nyheder

Erstatningsnævnet dømt i Landsretten.

Voldsoffer havde ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for sygeperiode på samlet 20 måneder, opstået 8 måneder efter overfald, og selvom hun var afskediget af andre grunde end overfaldet.

Vestre Landsret har den 22. maj 2015 afsagt dom i sag om et voldsoffers ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og bestemte, at voldsofferet er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i hele den krævede periode på 20 måneder.

En kvindelig pædagog var den 19. juli 2009 udsat for et voldeligt overfald af beboer på det bosted, hvor hun var ansat. Trods gener, særligt psykiske, fortsatte pædagogen med at arbejde i perioden efter overfaldet. Den 7. januar 2010 blev pædagogen opsagt, grundet nedskæringer på arbejdsstedet, og det måtte derfor i bedømmelsen af kravet på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste lægges til grund, at pædagogen selv hvis hun ikke havde været udsat for det voldelige overfald var blevet opsagt.

Den 15. marts 2010 skulle pædagogen vidne i straffesagen mod beboeren, som havde overfaldet hende. I Retten blev pædagogens gener retraumatiseret, idet voldskvinden beskyldte hende for at være skyld i straffesagen, hvilket bevirkede at pædagogens verden faldt sammen og hun blev sygemeldt herefter uden efterfølgende at komme tilbage på arbejdsmarkedet.  Hun blev i april 2012 tilkendt førtidspension. Arbejdsskadestyrelsen havde anerkendt overfaldet som en arbejdsskade, og fastsatte i oktober 2010 pædagogens varige mén til 10 %.

Ved sagens behandling for Erstatningsnævnet blev der krævet erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra tidspunktet for pædagogens fratrædelse efter opsigelsen, den 1. maj 2010, og frem til virkningstidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab, den 15. december 2011. Periode på i alt 20 måneder. Erstatningsnævnet afslog at pædagogen i nogen del af perioden, 1. maj 2010 – 15. december 2011, havde sandsynliggjort hun ville havde opnået beskæftigelse og lønindtægt, selv hvis det blev lagt til grund at hun ikke havde været udsat for voldsepisoden samt episoden i Retten, hvor hun skulle vidne mod voldskvinden. I Erstatningsnævnets afgørelse begrundes afslaget konkret som følger:

”Nævnet har endelig lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at De ville have opnået beskæftigelse andetsteds. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremsendt dokumentation for, at De ville være tilbudt arbejde i perioden.” og:

”Der foreligger således f.eks. ingen oplysninger om, at De havde konkrete aftaler om ansættelse et andet sted, og der er herefter ikke dokumenteret et tab, som nævnet kan erstatte.”

Retten i Sønderborg nåede i lighed med Erstatningsnævnet frem til, at pædagogen ikke var berettiget til erstatning i nogen del af den 20 måneder lange periode, som der var nedlagt påstand om. Byretten lagde ganske vist til grund; at pædagogen forud for tilskadekomsten havde haft et i al væsentlig fast og stabilt tilknytningsforhold til arbejdsmarkedet, men afviste kravet da pædagogen ifølge Retten i Sønderborg ikke havde sandsynliggjort at hun i erstatningsperioden eller dele af erstatningsperioden ville havde opnået beskæftigelse og lønindtægt. Blandt andet fremgår det af præmisserne fra Retten i Sønderborgs dom:

”Det kan endeligt lægges til grund, at skadelidte, efter modtagelse af opsigelsen, har søgt én stilling i By X, som hun fik afslag på, og at hun ikke i øvrigt, før og efter den 16. marts 2010, har søgt anden beskæftigelse.”

Til dette skal det bemærkes, at voldsofferet blev sygemeldt den 16. marts 2010 og aldrig derefter kom tilbage på arbejdsmarkedet, og derfor selvsagt ikke fra den 16. marts 2010 søgte arbejde.

Vestre Landsrets præmisser lyder som følger i den helhed:

”Skadelidte var på tidspunktet for hændelserne den 19. juli 2009 og den 15. marts 2010 i beskæftigelse, og det må under hensyn til hendes langvarige og faste tilknytning til arbejdsmarkedet sammenholdt med det oplyste om beskæftigelsesmulighederne for pædagoger antages, at hun – såfremt hun ikke var blevet syg – ville have opnået beskæftigelse som pædagog i hele perioden fra den 1. maj 2010 til den 15. december 2011. Hun har derfor krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.”

KOMMENTAR:
Dommen er endnu et eksempel på, at Erstatningsnævnet vurderer voldsofres ret til erstatning meget restriktivt. I dette tilfælde derved, at offeret skal føre et næsten umuligt bevis; nemlig ”dokumentation for, at De ville være tilbudt arbejde i perioden.” eller

”… havde konkrete aftaler om ansættelse et andet sted,”

Elmer & Partnere ser Vestre Landsrets dom som cementering af gældende retspraksis på dette område, hvor der er to overordnede centrale forhold i bedømmelsen af om en skadelidt har sandsynliggjort at den pågældende ville havde opnået beskæftigelse og lønindtægt, hvis det lægges til grund at den skadelidte ikke havde været ude for en ulykke. De to centrale forhold er den skadelidtes forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet før ulykken samt ledigheden indenfor relevante brancher i erstatningsperioden. Der skal henvises til Vestre Landsrets dom af 13. januar 2012, optrykt i FEF-Portalen. Det er derfor glædeligt, at Erstatningsnævnets afvisningsgrund om, at den skadelidte i den konkrete sag ikke har kunne fremvise konkrete aftaler om ansættelse i erstatningsperioden, end ikke bemærkes i Vestre Landsrets præmisser. Erstatningsnævnets krav til dokumentation for sandsynliggørelse af om den skadelidte ville havde opnået beskæftigelse og lønindtægt er også udtryk for det umuliges kunst, da den skadelidte var sygemeldt fra den 15. marts 2010 og aldrig kom tilbage til arbejdsmarkedet.

Sagen er ført af FOA – Fag og Arbejde på vegne af pædagogen ved advokat Jesper Rossau Jensen.

DEL:Share on FacebookShare on Google+Tweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Jesper Rossau Jensen

Advokat

Direkte: +45 3367 6789

NYHEDSBREV SIGN-UP

Du er tilmeldt vores nyhedsbrev