Ankestyrelsen dømt til at anerkende hændelse som en arbejdsulykke

Retten i Kolding har 23. okto­ber 2015 afsagt dom, hvor­ef­ter Anke­sty­rel­sen er blevet dømt til at aner­kende, at en pæda­gog­med­hjæl­pers tilska­de­komst med rygge­ner skulle aner­ken­des som en arbejds­u­lykke.

Histo­rien
Pæda­gog­med­hjæl­pe­ren fik den 30. decem­ber 2010 smer­ter i blandt andet ryg og nakke, da hun med et barn i hver hånd trådte ud i en sneg­lat skole­gård, som viste sig også at være isglat. Det lykke­des hende at undgå at falde, men i forsø­get på at genop­rette balan­cen fik hun umid­del­bart gener i blandt andet nakke og ryg.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og senere Anke­sty­rel­sen afvi­ste at aner­kende tilfæl­det efter Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven, med den begrun­delse at hændel­sen ikke var egnet til at medføre nakke­ge­ner, herun­der den efter­føl­gende konsta­te­rede diskuspro­laps i nakken. Der blev heref­ter anlagt rets­sag mod Anke­sty­rel­sen og i den forbin­delse indhen­tet vurde­rin­ger fra Retslæ­ge­rå­det.

Pæda­gog­med­hjæl­pe­ren havde ikke tidli­gere haft bety­de­lige ryg- eller nakke­ge­ner. På spørgs­mål fra Kamme­rad­vo­ka­ten, om hvor­vidt generne måtte anta­ges at være forbi­gå­ende og såle­des gå i sig selv igen uanset behand­ling eller ej, svarer Retslæ­ge­rå­det, at generne ”kan være forbi­gå­ende, men der findes ikke mulig­hed for at vurdere, om dette bliver tilfæl­det, eller om der vil være varige gener”.

Retslæ­ge­rå­det udtalte endvi­dere, at den ved en senere MR scan­ning påvi­ste diskuspro­laps var ”forud­be­stå­ende i forbin­delse med dege­ne­ra­tive foran­drin­ger i hals­hvir­vel­søj­len og som sådan kan være medvir­kende årsag”.

Retslæ­ge­rå­det udtalte desu­den på spørgs­må­let, om hvor­vidt de forud­be­stå­ende forhold var at betragte som værende enten en forud­be­stå­ende ”lidelse®”; eller en ”dispo­si­tion for udvik­ling af lidelse®” eller even­tu­elt andet, at den forud­be­stå­ende diskuspro­laps må beteg­nes som en ”dispo­si­tion for udvik­ling af lidelse”.
Retslæ­ge­rå­det begrun­dede dette med, at ordet ”lidelse” må forstås som en ”tilstand, der oftest er asso­ci­e­ret med en form for smerte og under samti­dig hensyn­ta­gen til, at diskuspro­lap­ser (i hals­hvir­vel­søj­len) ikke nødven­dig­vis giver anled­ning til smer­ter, og at (skade­lidte) i aktu­elle sag ikke har haft tilbø­je­lig­hed til nakkes­mer­ter forud for hændel­sen”.

Retten i Kolding begrun­dede sin afgø­relse om, at hændel­sen skulle aner­ken­des, med blandt andet oven­nævnte udta­lel­ser fra Retslæ­ge­rå­det.

Domme­ren indledte imid­ler­tid sin begrun­delse med en henvis­ning til højeste­rets­dom­men U 2014.452 H og gengav Højeste­rets præmis­ser i den sammen­hæng, herun­der de afslut­tende præmis­ser hvor­ef­ter ”forbi­gå­ende smer­ter, der ikke kræver behand­ling, men går over af sig selv, vil derfor normalt ikke være en personskade i Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens forstand”.

Domme­ren begrun­der heref­ter dommen med, at dette sidste afsnit må læses ud fra de forud givne forud­sæt­nin­ger, nemlig at ændrin­gen i Arbejds­ska­desik­rings­lo­ven ”har medført en udvi­delse i forhold til, hvilke skader der er omfat­tet af Loven”.

Særligt i forhold til Anke­sty­rel­sens for Retten anførte syns­punkt, om at ”det ved vurde­rin­gen af årsags­sam­men­hæng skal indgå, om en hændelse er egnet til at påføre en rask person skade”, udtalte domme­ren: ”Syns­punk­tet er efter Rettens opfat­telse ikke i over­ens­stem­melse med rets­prak­sis, der som anført oven­for ikke kan anta­ges at være ændret ved hver­ken den omtalte lovæn­dring eller den omtalte højeste­rets­dom. Syns­punk­tet har imid­ler­tid under­ord­net betyd­ning i denne sag, hvor Retslæ­ge­rå­det har erklæ­ret, at sagsø­ge­ren ikke havde nogen forud­be­stå­ende lidelse, men en dispo­si­tion for lidelse”.

Det vides endnu ikke, om dommen ankes.

Sagen er ført for FOA ved Søren Kjær Jensen.

Kontakt
Spørgs­mål om oven­nævnte sag kan rettes til Søren Kjær Jensen.

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760