For få sager om depression forelægges for Erhvervssygdomsudvalget

Det er senest fast­slået i en dom fra Vestre Lands­ret og i en dom fra Retten i Viborg. Begge sager er ført af Elmer & Part­nere og hand­ler om aner­ken­delse af depres­sion som følge af stressbe­last­nin­ger på arbej­det.

Temaet i sagerne var, om Arbejds­ska­desty­rel­sen burde have fore­lagt sagen for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, inden der blev truf­fet afgø­relse om aner­ken­del­ses­spørgs­må­let — og dermed om Anke­sty­rel­sen burde have hjem­vist sagen til Arbejds­ska­desty­rel­sen med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Temaet var endvi­dere, om Anke­sty­rel­sen ved dom kan pålæg­ges at hjem­vise en sag til Arbejds­ska­desty­rel­sen med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Både ved dom af 24. novem­ber 2015 fra Vestre Lands­ret og ved dom af 6. januar 2016 fra Retten i Viborg fik de skade­lidte medhold i begge dele.

Sag 1

I den ene sag, som på Anke­sty­rel­sens anmod­ning blev behand­let ved lands­ret­ten som første instans af prin­ci­pi­elle grunde, var der tale om en poli­ti­mand, hvis leder­stil­ling blev ændret ved en omstruk­tu­re­ring som følge af poli­ti­re­for­men. Hans stil­ling, som inde­bar det ledel­ses­mæs­sige ansvar for poli­tik­red­sens vagt­be­red­skab, blev større. Dels blev vagt­hol­det større, og det var svært at få de tildelte ressour­cer til at række, og dels var der efter refor­men kun én med ledel­ses­funk­tion på arbejde ad gangen, hvor der før refor­men havde været tre side­ord­nede ledere på arbejde ad gangen.

Desu­den var han i funk­tio­nen som vagt­chef efter refor­men udsat for et pres fra både util­fredse borgere og fra ledel­sen, og der var tale om en kaotisk peri­ode med stor kritik af poli­tiets arbejde.

Manden udvik­lede grad­vist en depres­sion, og i en psyki­a­trisk speci­al­læ­ge­er­klæ­ring indhen­tet af Arbejds­ska­desty­rel­sen var det vurde­ret, at arbejds­be­last­nin­gerne var en faktor i hans udvik­ling af depres­sion.

Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen afvi­ste at aner­kende mandens depres­sion uden at fore­lægge sagen for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Denne beslut­ning står dog ikke i over­ens­stem­melse med den udmeldte prak­sis for fore­læg­gelse af sager om depres­sion. Her skal sager om depres­sion opstået i sammen­hæng med længe­re­va­rende stres­spå­virk­nin­ger i form af høje psyki­ske krav og/eller en høj grad af mangel på støtte i arbej­det fore­læg­ges for udval­get med henblik på en konkret vurde­ring af, om sygdom­men over­ve­jende sand­syn­ligt skyl­des de stres­sende arbejds­for­hold jf. arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Vestre lands­ret fandt derfor, at sagen burde have været fore­lagt for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, jf. arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 7, stk. 3, og Anke­sty­rel­sen blev dømt til at aner­kende, at sagen skal hjem­vi­ses til Arbejds­ska­desty­rel­sen og fore­læg­ges for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Anke­sty­rel­sen har ikke anket dommen.

Sag 2

I den anden sag var der tale om en uddan­net auto­me­ka­ni­ker, der oprin­de­ligt blev ansat som montør i en virk­som­hed. Hans stil­ling ændrede sig flere gange under ansæt­tel­sen.

Han over­gik til at arbejde med kvali­tets­op­ga­ver i kvali­tets­af­de­lin­gen, hvor han vare­tog flere og flere opga­ver. Han skulle flere gange oplære nye kolle­ger samti­dig med, at han skulle vare­tage sine egne opga­ver. På et tids­punkt blev han side­lø­bende med sit normale arbejde sat på en udlands­op­gave primært i ét land. Udlands­op­ga­ven blev mere og mere omfat­tende, og han fik en kollega at dele opga­ven med. De to rejste deref­ter skif­te­vis flere dage om måne­den i forbin­delse med denne opgave.

Senere over­gik han til at arbejde i en nyop­ret­tet logi­sti­kaf­de­ling. Arbej­det inde­bar nye opga­ver og rejser til flere lande. Han vare­tog arbej­det på lige fod med samme kollega, som han havde delt udlands­op­ga­ven i kvali­tets­af­de­lin­gen med. Kolle­gaen var uddan­net inge­niør, tidli­gere logi­stik­chef og i øvrigt efter­ud­dan­net med en række kurser, som ledel­sen erkendte, at den auto­di­dakte mand også havde brug for, men som han ikke fik.

Manden udvik­lede grad­vist en depres­sion, og i en arbejds­me­di­cinsk speci­al­læ­ge­er­klæ­ring var det konklu­de­ret, at manden led af arbejds­be­tin­get stress, der havde udvik­let sig til en depres­sion. Endvi­dere var det anført, at da tilstan­den ikke kunne tilskri­ves andre fakto­rer, vurde­re­des tilstan­den til at være udløst af forhold på arbej­det.

