COVID-19 som arbejdsskade: Der kan være behov for en særordning

Skre­vet af Birgitte Filten­borg, Karsten Høj og Søren Kjær Jensen 21-04-2020

Covid-19-arbejdsskade

Vi fore­slår, at COVID-19 kan aner­ken­des som en arbejds­skade, medmin­dre over­ve­jende sand­syn­lig­hed taler imod. Forsla­get er med andre ord, at der skal gælde omvendt bevis­byrde. Det vil vi neden­for nærmere rede­gøre for.

 

Vi ved alle, at den nye coro­navirus er yderst smit­som. Så smit­som, at vores samfund for en peri­ode stort set har været lukket ned. Væsent­lige restrik­tio­ner og tiltag er blevet iværk­sat for at mini­mere smit­te­ri­si­koen, og det har haft effekt. Smit­te­tryk­ket er faldet betrag­te­ligt i peri­o­den fra restrik­tio­nerne blev indført. Fra ca. 2,5 til ca. 0,6.

Nu åbnes samfun­det i et vist omfang igen – kontrol­le­ret, og alle eksper­ter er enige om, at dette uvæger­ligt vil øge smit­te­tryk­ket. At flere arbejds­plad­ser åbnes, vil altså forøge risi­koen for at pådrage sig sygdom­men COVID-19. Forhå­bent­lig vil det ikke ramme mange og forhå­bent­lig ikke alvor­ligt, men flere vil blive smit­tet, og flere vil pådrage sig alvor­lige kompli­ka­tio­ner, og flere vil dø. For nogen vil den af arbej­det forø­gede risiko være stor, og for andre mindre.

At vi kan udsæt­tes for coro­navirus overalt, hvor vi færdes, og at en stor del af smit­te­til­fæl­dene ikke har og ikke kan have noget med arbej­det at gøre er utvivl­s­omt, men i mange tilfælde vil det kunne have sammen­hæng med arbej­det.

Hvor­når vil COVID-19 så være en arbejds­skade? Hvilke momen­ter spil­ler ind ved vurde­rin­gen heraf? Og er der behov for en særord­ning? Denne proble­ma­tik ønsker vi som advo­ka­ter, der gennem mange år har behand­let og fort­sat behand­ler hund­red­vis af arbejds­ska­desa­ger, at give et bidrag til.

Der er efter vores opfat­telse behov for tyde­lige retnings­linjer, så de mange ansatte, der via deres arbejde er udsat for en risiko for smitte, har en nogen­lunde klar forvent­ning om, under hvilke betin­gel­ser de, hvis de får COVID-19, vil kunne få sygdom­men aner­kendt som en arbejds­skade. Da sygdom­men er ny, og fordi der er så mange ubekendte fakto­rer især om smit­tedo­sis og smit­te­ri­sici, vil der gå lang tid, før man har en mere klar viden. For COVID-19 vil der desu­den i mange tilfælde være et særligt problem med at doku­men­tere smit­tekil­den.

Derfor er vores forslag, at bevis­byr­den vendes om i forhold til, hvad der som udgangs­punkt i dag er gældende. Det vil betyde, at det er arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne, der i alle tilfælde med over­ve­jende sand­syn­lig­hed skal bevise, at COVID-19 sygdomstil­fælde ikke skyl­des arbej­det.

 

Gældende regler

Arbejds­ska­desik­rings­lo­vens formål er at yde erstat­ning og godt­gø­relse til tilska­de­komne eller deres efter­ladte ved arbejds­skade. Skaden skal være forår­sa­get af arbej­det eller de forhold, det fore­går under, men arbejds­gi­ve­ren behø­ver ikke at have hand­let ansvar­spå­dra­gende. Efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 5 kan en arbejds­skade være en ulykke eller en erhvervs­syg­dom. En ulykke afgræn­ses tids­mæs­sigt ved, at påvirk­nin­gen har varet op til 5 dage. Er påvirk­nin­gen sket over længere tid, behand­les skaden som en erhvervs­syg­dom.

Om skaden skal aner­ken­des som en arbejds­skade afgø­res i første omgang af Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring (AES). Afgø­rel­sen kan påkla­ges til Anke­sty­rel­sen. Sagen kan også indbrin­ges for domsto­lene.

