Vigtig og principiel Højesteretsdom om forrentning af erstatning for lægemiddel- og patientskader

Vigtig og principiel Højesteretsdom om forrentning af erstatning for lægemiddel- og patientskader. Myndighedernes praksis, om at behandle anmeldte skader i ”to tempi” tilsidesat, så nu skal mange afgjorte sager genoptages, og patienter skal have tilkendt yderligere erstatning.

Om sagen

En kvinde anmeldte en blodprop som følge af p-piller den 11. april 2013 og Patienterstatningen anerkendte i januar 2015, at hun som følge af en lægemiddelskade (omfattet af klage- og erstatningsloven) var berettiget til erstatning. Patienterstatningen traf i august 2015 afgørelse om, at den skadelidte patient for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2014 havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med godt 1 mio. kr. forrentet fra den 9. april 2015. Afgørelsen blev med hensyn til rentetidspunktet påklaget til Ankenævnet for Patienterstatningen, som i maj 2016 stadfæstede afgørelsen.

Sagen for Højesteret angik, hvorvidt skadelidte havde krav på forrentning af den tilkendte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra et tidligere tidspunkt end den 9. april 2015. Skadelidtes synspunkt var, at erstatningen skulle forrentes fra de tidspunkter, hvor Patienterstatningen kunne have haft de nødvendige oplysninger. Patientskademyndighedernes synspunkt var, at det var lovligt først at indhente oplysninger til brug for erstatningsfastsættelsen efter, at der var truffet afgørelse om patientens ret til erstatning. Det er en praksis, som er fulgt i mange sager.

Højesteretsdom

Højesteret fastslog (ikke overraskende), at erstatning for patientskader fastsættes efter de almindelige udmålingsregler i erstatningsansvarsloven, og at det også gælder reglen i § 16 om forrentning.

Højesteret fandt derefter, at der ikke er regler, der gør, at Patienterstatningen ikke må indhente oplysninger til brug for bedømmelsen af størrelsen af en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste forud for Patienterstatningens afgørelse af, om en anmeldt skade kan anerkendes. Der er dog heller ikke regler, der forhindrer Patienterstatningen i at indrette sin sagsbehandling således, at anmeldte skader ”oplyses i to trin”. Men den mulighed betyder imidlertid ikke, at de erstatningskrav, som skaden giver anledning til, ikke skal forrentes fra 1 måned efter, at Patienterstatningen har været i stand til at indhente de oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af erstatningens størrelse, jf. formuleringen i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.

Som sagen forelå oplyst, fandt Højesteret, at skadelidtes krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. marts 2013 skulle forrentes fra den 23. juni 2013. Dermed gav Højesteret Patienterstatningen en måned mere end Østre Landsret til at have indhentet de nødvendige oplysninger. For perioden 1. april 2013 – 31. december 2013 skulle der ske forrentning fra 1. februar 2014 og for perioden 1. januar 2014 – 31. december 2014 fra 1. februar 2015. Det var både by- og landsret også nået frem til.

Elmers kommentarer

Med dommen tilsidesatte Højesteret således patientskademyndighedernes mangeårige praksis, om at det at behandle anmeldte skader i to tempi; dvs. ved først at oplyse sagen for at kunne tage stilling til anerkendelse og dernæst at oplyse sagen vedrørende de enkelte erstatningskrav, ikke udskyder forrentningstidspunktet. Selvom det i mange tilfælde er ret oplagt, at det er en rationel og hensigtsmæssig måde at tilrettelægge sagsbehandlingen på, så udskyder det ikke blot forrentningstidspunktet i de sager, der ender med at blive anerkendt. Men derfor kan denne måde at sagsbehandle sagerne på stadig være fornuftig i forhold til ressourceforbrug.  Det må Patienterstatningen nu forholde sig til, om de vil ændre på.

Når man læser Højesterets dom, er det noget påfaldende, at myndighederne gjorde så meget ud af at påberåbe sig persondataretlige og forvaltningsretlige principper, der er sat i verden for at beskytte borgerne; her de skadelidte, når det i givet fald ville have ført til, at skadelidte ville være endt op med en mindre erstatning. Disse synspunkter afviste Højesteret da også ret klart.

Mange sager er med dommen afgjort forkert. Patienterstatningen har allerede samme dag, som dommen blev afsagt den 4. december 2020, meddelt, at de selv tager alle sager, der er mindre end 3 år op; se meddelelsen her.

Det er prisværdigt, at en myndighed, der er blevet underkendt, så hurtigt melder ud, hvad der kommer til at ske.

Så må vi se, om anvendelsen af den almindelige forældelsesfrist på 3 gamle år er holdbar, eller om Patienterstatningen ender med at skal gå længere tid tilbage.

Sagen for patienten er ført af advokat Søren Kroer fra advokatfirmaet Kroer & Fink.

Spørgsmål om sagen og dens betydning kan ske til advokat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk eller 20830378.