Vigtig og principiel Højesteretsdom om forrentning af erstatning for lægemiddel- og patientskader

Skre­vet af Karsten Høj, advo­kat og part­ner 07-12-2020

Vigtig og prin­ci­piel Højeste­rets­dom om forrent­ning af erstat­ning for lægemiddel- og patientska­der. Myndig­he­der­nes prak­sis, om at behandle anmeldte skader i ”to tempi” tilsi­de­sat, så nu skal mange afgjorte sager genop­ta­ges, og patien­ter skal have tilkendt yder­li­gere erstatning.

 

Om sagen

En kvinde anmeldte en blod­prop som følge af p‑piller den 11. april 2013 og Patien­ter­stat­nin­gen aner­kendte i januar 2015, at hun som følge af en læge­mid­delskade (omfat­tet af klage- og erstat­nings­lo­ven) var beret­ti­get til erstat­ning. Patien­ter­stat­nin­gen traf i august 2015 afgø­relse om, at den skade­lidte patient for peri­o­den fra den 1. januar 2011 til den 31. decem­ber 2014 havde krav på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste med godt 1 mio. kr. forren­tet fra den 9. april 2015. Afgø­rel­sen blev med hensyn til rente­tids­punk­tet påkla­get til Anke­næv­net for Patien­ter­stat­nin­gen, som i maj 2016 stad­fæ­stede afgørelsen.

Sagen for Højeste­ret angik, hvor­vidt skade­lidte havde krav på forrent­ning af den tilkendte erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste fra et tidli­gere tids­punkt end den 9. april 2015. Skade­lid­tes syns­punkt var, at erstat­nin­gen skulle forren­tes fra de tids­punk­ter, hvor Patien­ter­stat­nin­gen kunne have haft de nødven­dige oplys­nin­ger. Patientska­de­myn­dig­he­der­nes syns­punkt var, at det var lovligt først at indhente oplys­nin­ger til brug for erstat­nings­fast­sæt­tel­sen efter, at der var truf­fet afgø­relse om patien­tens ret til erstat­ning. Det er en prak­sis, som er fulgt i mange sager.

 

Højesteretsdom

Højeste­ret fastslog (ikke over­ra­skende), at erstat­ning for patientska­der fast­sæt­tes efter de almin­de­lige udmå­lings­reg­ler i erstat­nings­ansvars­lo­ven, og at det også gælder reglen i § 16 om forrentning.

Højeste­ret fandt deref­ter, at der ikke er regler, der gør, at Patien­ter­stat­nin­gen ikke må indhente oplys­nin­ger til brug for bedøm­mel­sen af stør­rel­sen af en erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste forud for Patien­ter­stat­nin­gens afgø­relse af, om en anmeldt skade kan aner­ken­des. Der er dog heller ikke regler, der forhin­drer Patien­ter­stat­nin­gen i at indrette sin sags­be­hand­ling såle­des, at anmeldte skader ”oply­ses i to trin”. Men den mulig­hed bety­der imid­ler­tid ikke, at de erstat­nings­krav, som skaden giver anled­ning til, ikke skal forren­tes fra 1 måned efter, at Patien­ter­stat­nin­gen har været i stand til at indhente de oplys­nin­ger, der er fornødne til bedøm­melse af erstat­nin­gens stør­relse, jf. formu­le­rin­gen i erstat­nings­ansvars­lo­vens § 16, stk. 1.

Som sagen forelå oplyst, fandt Højeste­ret, at skade­lid­tes krav på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste for peri­o­den fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skulle forren­tes fra den 23. juni 2013. Dermed gav Højeste­ret Patien­ter­stat­nin­gen en måned mere end Østre Lands­ret til at have indhen­tet de nødven­dige oplys­nin­ger. For peri­o­den 1. april 2013 – 31. decem­ber 2013 skulle der ske forrent­ning fra 1. februar 2014 og for peri­o­den 1. januar 2014 – 31. decem­ber 2014 fra 1. februar 2015. Det var både by- og lands­ret også nået frem til.

 

Elmers kommentarer

Med dommen tilsi­de­satte Højeste­ret såle­des patientska­de­myn­dig­he­der­nes mange­årige prak­sis, om at det at behandle anmeldte skader i to tempi; dvs. ved først at oplyse sagen for at kunne tage stil­ling til aner­ken­delse og dernæst at oplyse sagen vedrø­rende de enkelte erstat­nings­krav, ikke udsky­der forrent­nings­tids­punk­tet. Selvom det i mange tilfælde er ret oplagt, at det er en ratio­nel og hensigts­mæs­sig måde at tilret­te­lægge sags­be­hand­lin­gen på, så udsky­der det ikke blot forrent­nings­tids­punk­tet i de sager, der ender med at blive aner­kendt. Men derfor kan denne måde at sags­be­handle sagerne på stadig være fornuf­tig i forhold til ressour­ce­for­brug.  Det må Patien­ter­stat­nin­gen nu forholde sig til, om de vil ændre på.

Når man læser Højeste­rets dom (her), er det noget påfal­dende, at myndig­he­derne gjorde så meget ud af at påberåbe sig person­da­ta­ret­lige og forvalt­nings­ret­lige prin­cip­per, der er sat i verden for at beskytte borgerne; her de skade­lidte, når det i givet fald ville have ført til, at skade­lidte ville være endt op med en mindre erstat­ning. Disse syns­punk­ter afvi­ste Højeste­ret da også ret klart.

Mange sager er med dommen afgjort forkert. Patien­ter­stat­nin­gen har alle­rede samme dag, som dommen blev afsagt den 4. decem­ber 2020, meddelt, at de selv tager alle sager, der er mindre end 3 år op; se meddel­el­sen her.

Det er pris­vær­digt, at en myndig­hed, der er blevet under­kendt, så hurtigt melder ud, hvad der kommer til at ske.

Så må vi se, om anven­del­sen af den almin­de­lige foræl­del­ses­frist på 3 gamle år er hold­bar, eller om Patien­ter­stat­nin­gen ender med at skal gå længere tid tilbage.

Sagen for patien­ten er ført af advo­kat Søren Kroer fra advo­kat­fir­maet Kroer & Fink.

Spørgs­mål om sagen og dens betyd­ning kan ske til advo­kat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller 20830378.

 

Kontakt os

Har du spørgsmål eller brug for hjælp? Udfyld kontaktformularen, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

Læs også om