Centralt for aner­ken­delse er, at der skal være årsags­sam­men­hæng mellem skaden og den tilska­de­kom­nes arbejde/arbejdsforhold.

Efter gældende lov er udgangs­punk­tet, at den skade­lidte har bevis­byr­den. Tvivl om den skade­lige påvirk­ning går altså ud over den skade­lidte, lige­som tvivl om årsags­sam­men­hæn­gen som udgangs­punkt også går ud over den skade­lidte.

For visse sygdomme gælder en særlig formod­nings­re­gel om årsags­sam­men­hæng. Det er tilfæl­det for de sygdomme, der er opta­get på forteg­nel­sen over erhvervs­syg­domme.

”Infek­tions­syg­domme fra menne­sker (for eksem­pel hepa­ti­tis, stafy­lokok­ker, tuber­kulose, AIDS)” er opta­get i erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sens Gruppe H, punkt 2, og COVID-19 må anta­ges at høre ind under denne sygdoms­type. Aner­ken­delse af en sygdom efter forteg­nel­sen forud­sæt­ter imid­ler­tid opfyl­delse af gene­relle betin­gel­ser om, at den skade­lige påvirk­ning skal have en styrke og tids­mæs­sig udstræk­ning, som efter medi­cinsk doku­men­ta­tion kan forår­sage sygdom­men, og at sygdoms­bil­le­det efter medi­cinsk doku­men­ta­tion skal stemme overens med den skade­lige påvirk­ning og sygdom­men. Spørgs­må­let er, om man har tilstræk­ke­lig viden herom i forhold til COVID-19.

I det hele taget gør de mange ubekendte fakto­rer om cora­navirus og COVID-19 det vanske­ligt at anvende gældende regler om aner­ken­delse som arbejds­skade, og i hvert fald vil der ved anven­del­sen af gældende regler være en ret stor usik­ker­hed.

 

Udmeldinger fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

AES skal natur­lig­vis følge gældende lov og prak­sis, men alli­ge­vel var det ikke særlig infor­ma­tivt, da AES den 4. marts udsendte nyheds­mail om proble­ma­tik­ken med følgende indhold:

 

”Almin­de­ligt fore­kom­mende virus­syg­domme som f.eks. almin­de­lig influ­enza kan normalt ikke aner­ken­des som en arbejds­skade. Det skyl­des, at der er en bety­de­lig risiko for at blive smit­tet uden for arbejds­si­tu­a­tio­nen, og at det derfor ikke kan sand­syn­lig­gø­res, at smit­ten er en følge af arbej­dets forhold. Det vil gælde ved de fleste tilfælde af COVID-19.

For at kunne aner­kende smitte med COVID-19 som arbejds­skade, skal det … kunne sand­syn­lig­gø­res, at perso­nen har været udsat for en konkret smitte i forbin­delse med arbej­det, eller at den smit­tede er udsat for en særlig risiko i forbin­delse med sit arbejde. Det gælder for eksem­pel sund­heds­per­so­nale.

Det kræves også, at diag­no­sen COVID-19 er stil­let. Det er ikke tilstræk­ke­ligt, at der er mistanke om sygdom­men.

I alle tilfælde er det en konkret vurde­ring, om sygdom­men vil kunne aner­ken­des som en arbejds­skade.”

 

Efter at flere fagfor­e­nin­ger havde efter­lyst klarere retnings­linjer sendte AES den 17. april endnu en nyheds­mail med over­skrif­ten: ”Sund­heds­per­so­nale skal ikke bevise, at konkret smitte med COVID-19 er sket på arbej­det”.

I denne nyheds­mail er anført:

 

”Hvis man er sund­heds­per­so­nale, der arbej­der med COVID-19, er man ikke pålagt at påvise en konkret smit­tekilde. Det skal kunne sand­syn­lig­gø­res, at smit­ten er sket på arbej­det. Hvis man er udsat for en risiko i sit arbejde, er det normalt tilstræk­ke­ligt til, at man kan sand­syn­lig­gøre, at smit­ten er sket der.

