Ankestyrelsen dømt i Vestre Landsret — Akutte rygsmerter var en ulykke selvom den tilgrundliggende årsag var en forudbestående rygsvaghed

FOA — Fag og Arbejde har i en sag ved Vestre Lands­ret fået medhold i, at en hjem­me­hjæl­per var udsat for en ulykke, da hun pådrog sig akutte rygs­mer­ter i forbin­delse med hånd­te­ring af en beboer.

Sagen hand­lede om en kvinde, der i mange år havde arbej­det som hjem­me­hjæl­per og bela­stet sin ryg dels i det daglige arbejde og dels i forbin­delse med enkel­tepi­so­der. Kvin­den havde i mange år haft tilba­ge­ven­dende peri­o­der med rygs­mer­ter, og hun var flere gange blevet rønt­ge­nun­der­søgt og skan­net, lige­som hun var blevet behand­let med fysi­o­te­rapi.

En dag på sit arbejde fik hjæl­pe­ren rygs­mer­ter, da en gang­be­svæ­ret borger med rolla­tor — som hun var ved at følge til toilet­tet og støt­tede ved at holde fast i bukse­lin­nin­gen — plud­se­lig gav efter i knæene og sank sammen. Det gik så stærkt, at hjæl­pe­ren ikke nåede at slippe borge­rens bukse­lin­ning, og hun blev truk­ket med ned. Borge­ren, der fort­sat havde fat i rolla­to­ren, fik hejst sig op igen, og da hjæl­pe­ren rettede sig op fra den skæve og vredne stil­ling, som hun var havnet i, mærkede hun et knæk over lænden og stærke lændes­mer­ter. Det hele gik meget hurtigt.

Anke­sty­rel­sen afvi­ste, at der var tale om en ulykke i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand. Der blev heref­ter anlagt rets­sag mod Anke­sty­rel­sen.

I byret­ten forkla­rede Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent, at den indt­rå­dte hændelse ikke var egnet til at medføre lænde­rygs­mer­terne. ”Der er i patien­tens histo­rik beskre­vet lang­va­rige proble­mer med lænde­rygs­mer­ter forud for episo­den. En forud­be­stå­ende svag ryg medfø­rer, at skader kan ske, bare ved at man rejser sig, men så er det i virke­lig­he­den den egen indre svag­hed, der er årsa­gen, og ikke hændel­sen” … ”Det har ingen betyd­ning for vurde­rin­gen, at hun blev truk­ket ned af bebo­e­ren i en skæv og vredet stil­ling. Denne bevæ­gelse er ikke egnet til at medføre sådanne lænde­rygs­mer­ter.” … ”… episo­den [kan] ikke forår­sage smer­terne i sig selv. Den inde­bæ­rer ikke en tilstræk­ke­lig belast­ning, heller ikke når man indreg­ner den del, hvor hun bliver truk­ket med ned af bebo­e­ren.”

Med henvis­ning til læge­kon­su­len­tens forkla­ring fandt byret­ten ikke, at der var tilstræk­ke­lig bevis for årsags­sam­men­hæng mellem hændel­sen og skaden, og Anke­sty­rel­sen blev frifun­det.

Sagen blev anket til lands­ret­ten.

Under ankesa­gen blev sagen fore­lagt for Retslæ­ge­rå­det, som blandt andet afgav følgende svar:

”En hændelse som beskre­vet i spørgs­må­let — bela­stet vrid og knæk i ryggen — vil godt kunne give anled­ning til akut opstå­ede rygs­mer­ter,” spørgs­mål 1.

”… En subjek­tiv ople­velse i kampens hede af ”at knæk­ket kom på vej op igen” er som selv­stæn­digt udsagn uden større betyd­ning” for vurde­rin­gen af om hændel­sen har været årsag til de akutte rygs­mer­ter, spørgs­mål 2.

”Sagsø­gers rygli­delse drejer sig om uspe­ci­fikke rygs­mer­ter. Sådanne kan opstå uden kendt årsag,” spørgs­mål A.

På et spørgs­mål om den tilgrund­lig­gende årsag til kvin­dens rygge­ner, svarede Retslæ­ge­rå­det ende­lig; ”… at rygge­nerne er forår­sa­get af forud­be­stå­ende rygs­vag­hed, og at hændel­sen… har udløst øgede rygs­mer­ter,” spørgs­mål F.

Anke­sty­rel­sen gjorde under ankesa­gen især gældende, at det forhold, at en given hændelse udlø­ser smer­ter ikke doku­men­te­rer, at hændel­sen er egnet til at forår­sage en personskade, og at der ikke fore­lig­ger en ulykke i arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand, blot fordi en hændelse har udløst smer­ter, hvis smer­terne har en anden tilgrund­lig­gende årsag, som i dette tilfælde.

