Vigtig dom. Ret til tabt arbejdsfortjeneste under hele revalideringen på 3½ år

Østre Lands­ret har i en dom afsagt den 10. juni 2011 – modsat byret­ten – givet skade­lidte ret til fuld tabt arbejds­fortje­ne­ste under en 3½-årig reva­li­de­ring, hvor skade­lidte uddan­nede sig til bygnings­kon­struk­tør.

Skade­lidte, der var uddan­net blik­kensla­ger og arbej­dede som tagdæk­ker, fik ved en færds­el­su­lykke et rela­tiv alvor­ligt fodleds­brud, der gjorde, at han ikke kunne genop­tage arbej­det. Han kontak­tede kommu­nen, der bl.a. opfor­drede ham til at tale med fagfor­e­nin­gen om valg af uddan­nelse. Det lå fast, at han på næste møde i kommu­nen nævnte uddan­nel­sen til bygge­tek­nik­ker, der tager 2 år. Efter­føl­gende blev han bevil­get reva­li­de­ring til uddan­nelse til bygnings­kon­struk­tør, der tager 3½ år. Der kunne ikke frem­skaf­fes nærmere skrift­lig doku­men­ta­tion for den samtale med kommu­nens sags­be­hand­ler, hvor valg af uddan­nelse blev beslut­tet. Skade­lidte forkla­rede under rets­sa­gen, at sags­be­hand­le­ren havde sagt, at de ”ikke uddan­nede til arbejds­løs­hed”, så derfor duede uddan­nel­sen til bygge­tek­nik­ker ikke.

Det ansvar­lige forsik­rings­sel­skab (Topdan­mark) afvi­ste i første omgang at betale tabt arbejds­fortje­ne­ste med den begrun­delse, at de fandt det unød­ven­digt med reva­li­de­ring, da han blot kunne påtage sig ikke fodbe­la­stende arbejde og opnå nogen­lunde samme indtje­ning som før. Arbejds­ska­desty­rel­sen afgav heref­ter en midler­ti­dig udta­lelse, hvor­ef­ter erhverv­sev­ne­ta­bet blev vurde­ret til < 15 %, da den ende­lige vurde­ring først kunne fore­ta­ges efter endt reva­li­de­ring. Skade­lidte anlagde heref­ter rets­sag med krav om tabt arbejds­fortje­ne­ste frem til endt reva­li­de­ring. Deref­ter ændrede selska­bet stand­punkt og betalte frem til det tids­punkt, hvor skade­lidte kunne have været færdig med den 2‑årige uddan­nelse til bygge­tek­nik­ker. Sagen angik såle­des de sidste 1½ år, svarende til et krav på ca. 400.000 kr. Selska­bets syns­punkt var, at uddan­nel­sen til bygnings­kon­struk­tør var udtryk for ”over­re­va­li­de­ring”; altså at skade­lidte kunne have nøje­des med de 2 år uden at lide et varigt erhverv­sev­ne­tab, og dermed at skade­lidte ikke havde over­holdt sin ”tabs­be­græns­nings­pligt”. Det var byret­ten enig med selska­bet i, men ikke Østre Lands­ret.

Der blev lagt vægt på, at selska­bet var enigt i, at skade­lidte var beret­ti­get til reva­li­de­ring; altså at det var nødven­digt for at undgå et varigt erhverv­sev­ne­tab. Reva­li­de­ring skal tilret­te­læg­ges i samar­bejde med reva­li­den­den, dennes ønsker og forud­sæt­nin­ger og rettes mod områ­der med gode beskæf­ti­gel­ses­mu­lig­he­der. Den skal tilret­te­læg­ges, så den kan gennem­fø­res på så kort tid som muligt. Lands­ret­ten fandt, at kommu­nens bevil­ling var i over­ens­stem­melse med disse prin­cip­per, uden at der udtryk­ke­ligt er fore­ta­get en prøvelse heraf.

Det næste Lands­ret­ten lagde vægt på var, at skade­lidte ved at følge planen og gennem­føre havde ”medvir­ket aktivt til en afkla­ring af sin frem­ti­dige arbejd­s­evne og hermed tillige har søgt at begrænse sit økono­mi­ske tab” (citat fra forar­bej­derne til EAL 2002-loven om tabs­be­græns­nings­pligt). Da selska­bet omvendt ikke havde godt­gjort, at skade­lidte havde fore­ta­get sig noget, der havde medført, at reva­li­de­rings­pe­ri­o­den blev for lang, fand­tes skade­lidte ikke at have tilsi­de­sat sin tabs­be­græns­nings­pligt.

Kommen­tar:
Forsik­rings­sel­ska­berne har i en del sager frem­ført syns­punk­ter om ”over­re­va­li­de­ring”. Den nu fore­lig­gende dom er fuld­stæn­dig klar i begrun­del­sen, som refe­re­ret oven­for. Hvis skade­lidte havde nægtet at deltage i den bevil­gede reva­li­de­ring, og var der opstået et varigt erhverv­sev­ne­tab på mini­mum 15 %, ville selska­bet med sikker­hed have påberåbt sig mang­lende tabs­be­græns­ning i forhold til det krav.

Skade­lidte, der følger kommu­nens anvis­ning og beslut­nin­ger, skal ubetin­get have krav på tabt arbejds­fortje­ne­ste, mens de gener­hver­ver den tabte erhverv­sevne. Selvom det ud fra en baks­pejls­be­tragt­ning kunne være sket via en anden og kortere uddan­nelse, skal det ikke betyde, at skade­vol­der ikke skal betale tabt arbejds­fortje­ne­ste for hele peri­o­den. I denne sag kendte selska­bet via løbende aktind­sigt i syge­dag­pen­ge­sa­gens akter til valget af uddan­nelse og dermed læng­den for den peri­ode, de skulle betale tabt arbejds­fortje­ne­ste for. Hvis deres syns­punkt skulle have haft en (bedre) chance, skulle de som mini­mum have gjort skade­lidte opmærk­som på, at de mente, at uddan­nel­sen var unød­ven­dig lang. Så havde skade­lidte rent faktisk haft mulig­hed for at ændre og forkorte uddan­nel­sen (i denne sag, men det gælder selvsagt ikke i alle situ­a­tio­ner).

Der bør med dommen være sat en stop­per for ”over­re­va­li­de­rings­syns­punk­tet”. Dog er det fort­sat uvist, om selska­bet vil søge om tilla­delse til at anke dommen til Højeste­ret.

Spørgs­mål om dommen kan rettes til advo­kat Karsten Høj, kh@elmer-adv.dk, der repræ­sen­te­rede skade­lidte.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785