Sund­heds­per­so­nale skal såle­des ikke påvise en konkret smit­tekilde. Det gælder læger, social- og sund­heds­as­si­sten­ter, sygeple­jer­sker, portø­rer og rengø­rings­per­so­nale. Det gælder også andre faggrup­per, der har tæt borger­kon­takt, der medfø­rer risiko for smitte.

I alle tilfælde er det en konkret vurde­ring, om sygdom­men vil kunne aner­ken­des som en arbejds­skade, og diag­no­sen COVID-19 skal være stil­let.”

 

Den skade­lidte må altså skulle dokumentere/sandsynliggøre at have været udsat for en forø­get risiko for at blive smit­tet som følge af arbej­det eller de forhold, det er fore­gået under.

 

Praksis viser, at dokumentationskravet er præget af tilfældighed

For at illu­strere hvor­dan sager om smit­somme sygdomme behand­les kan nævnes to af få prin­ci­p­af­gø­rel­ser, som Anke­sty­rel­sen har offent­lig­gjort på områ­det. Begge afgø­rel­ser vedrø­rer aner­ken­delse af infek­tions­syg­domme som ulykke, men vel at mærke infek­tions­syg­domme, der er omfat­tet af erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sen, og som derfor også vil kunne aner­ken­des som erhvervs­syg­dom, hvis smit­ten måtte anta­ges at have varet i mere end 5 dage. Begge afgø­rel­ser viser et stort element af tilfæl­dig­hed i, hvad der kan doku­men­te­res.

 

*Anke­sty­rel­sens prin­ci­p­af­gø­relse 191–10 om stafy­lokok­ker:

En fysi­o­te­ra­peut, der var blevet smit­tet med stafy­lokok­ker, mens hun var i prak­ti­kop­hold på et hospi­tal, fik afslag på aner­ken­delse af stafy­lokok­in­fek­tio­nen som en arbejds­u­lykke. Anke­sty­rel­sen lagde vægt på, at der ikke var doku­men­ta­tion for, at infek­tio­nen var forår­sa­get af en påvirk­ning på arbejds­plad­sen og anførte: ”For det første frem­går det af korre­spon­dan­cen med hospi­ta­let, at der ikke konkret er fundet stafy­lokok­ker i (hendes) ansæt­tel­ses­pe­ri­ode. For det andet er stafy­lokok­ker særde­les udbredte i den almin­de­lige befolk­ning, idet cirka en tred­je­del har stafy­lokok­ker på huden eller i næsen.”

Anke­sty­rel­sen fandt det derfor ikke tilstræk­ke­ligt sand­syn­lig­gjort, at fysi­o­te­ra­pe­u­ten var blevet smit­tet med stafy­lokok­ker som følge af sit arbejde på hospi­ta­let.

 

*Anke­sty­rel­sens prin­ci­p­af­gø­relse 66–15 om tuber­kulose:

I denne sag aner­kendte Anke­sty­rel­sen smitte med tuber­kulose som en arbejds­u­lykke hos en sygeple­jer­ske. Sygeple­jer­sken havde under en vagt flyt­tet en patient fra én afde­ling til en anden. Patien­ten viste sig at være smit­tet med tuber­kulose i udbrud, hvil­ket først blev opda­get i forbin­delse med obdu­ce­ring af patien­ten, da denne senere døde. Sygeple­jer­sken havde kun været i kontakt med patien­ten denne ene gang, og hun blev 3 måne­der senere testet posi­tiv for tuber­kulose.

Det blev lagt til grund, at sygeple­jer­sken ikke havde tuber­kulose i udbrud, men havde været udsat for tuber­kel­ba­cil­len i så stort et omfang, at hendes immun­sy­stem havde reage­ret på det.

Anke­sty­rel­sen fandt det derfor sand­syn­lig­gjort, at sygeple­jer­sken under den enkelte vagt var blevet smit­tet med tuber­kulose.

 

Kommen­tar til prak­sis (PA 191–10 og PA 66–15)

Disse to prin­ci­p­af­gø­rel­ser viser, at aner­ken­delse vil bero på ret tilfæl­dige forhold, idet det må siges at være ret tilfæl­digt, om der efter­føl­gende har kunnet frem­skaf­fes den rele­vante doku­men­ta­tion.