Anke­sty­rel­sen fandt derfor, at Retslæ­ge­rå­dets udta­lelse under­støt­tede Anke­sty­rel­sens vurde­ring, hvor­ef­ter hændel­sen ikke var egnet til at forår­sage rygge­nerne, samt at den tilgrund­lig­gende årsag til kvin­dens rygs­mer­ter var hendes forud­be­stå­ende rygs­vag­hed.

FOA — Fag og Arbejde gjorde for hjæl­pe­ren deri­mod gældende, at Anke­sty­rel­sens vurde­ring og begrun­delse for at afvise at aner­kende hændel­sen som en ulykke netop var afkræf­tet med Retslæ­ge­rå­dets svar på spørgs­mål 1 og 2. Det samme gjaldt både vurde­rin­gen fra Anke­sty­rel­sens læge­kon­su­lent og byret­tens vurde­ring, idet byret­ten havde lagt afgø­rende vægt på læge­kon­su­len­tens vurde­ring og forkla­ring for retten.

Hændel­sen kunne ifølge Retslæ­ge­rå­dets svar på spørgs­mål 1 godt give anled­ning til akut opstå­ede rygs­mer­ter, og hændel­sen havde efter Retslæ­ge­rå­dets opfat­telse udløst øgede rygs­mer­ter, jf. svar på spørgs­mål F. At Retslæ­ge­rå­det samti­dig i svar på spørgs­mål F havde anført, at rygge­nerne var forår­sa­get af forud­be­stå­ende rygs­vag­hed udeluk­kede ikke årsags­sam­men­hæng. Den tilgrund­lig­gende årsag til smer­terne er netop ikke afgø­rende. Afgø­rende er deri­mod den udlø­sende årsag; om det er en tilfæl­dig­hed, at smer­terne opstod i tilslut­ning til hændel­sen, eller om der er en biolo­gisk og logisk forkla­ring på, at smer­terne opstod som følge af hændel­ses­for­lø­bet som i kvin­dens tilfælde.

Anke­sty­rel­sen blev ved dom af 19. april 2013 fra Vestre Lands­ret dømt til at aner­kende, at hændel­sen er en ulykke omfat­tet af arbejds­ska­desik­rings­lo­ven.

Lands­ret­ten fandt, at forlø­bet den pågæl­dende dag måtte vurde­res i sin helhed, såle­des at der ikke kunne lægges afgø­rende vægt på, at kvin­den først mærkede knæk­ket i ryggen, da hun var ved at rejse sig. Lands­ret­ten lagde heref­ter til grund, at kvin­dens ryg ved hændel­sen blev udsat for en plud­se­lig påvirk­ning, der var en følge af arbej­det. Påvirk­nin­gen måtte efter Retslæ­ge­rå­dets svar på spørgs­mål 1 anses for at være egnet til at forår­sage skaden i form af akut opstå­ede rygs­mer­ter. Lands­ret­ten lagde heref­ter til grund, at hændel­sen forår­sa­gede en forvær­ring af kvin­dens forud­be­stå­ende rygli­delse i form af øgede rygs­mer­ter. Lands­ret­ten bemær­kede herved, at der efter forar­bej­derne stil­les beskedne læge­lige krav til en anmeldt skade, og at for eksem­pel forbi­gå­ende smer­ter vil opfylde betin­gel­sen om, at der er tale om en personskade.

Kommen­ta­rer:
Dommen illu­stre­rer, at en indt­rådt forvær­ring af en forud­be­stå­ende sygdom kan aner­ken­des, hvad enten der er tale om en forbi­gå­ende eller varig forvær­ring — det frem­går også ekspli­cit af forar­bej­derne til arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 6, stk. 1.

Dommen illu­stre­rer heru­d­over, at man skal tage den skade­lidte som skade­lidte er, og at en indt­rådt forvær­ring af en forud­be­stå­ende sygdomstil­stand såle­des skal aner­ken­des, hvis der har været tale om en belast­ning, som kan forklare den akut indt­rå­dte beska­di­gelse af den skade­lid­tes helbredstil­stand (forstået som den tilstand helbre­det er i på skades­tids­punk­tet).

Even­tu­elle henven­del­ser om sagen kan ske til Birgitte Filten­borg, som førte sagen for FOA — Fag og Arbejde.

Advokat Birgitte Filtenborg

Birgitte Filtenborg

Advokat

Direkte: +45 3367 6773