Resumé:
Højesteret har i dag, den 4. september 2009, afgjort, at skadelidte for hvert år, sygeperioden har varet, har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste svarende til 52 ugers løn med tillæg af 12,5 % heraf i feriegodtgørelse.
Faktum:
Skaden indtraf i marts måned 2003, og der var under sagen enighed om, at han var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til april 2007; altså i mere end 4 år. Uenigheden gik på, om erstatningen skulle beregnes ud fra 52 uger med eller uden tillæg af 12½ % feriegodtgørelse eller 47 uger + 12,5 % feriegodtgørelse, som hævdet af forsikringsselskabet.
Forsikringsselskabets synspunkt under sagen var, at skadelidte skulle stilles som om skaden ikke var indtruffet og i den situation, ville skadelidte hvert år have holdt 5 ugers ferie, hvor der ikke udbetales løn, og hvor der ikke optjenes feriegodtgørelse, svarende til at der skal betales i forhold 47 uger med tillæg af feriegodtgørelse. Særligt med henvisning til en Højesteretsdom fra 2004 (U2004.2227H) gjorde skadelidte gældende, at skaden betød, at han ikke kunne afholde ferie, og at han derfor havde krav på erstatning for alle uger i hele perioden med tillæg af feriegodtgørelse.
Højesterets begrundelse:
Højesteret starter med fastslå, at skadelidte har krav på at få erstattet ethvert arbejdsvederlag, der ikke allerede er dækket af de ydelser, der kan trækkes fra i tabet efter erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2 (løn under sygdom, sygedagpenge m.m.). Dernæst at feriegodtgørelse er en del af arbejdsvederlaget; også selvom det som udgangspunkt er øremærket til at afholde ferie. Endvidere at det følger af ferielovens § 13 og § 24, at en lønmodtager har krav på at få udbetalt feriegodtgørelse, når den pågældende på grund af sygdom, ikke har afholdt ferie. Derefter henviser Højesteret til begrundelsen i dommen fra 2004 og slår fast, at der er krav på erstatning for alle 52 uger med tillæg af 12 ½ % feriegodtgørelse, og at der ikke i erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2 er grundlag for at trække udbetalt feriegodtgørelse (for tidligere optjeningsår) fra i erstatningen for senere år.
Elmer & Partneres kommentar:
Indledningsvis skal det oplyses, at sagen for den skadelidte ikke er ført af Elmer & Partnere men af advokatfirmaet Bjørst ved Henrik Juel Halberg.
Højesteretsdom fra 2004 var meget klar, og derfor var det resultat, som Højesteret nu er nået frem til, ventet. Forsikringsselskaberne har de sidste 5 år – trods dommen fra 2004 – ikke villet acceptere betaling af tabt arbejdsfortjeneste i 52 uger med tillæg af 12½ % feriegodtgørelse, og det har givet et meget stort antal uafsluttede sager. Alle disse sager kan nu gøres færdige således, at forsikringsselskaberne og andre ansvarlige skal betale yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i overensstemmelse med dommen.
Elmer & Partnere kan kun opfordre alle, der i et fagforbund eller på anden måde rådgiver de skadelidte, til at gennemgå alle ikke afsluttede sager og sikre, at der opgøres tabt arbejdsfortjeneste for hele erstatningsperioden med den lønindtægt, som skadelidte ville have haft, med tillæg af 12½ %. Det er i denne sammenhæng uden betydning, om skadelidte var time- eller månedslønnet.
Er der spørgsmål til dommen og dens konsekvenser, kan de rettes til advokat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller tlf. 33676767.