Det er såle­des ret tilfæl­digt (men heldigt for sygeple­jer­sken), at patien­ten, i sagen om tuber­kulose, efter patien­tens død 1) blev obdu­ce­ret og konsta­te­ret smit­tet med tuber­kulose, 2) at dette blev regi­stre­ret og vide­re­gi­vet i sygeple­jer­skens sag, og 3) at sygeple­jer­skens kontakt med den pågæl­dende patient, som kun var fore­gået kortva­rigt ved en enkelt lejlig­hed, da patien­ten skulle flyt­tes, kunne sand­syn­lig­gø­res.

Det er lige­le­des tilfæl­digt (og uhel­digt for fysi­o­te­ra­pe­u­ten), at hospi­ta­let, i sagen om stafy­lokok­ker, ikke havde konsta­te­ret eller ikke havde regi­stre­rin­ger om stafy­lokok­ker i ansæt­tel­ses­pe­ri­o­den.

Det skal frem­hæ­ves, at begge tilfælde vedrø­rer hospi­ta­ler, hvor der i sagens natur er mulig­hed for at kunne levere en høj grad af doku­men­ta­tion. Det bliver langt vanske­li­gere, når der er tale om ansatte i vugge­stuer, børne­ha­ver, skoler, frisø­rer, tand­læ­ger, poli­ti­folk og kasseas­si­sten­ter i super­mar­ke­der for at nævne andre, der i deres arbejde også er meget tæt på andre menne­sker.

Ende­lig skal det bemær­kes, at arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne er under­lagt gældende regler og prak­sis, herun­der oven­nævnte prak­sis om kravet til doku­men­ta­tion, selvom de utvivl­s­omt i de konkrete sager vil forsøge at frem­skaffe de oplys­nin­ger, der kan tale for aner­ken­delse.

 

Frontpersonale, der arbejder med coronasmittede

I forhold til coro­navirus og COVID-19 er der meget, der taler for, at de fleste, der arbej­der som front­per­so­nale med coro­nas­mit­tede, vil kunne få aner­kendt COVID-19 som en arbejds­skade. Det er oplagt, at denne gruppe udsæt­tes for større både smit­te­ri­sici og smit­tedo­sis end normal­be­folk­nin­gen.

Vores forvent­ning er klart, at denne person­gruppe vil få aner­kendt COVID-19 som en arbejds­skade, hvis de har været på arbejde 2–12 dage, svarende til den kendte inku­bation­s­tid, før symp­tom­de­but. I det tilfælde må et afslag på aner­ken­delse kræve, at der fore­lig­ger andre mere sand­syn­lige og konkrete årsa­ger til smit­ten end arbej­det.

 

Ansatte, der ikke arbejder med coronasmittede

Er der deri­mod tale om ansatte, der ikke kan karak­te­ri­se­res som front­per­so­nale, der arbej­der med coro­nas­mit­tede, vil aner­ken­delse af COVID-19 bero på, om der konkret kan sand­syn­lig­gø­res en forø­get smit­te­ri­siko.

Her vil der være et stort element af tilfæl­dig­hed i, hvad der konkret kan doku­men­te­res, men det må forven­tes, at forhold som nævnt neden­for vil blive tillagt vægt:

  • Inde­bæ­rer arbej­det fysisk kontakt med andre menne­sker, i givet fald hvor mange menne­sker har den ansatte fysisk kontakt til på en arbejds­dag, uge eller måned, hvor tæt er den fysi­ske kontakt, og hvor stor en del af arbejds­da­gen er der tæt fysisk kontakt.
  • Inde­bæ­rer arbej­det kontakt med emner, som andre menne­sker har haft kontakt med, i givet fald hvilke emner og hvor mange emner på en arbejds­dag, uge eller måned.
  • Graden af rengø­ring på arbejds­plad­sen i forhold til sund­hedsmyn­dig­he­der­nes anbefalinger.
  • Brugen af anbe­fa­lede værne­mid­ler som mund­bind, visir og hand­sker. Har den ansatte haft mulig­hed for at anvende anbe­fa­lede værne­mid­ler, i hvil­ket omfang har den ansatte anvendt værne­mid­lerne, og var de sikre.
  • Mulig­hed for hyppig hånd­vask og/afspritning af hænder.
  • Er sund­hedsmyn­dig­he­der­nes anbefalinger til bestemte bran­cher over­holdt, fx kravene til butik­ker om max antal kunder pr. m2, afstand mellem kunder ved kasse­linjen og afskærm­ning mellem kasse­me­d­ar­bej­der og kunde.
  • Er arbej­det udført uden­dørs.
  • Har flere på arbejds­plad­sen fået COVID-19.
  • Har nogen i den ansat­tes husstand COVID-19.
  • Benyt­ter den ansatte offent­lig trans­port i myldre­ti­den.

