blev beskyldt for at have taget penge fra en beboer.

Efter arbejds­ska­den var hun ikke i stand til at vende tilbage til arbejds­mar­ke­det på grund af svære kroni­ske psyki­ske gener, og hun fik tilkendt førtidspension.

Arbejds­ska­desty­rel­sen aner­kendte tilska­de­kom­sten som en arbejds­skade men fandt ikke, at kvin­den havde ret til godt­gø­relse for varigt mén og erstat­ning for erhverv­sev­ne­tab. Begrun­del­sen var, at selvom skade­lidte ople­vede hændel­sen som vold­som, var den efter Arbejds­ska­desty­rel­sens vurde­ring ikke egnet til at medføre varigt psykisk mén eller nedsat erhvervsevne.

Elmer & Part­nere blev af FOA — Fag og Arbejde undta­gel­ses­vist anmo­det om bistand alle­rede i forbin­delse med påklage af afgø­rel­sen til Anke­sty­rel­sen og skrev i klagen blandt andet, at det skulle tillæg­ges betydning;

at kvin­den – som det frem­gik af en speci­al­læ­ge­er­klæ­ring – ganske vist havde været over­or­dent­lig sårbar, men at der ikke var grund­lag for at antage, at hun – hvis ikke de uberet­ti­gede beskyld­nin­ger var frem­kom­met – ville have udvik­let tilsva­rende svære psyki­ske gener;

at ledel­sens reak­tion havde været stærkt medvir­kende til de psyki­ske gener blandt andet derved, at den 100-år gamle beboer ikke på nogen måde selv havde angi­vet FOA-medlemmet som værende den person der havde bestjå­let pågæl­dende men tvær­ti­mod alene havde sagt, at der var tale om en ”udlæn­ding”, og det var ledel­sen der heref­ter konklu­de­rede, at denne ”udlæn­ding” sand­syn­lig­vis måtte være medlem­met, uagtet der ikke var selv­stæn­digt belæg herfor, og uagtet ledel­sen meget hurtigt kunne konsta­tere, at hun end ikke var på arbejde den pågæl­dende dag; samt

at ledel­sen invol­ve­rede poli­tiet uden samti­dig hermed eller umid­del­bart heref­ter at orien­tere medlemmet.

Anke­sty­rel­sen hjem­vi­ste sagen til ny behand­ling og yder­li­gere oplysning.

Heref­ter traf Arbejds­ska­desty­rel­sen den afgø­relse, at kvin­den havde ret til godt­gø­relse for varigt mén på 8% og erstat­ning for tab af erhverv­sevne på 50%. Det samlede mén vurde­rede Arbejds­ska­desty­rel­sen til 20%, men med den begrun­delse, at skade­lidte alle­rede inden tilska­de­kom­sten på arbej­det havde udvik­let psyki­ske gener, fandt Arbejds­ska­desty­rel­sen det over­ve­jende sand­syn­ligt, at en del af det påvi­ste mén ikke skyld­tes arbejds­ska­den, og ménet blev derfor nedsat til 8%. Det samlede tab af erhverv­sevne vurde­rede Arbejds­ska­desty­rel­sen til 70%, og med den begrun­delse, at skade­lidte havde forud­be­stå­ende psyki­ske gener inden arbejds­ska­den, blev erhverv­sev­ne­ta­bet nedsat til 50%.

Også denne afgø­relse blev påkla­get. Elmer & Part­nere påstod, at skade­lidte havde ret til fuld erstat­ning for det påvi­ste varige mén på 20% og det påvi­ste erhverv­sev­ne­tab på 70%. Det blev gjort gældende, at kvin­den 8 måne­der før arbejds­ska­den havde afslut­tet et behand­lings­for­løb, og at hun indtil arbejds­ska­den havde været psykisk fuld­stæn­dig velbe­fin­dende. Der var derfor ikke grund­lag for at antage, at kvin­den – hvis ikke de uberet­ti­gede beskyld­nin­ger var frem­kom­met og deraf følgende poli­ti­an­mel­delse – ville have udvik­let tilsva­rende svære kroni­ske psyki­ske gener. Kvin­den havde lige­le­des efter endt behand­ling i marts 2009 fuldt ud genop­ta­get sit arbejde. Der var derfor ikke grund­lag for at antage, at hun – hvis ikke de uberet­ti­gede beskyld­nin­ger var frem­kom­met og deraf følgende poli­ti­an­mel­delse – ville have været nødsa­get til at forlade arbejds­mar­ke­det og blive førtidspensionist.

Ved Anke­sty­rel­sens efter­føl­gende afgø­relse fik vi medhold i klagen. Anke­sty­rel­sen lagde ved sin afgø­relse vægt på, at kvin­dens psyki­ske sårbar­hed var øget forud for arbejds­ska­den, men at det ikke var over­ve­jende sand­syn­ligt, at hendes nuvæ­rende psyki­ske gener ville have udvik­let sig, hvis arbejds­ska­den ikke havde fundet sted. Anke­sty­rel­sen lagde endvi­dere vægt på, at kvin­den på tids­punk­tet for arbejds­ska­den var velfun­ge­rende på arbejds­mar­ke­det og havde en intakt erhverv­sevne. Anke­sty­rel­sen fandt det derfor ikke over­ve­jende sand­syn­ligt, at kvin­dens erhverv­sevne ville være påvir­ket, hvis arbejds­ska­den ikke havde fundet sted.

Resul­ta­tet blev dermed, at der hver­ken var grund­lag for at fore­tage fradrag i ménet eller erhverv­sev­ne­ta­bet, og kvin­den fik fuld erstatning.

Kommen­ta­rer:
Ifølge Elmer & Part­nere illu­stre­rer den admi­ni­stra­tive afgø­relse, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­der­nes bevis­byrde for fradrag i godt­gø­relse og erstat­ning er lige så tung i sager om psyki­ske sygdom som i sager om fysisk sygdom.

Den admi­ni­stra­tive afgø­relse illu­stre­rer også, at det ikke i sig selv kan danne grund­lag for fradrag, at den skade­lidte har en forud­be­stå­ende psykisk sårbarhed.

Even­tu­elle spørgs­mål til sagen kan rettes til Birgitte Filten­borg, som førte sagen på vegne af FOA – Fag og Arbejde for den skadelidte.

Birgitte Filtenborg

Advokat