Søren Kjær Jensen har herom ført og vundet et betydeligt antal landsrets- og højesteretssager, som alle har bidraget væsentligt til at fastlægge rækkevidden af Ankestyrelsens bevisbyrde, når der skal udmåles erstatning efter en arbejdsskade.
Det følger af arbejdsskadesikringsloven, at hvis man har fået anerkendt en arbejdsskade, så skal et påvist mén eller et påvist erhvervsevnetab anses at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. Afgrænsningen af denne bevisformodningsregel har givet anledning til en omfattende retspraksis – også ved Højesteret – hvor navnlig to højesteretssager ført og vundet af Søren Kjær Jensen i 1990’erne. Det drejer sig om Højesterets domme af 4. december 1997 og af 3. september 1998.
Elmer Advokater har i mange år haft – og har fortsat ved navnlig Søren Kjær Jensen – fokus på at sikre en fastholdelse af den praksis, der er fastlagt ved disse domme. Højesterets praksis indebærer nemlig, at enhver bevismæssig tvivl om årsagssammenhængen mellem en anerkendt arbejdsskade og det efterfølgende påviste mén og erhvervsevnetab skal komme Ankestyrelsen til skade, og skadelidte til gavn.
Ankestyrelsen har ikke holdt sig tilbage fra at få afprøvet afgrænsningen, men Højesteret har nu i en dom fra december 2015 gentaget sin tidligere praksis. Højesteret udtalte, at en afkræftelse af bevisformodningsreglen kræver en sædvanlig konkret bevisbedømmelse, der kan sidestilles med den, der kræves ved bedømmelse af forudbestående lidelser. Højesteret henviste herefter til bl.a. en af de første sager, der blev ført og vundet i 1998 af Søren Kjær Jensen, hvor Højesteret udtalte, at Ankestyrelsen ikke havde godtgjort, at skadelidtes konkurrerende nakkelidelse frembød en nærliggende risiko for på ny at fremkalde smerter, der ville påvirke erhvervsevnen.