Hvor­dan de nævnte forhold vil blive vægtet over­for hinan­den, og hvor­dan de forhold, som kan tale for, at den ansatte har været udsat for en forø­get smit­te­ri­siko i arbej­det, nærmere vil blive vægtet over for mangel på doku­men­ta­tion for kontakt med en eller flere coro­nas­mit­tede perso­ner eller muligt smit­tede perso­ner, er meget usik­kert.

Hertil kommer det store element af tilfæl­dig­hed i, hvad der konkret kan doku­men­te­res af smit­teud­sæt­telse og smit­te­ri­siko for alle de ansatte, som er i fysisk kontakt med mange menne­sker, men ikke hører til grup­pen af front­per­so­nale, der arbej­der med coro­nas­mit­tede.

 

Der er behov for klarhed om retstilstanden

Det vi ved om den nye coro­navirus er, at risi­koen for smitte forø­ges væsent­ligt, når man kommer i berø­ring med mange perso­ner og ved stor person­tra­fik, men mulig­he­den for at skaffe doku­men­ta­tion for smit­ten vil for de fleste være næsten umulig, medmin­dre man arbej­der med coro­nas­mit­tede.

Ganske vist vil en velfun­ge­rende arbejds­mil­jøor­ga­ni­sa­tion på arbejds­plad­sen i et vist omfang kunne bidrage med den nødven­dige doku­men­ta­tion, men kun i et vist omfang. – Arbejds­gi­vere skal som bekendt etab­lere en arbejds­mil­jøor­ga­ni­sa­tion og deri­gen­nem løse en række arbejds­mil­jø­mæs­sige opga­ver i samar­bejde med de ansatte. Arbejds­mil­jøor­ga­ni­sa­tio­nen skal blandt andet fore­bygge risici ved at: ”sørge for, at årsa­gerne til ulyk­ker, forgift­ning, sund­heds­ska­der og tilløb til disse bliver under­søgt, og at der bliver gennem­ført tiltag, så det ikke genta­ger sig.”

Det er dog dels ikke alle arbejds­gi­vere, der har en velfun­ge­rende arbejds­mil­jøor­ga­ni­sa­tion, og dels vil en sådan ofte ikke kunne indsamle de oplys­nin­ger, som kan have rele­vans for den vurde­ring, der skal fore­ta­ges af Arbejds­mar­ke­dets Erhvervs­sik­ring. Det efter­la­der mange ansatte i sund­heds­sek­to­ren, døgnin­sti­tu­tio­ner, ældreplejen, vugge­stuer, børne­ha­ver, skoler, frisø­rer, fysi­o­te­ra­pe­u­ter, kiro­p­rak­to­rer, massø­rer, kasse­me­d­ar­bej­dere i super­mar­ke­der og andre butiks­an­satte, poli­ti­folk, fængsels­be­tjente og mange andre med hyppig og tæt, direkte kontakt med mange menne­sker i en usik­ker rets­stil­ling – for hvad gælder, hvis de får COVID-19 med varige mén og nedsat erhverv­sevne eller i værste fald dør.

Vi mener, at der er behov for, at der snarest bliver skabt klar­hed om retstil­stan­den og de ansat­tes rets­stil­ling i forhold til COVID-19. COVID-19 må nok forven­tes at kunne aner­ken­des som erhvervs­syg­dom efter erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sens gruppe H, punkt 2, om ”Infek­tions­syg­domme fra menne­sker (for eksem­pel hepa­ti­tis, stafy­lokok­ker, tuber­kulose, AIDS).”