I en psyki­a­trisk speci­al­læ­ge­er­klæ­ring var det vurde­ret, at manden har udvik­let en depres­siv enke­lepi­sode af mode­rat grad efter en meget svær stressbe­last­ning på arbejds­plad­sen.

Også i dette tilfælde afvi­ste Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen at aner­kende mandens depres­sion uden at fore­lægge sagen for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Under rets­sa­gen støt­tede Retslæ­ge­rå­dets fler­tal de nævnte læge­lige udta­lel­ser, som var indhen­tet af Arbejds­ska­desty­rel­sen.

Retten i Viborg fandt, at mandens arbejde inde­bar et stort psykisk pres, adskil­lige over­ar­bejds­ti­mer, et stort arbejds­pres både tids­mæs­sigt og indholds­mæs­sigt med flere dead­li­nes, der var afgø­rende for at undgå produk­tions­stop på virk­som­he­den i Danmark. Arbej­det i de andre lande var meget konflikt­fyldt og fore­gik på engelsk, som manden alene mestrede på folke­sko­le­ni­veau. Yder­li­gere var han udsat for meget lidt støtte fra ledel­sen, der bl.a. ikke rigtig vidste, hvor­dan den nye afde­ling skulle orga­ni­se­res, og hvilke opga­ver afde­lin­gen skulle vare­tage, og som holdt igen med at efter­ud­danne ham.

Retten fandt derfor, at sagen burde have været fore­lagt for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, jf. arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 7, stk. 3. Anke­sty­rel­sen blev derfor – som i lands­rets­sa­gen om poli­ti­man­den – dømt til at aner­kende, at sagen skal hjem­vi­ses til Arbejds­ska­desty­rel­sen med henblik på fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get.

Retten lagde vægt på, at det – uanset vurde­rin­gen fra Anke­sty­rel­sens egen læge­kon­su­lent – ikke kan udeluk­kes, at mandens depres­sion er opstået i sammen­hæng med længe­re­va­rende stres­spå­virk­nin­ger i form at høje psyki­ske krav og/eller en høj grad af mangel på støtte i arbej­det.

Heref­ter, og da den læge­fag­lige eksper­tise ved fore­læg­gelse for Erhvervs­syg­doms­ud­val­get supple­res med en arbejds­mæs­sig eksper­tise, kan det ikke anses for udsigts­løst at fore­lægge sagen med henblik på en vejle­dende udta­lelse om, hvor­vidt sygdom­men over­ve­jende sand­syn­ligt skyl­des de stres­sende arbejds­for­hold, jf. arbejds­ska­desik­rings­lo­vens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer

Begge domme illu­stre­rer, at skøn­net over hvilke enkeltsa­ger, der konkret skal kunne aner­ken­des uden for erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sens område, i første række er over­ladt til Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, som består af repræ­sen­tan­ter for henholds­vis arbejds­mar­ke­dets parter, Sund­heds­sty­rel­sen, Arbejds­til­sy­net og Arbejds­ska­desty­rel­sen.

Når Arbejds­ska­desty­rel­sen og Anke­sty­rel­sen skal træffe afgø­relse om, hvor­vidt en konkret sag kan aner­ken­des efter arbejds­ska­desik­rings­lo­vens opsam­lings­re­gel i § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, skal myndig­he­den ikke fore­tage en fuld prøvelse af, om betin­gel­serne for aner­ken­delse er opfyldt, for så deref­ter i givet fald at høre, om Erhvervs­syg­doms­ud­val­get er enig.

Myndig­he­den skal deri­mod først alene fore­tage en prøvelse af, om det kan udeluk­kes, at Erhvervs­syg­doms­ud­val­get vil indstille den konkrete sag til aner­ken­delse. Kan det ikke udeluk­kes, skal sagen – inden der træf­fes afgø­relse – fore­læg­ges for udval­get, som skal afgive en vejle­dende udta­lelse om, hvor­vidt betin­gel­serne for aner­ken­delse af i det enkelte tilfælde anses for opfyldt.

Kun derved sikres Erhvervs­syg­doms­ud­val­get den særlige kompe­tence og indfly­delse på enkeltsa­gerne, som udval­get er tillagt af lovgi­ver ikke kun efter forar­bej­derne men også direkte efter loven – nemlig en væsent­lig indfly­delse på hvilke enkeltsa­ger der konkret skal kunne aner­ken­des uden for erhvervs­syg­doms­for­teg­nel­sens område.

Skøn­net er i første række over­ladt til Erhvervs­syg­doms­ud­val­get, og ikke til arbejds­ska­de­myn­dig­he­derne eller deres læge­kon­su­len­ter. Derfor skal myndig­he­derne ikke være tilba­ge­hol­dende med at fore­lægge sager for udval­get – tvær­ti­mod.

Kontakt

Even­tuel henven­delse kan ske til Birgitte Filten­borg, som har ført sagerne for henholds­vis Poli­ti­for­bun­det og HK Danmark.

Advokat Birgitte Filtenborg

Birgitte Filtenborg

Advokat

Direkte: +45 3367 6773