fbpx

Vikarprincippet skulle anvendes frem for totalindkomstprincippet: 6 mio. kr. i erstatning til selvstændig erhvervsdrivende

Retten i Glostrup har for nylig afgjort, at en selvstændig erhvervsdrivende har ret til en samlet erstatning på ca. 6 mio. kr.

Manden var ansat som direktør i et selskab, som han selv var medejer af. I 2011 var han udsat for en alvorlig trafikulykke. Efter ulykken blev mandens løn og arbejdstid gradvist reduceret til ca. ¼, og selskabet ansatte nye medarbejdere, som overtog hovedparten af mandens arbejdsopgaver. Selskabet havde dog fortsat store overskud og udbetalte meget store udbytter til mandens holdingselskab.

Sagen angik derfor navnlig, om mandens erhvervsevnetab skulle vurderes efter totalindkomstprincippet eller efter vikarprincippet.

 

Trafikulykke i 2011

Manden blev i 2011 påkørt af en bil, mens han var ude og cykle.

På tidspunktet for ulykken var han ansat som direktør i et driftsselskab, der var ejet af et holdingselskab, som han ejede sammen med en anden. Inden ulykken oppebar han en løn på 50.000 kr. om måneden.

Trods flere forsøg på at vende tilbage til sit arbejde på normal vis, blev hans arbejdstid og løn gradvist reduceret. Samtidig var virksomheden nødt til at ansætte flere folk, der kunne overtage de opgaver, som han ikke længere var i stand til at varetage.

I 2014 blev hans arbejdstiden sat ned til 10 timer om ugen, og lønnen blev forholdsmæssigt sat ned til 9.500 kr. om måneden. Hverken timetal eller månedsløn har ændret sig siden.

 

Store udbytter udbetalt til holdingselskabet

I årene efter ulykken leverede driftsselskabet positive regnskaber med store overskud. Driftsselskabet udbetalte samtidig store udbytter til holdingselskabet.

I 2015 blev mandens varige mén fastsat til 40 %. I 2016 vurderede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) imidlertid i en vejledende udtalelse, at mandens erhvervsevnetab var nedsat med mindre end 15 %. Som begrundelse herfor anførte AES i udtalelsen, at man ved vurderingen af erhvervsevnetabet havde anvendt totalindkomstprincippet, hvorefter også andelen i virksomhedens overskud udtrykker evnen til at tjene penge. Ifølge AES var det derimod uden selvstændig betydning, at mandens arbejdstid og løn var blevet nedsat, da han som medejer af virksomheden selv havde indflydelse på disse forhold.

Og da der i en årrække før og efter ulykken var udbetalt udbytter på mellem 1 og 10 mio. kr. årligt, vurderede AES, at mandens indtjeningsevne ikke var påvirket efter skaden.

 

Erhvervsevnetab skulle vurderes efter vikarprincippet

På vegne af manden indledte vi herefter retssag mod skadevolders forsikringsselskab. Under retssagen gjorde vi gældende, at erhvervsevnetabet ifølge erstatningsansvarslovens § 5 skal fastsættes til forskellen mellem den indtægt ved arbejde, som manden ville have kunnet skaffe sig, hvis skaden ikke var sket og den indtægt, som han efter skaden er eller bør være i stand til at skaffe sig ved udnyttelse af den resterende erhvervsevne.

Inden tilskadekomsten den 11. december 2011 arbejdede manden mere end fuld tid og havde en årlig indtægt på godt 600.000 kroner. Som følge af tilskadekomsten er han imidlertid kun i stand til at arbejde cirka 10 timer om ugen med en deraf følgende årlig indtjening på cirka 180.000 kroner. Erhvervsevnetabsprocenten kan derfor passende fastsættes til 70.

I forhold til årslønsfastsættelsen gjorde vi gældende, at AES’ anvendelse af totalindkomstprincippet var forkert. I en situation som den foreliggende, hvor der i virksomheden var og er et større antal beskæftigede, skal i stedet anvendes det såkaldte ”vikarprincip”. Efter vikarprincippet skal årslønnen fastsættes svarende til lønudgiften til ansættelse af en person, der skal varetage de funktioner, som den skadelidte ikke længere kan varetage, eventuelt med et tillæg, jf. bl.a. Højesterets dom af 13. september 2013 trykt i UfR 2013.3336H. Beløbet skal dog forhøjes med et tillæg henset til, at mandens arbejdsindsats må antages at have været større end vikarens og til, at manden som person havde en væsentlig betydning for omsætningen i forretningen.

 

Rettens afgørelse

Byretten har for nylig dømt skadevolders forsikringsselskab til at betale samlet ca. 6 mio. kr. i erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

I præmisserne henviser byretten til, at AES har fastsat méngraden til 40%, at manden nu kun arbejder 10 timer om ugen, og at hans lønindtægt er reduceret med 70%. Endvidere henviser byretten til, at kommunen har bevilget manden tilskud til selvstændig virksomhed efter reglerne i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Retten lægger derfor til grund, at manden i sin nuværende stilling udnytter sin erhvervsevne i fuldt muligt omfang.

Videre anfører retten i præmisserne, at det ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten ikke skal tillægges betydning, at manden fortsat er medejer af holdingselskabet, og at driftsselskabet fortsat har givet overskud og har udbetalt udbytte til holdingselskabet. Retten har herved lagt vægt på, at der er tale om en virksomhed med adskillige ansatte, og at manden ikke kontroller virksomheden alene.

Ifølge byretten skal udbytte udbetalt fra driftsselskabet til holdingselskabet sidestilles med sædvanligt investeringsafkast. Derimod skal udbytte ikke ses som udtryk for indtjening beroende på en arbejdsindsats.

Byretten tilsidesatte derfor AES’ vurdering og fandt, at erhvervsevnetabsprocenten passende skulle fastsættes til 70 % varende til den nedgang i direkte lønindkomst, som manden har oplevet efter ulykken.

Samtidig fastsatte byretten årslønnen skønsmæssigt med udgangspunkt i lønudgiften til den medarbejder, der blev ansat til at overtage mandens arbejdsopgaver, forhøjet med et tillæg på grund af mandens særlige betydning for virksomheden.

Manden fik således fuldt ud medhold i den nedlagte påstand.

Dommen er ikke anket.

Du kan læse byrettens dom her.

 

Dommens betydning

Dommen har stor betydning for udmåling af erhvervsevnetabserstatning til medejere af virksomheder med adskillige ansatte. For sådanne personer finder vikarprincippet – og ikke totalindkomstprincippet – anvendelse, og udbetaling af udbytte skal ikke tillægges betydning ved vurdering af erhvervsevnetabet.

Dommen må tilsvarende antages at få betydning for fastsættelse af sådanne personers erhvervsevnetab i pensionsforsikringssager, hvor pensionsforsikringsselskaberne – ligesom AES – urigtigt anvender totalindkomstprincippet ved vurderingen af forsikringstagerens tab af erhvervsevne.

Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Gert Willerslev, der har ført sagen for skadelidte.

 

Gert Willerslev

Partner

Læs også om