At COVID-19 er omfat­tet af forteg­nel­sen over erhvervs­syg­domme bety­der dog alene, at der er skabt en formod­ning for årsags­sam­men­hæng. Aner­ken­delse af COVID-19 efter forteg­nel­sen forud­sæt­ter stadig, at den ansatte skal doku­men­tere smit­te­ri­siko i forbin­delse med sit arbejde med de proble­mer, der er forbun­det hermed.

Det er netop dette doku­men­ta­tions­pro­blem, som der er behov for en løsning på – et doku­men­ta­tions­pro­blem, som er helt særligt for sygdom­men COVID-19, og som er til stede både i forhold til aner­ken­delse af COVID-19 som ulykke og som erhvervs­syg­dom.

Hertil kommer den næsten umulige græn­sed­rag­ning, der skal fore­ta­ges mellem, om et konkret COVID-19-sygdomstilfælde skal aner­ken­des som ulykke eller erhvervs­syg­dom.

 

Der er behov for en særregel om anerkendelse af COVID-19

Formå­let med snarest at få skabt klar­hed om retstil­stan­den og de ansat­tes rets­stil­ling i forhold til COVID-19 opnås efter vores vurde­ring mest hensigts­mæs­sigt ved at ændre arbejds­ska­desik­rings­lo­ven og indføre en særord­ning for dækning af COVID-19 skader.

Det bør være en ordning, der medfø­rer, at COVID-19 aner­ken­des som en arbejds­skade, medmin­dre over­ve­jende sand­syn­lig­hed taler heri­mod. Hvis man ikke ønsker det, så skal man i særord­nin­gen lempe kravet til doku­men­ta­tion for smit­ten og smit­te­år­sa­gen.

Vi fore­slår særord­nin­gen indført som en ny bestem­melse i arbejds­ska­desik­rings­lo­ven. Det kan passende være som § 10b, der – lige­som § 10a for terr­orska­der – skal være en samlet bestem­melse om reglerne for aner­ken­delse af COVID-19 og en udtryk­ke­lig undta­gelse til lovens almin­de­lige regler om, hvad der er en arbejds­skade.

Særreg­len bør give enhver, der er sikret efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven ret til erstat­ning for følgerne af COVID-19, medmin­dre over­ve­jende sand­syn­lig­hed taler imod. Det kan ske med følgende bestem­melse:

 

”Enhver, der er sikret efter denne lov, har ret til erstat­ning for følgerne af COVID-19, medmin­dre over­ve­jende sand­syn­lig­hed taler imod.

 

Hvis man alene vil lempe kravene til doku­men­ta­tion, bør særreg­len som mini­mum defi­nere indhol­det af kravet til doku­men­ta­tion for, hvor­når en ansat i sit arbejde, even­tuel opdelt efter bestemte fag, har været udsat for en forø­get smit­te­ri­siko, en såkaldt ”risiko i forbin­delse med sit arbejde.”

Hvis andre forhold end arbej­det er den mest sand­syn­lige årsag til smit­ten med COVID-19, skal der ikke ske aner­ken­delse.

Udgif­terne ved at lempe kravene til doku­men­ta­tion vil næppe være bety­de­lige. Langt de fleste smit­tede vil ifølge den nuvæ­rende viden og erfa­ring ikke pådrage sig varige følger og kun de færre­ste vil dø.

Det kan even­tu­elt – lige­som § 10a for terr­orska­der – bestem­mes, at staten beta­ler ydel­serne efter arbejds­ska­desik­rings­lo­ven for COVID-19 skader. På den måde undgås konflik­ter om beta­lin­gen mellem arbejds­ska­de­for­sik­rings­sel­ska­berne og de selv­for­sik­rede arbejds­gi­vere, der skal dække udgif­terne ved skader, der aner­ken­des som ulyk­ker, og erhvervs­syg­doms­sik­rin­gen, der skal dække udgif­terne ved erhvervs­syg­domme.

Dette indlæg er udar­bej­det af advo­ka­terne Birgitte Filten­borg, Karsten Høj og Søren Kjær Jensen, alle Elmer Advo­ka­ter, til hvem spørgs­mål og kommen­ta­rer kan rettes (bf@elmer-adv.dk, kh@elmer-adv.dk og skj@elmer-adv.dk).

 

 

Advokat Birgitte Filtenborg

Birgitte Filtenborg

Advokat

Direkte: +45 3367 6773

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785