Det er senest fastslået i en dom fra Vestre Landsret og i en dom fra Retten i Viborg. Begge sager er ført af Elmer & Partnere og handler om anerkendelse af depression som følge af stressbelastninger på arbejdet.
Temaet i sagerne var, om Arbejdsskadestyrelsen burde have forelagt sagen for Erhvervssygdomsudvalget, inden der blev truffet afgørelse om anerkendelsesspørgsmålet – og dermed om Ankestyrelsen burde have hjemvist sagen til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Temaet var endvidere, om Ankestyrelsen ved dom kan pålægges at hjemvise en sag til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Både ved dom af 24. november 2015 fra Vestre Landsret og ved dom af 6. januar 2016 fra Retten i Viborg fik de skadelidte medhold i begge dele.
Sag 1
I den ene sag, som på Ankestyrelsens anmodning blev behandlet ved landsretten som første instans af principielle grunde, var der tale om en politimand, hvis lederstilling blev ændret ved en omstrukturering som følge af politireformen. Hans stilling, som indebar det ledelsesmæssige ansvar for politikredsens vagtberedskab, blev større. Dels blev vagtholdet større, og det var svært at få de tildelte ressourcer til at række, og dels var der efter reformen kun én med ledelsesfunktion på arbejde ad gangen, hvor der før reformen havde været tre sideordnede ledere på arbejde ad gangen.
Desuden var han i funktionen som vagtchef efter reformen udsat for et pres fra både utilfredse borgere og fra ledelsen, og der var tale om en kaotisk periode med stor kritik af politiets arbejde.
Manden udviklede gradvist en depression, og i en psykiatrisk speciallægeerklæring indhentet af Arbejdsskadestyrelsen var det vurderet, at arbejdsbelastningerne var en faktor i hans udvikling af depression.
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen afviste at anerkende mandens depression uden at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Denne beslutning står dog ikke i overensstemmelse med den udmeldte praksis for forelæggelse af sager om depression. Her skal sager om depression opstået i sammenhæng med længerevarende stresspåvirkninger i form af høje psykiske krav og/eller en høj grad af mangel på støtte i arbejdet forelægges for udvalget med henblik på en konkret vurdering af, om sygdommen overvejende sandsynligt skyldes de stressende arbejdsforhold jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.
Vestre landsret fandt derfor, at sagen burde have været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 3, og Ankestyrelsen blev dømt til at anerkende, at sagen skal hjemvises til Arbejdsskadestyrelsen og forelægges for Erhvervssygdomsudvalget.
Ankestyrelsen har ikke anket dommen.
Sag 2
I den anden sag var der tale om en uddannet automekaniker, der oprindeligt blev ansat som montør i en virksomhed. Hans stilling ændrede sig flere gange under ansættelsen.
Han overgik til at arbejde med kvalitetsopgaver i kvalitetsafdelingen, hvor han varetog flere og flere opgaver. Han skulle flere gange oplære nye kolleger samtidig med, at han skulle varetage sine egne opgaver. På et tidspunkt blev han sideløbende med sit normale arbejde sat på en udlandsopgave primært i ét land. Udlandsopgaven blev mere og mere omfattende, og han fik en kollega at dele opgaven med. De to rejste derefter skiftevis flere dage om måneden i forbindelse med denne opgave.
Senere overgik han til at arbejde i en nyoprettet logistikafdeling. Arbejdet indebar nye opgaver og rejser til flere lande. Han varetog arbejdet på lige fod med samme kollega, som han havde delt udlandsopgaven i kvalitetsafdelingen med. Kollegaen var uddannet ingeniør, tidligere logistikchef og i øvrigt efteruddannet med en række kurser, som ledelsen erkendte, at den autodidakte mand også havde brug for, men som han ikke fik.
Manden udviklede gradvist en depression, og i en arbejdsmedicinsk speciallægeerklæring var det konkluderet, at manden led af arbejdsbetinget stress, der havde udviklet sig til en depression. Endvidere var det anført, at da tilstanden ikke kunne tilskrives andre faktorer, vurderedes tilstanden til at være udløst af forhold på arbejdet.
I en psykiatrisk speciallægeerklæring var det vurderet, at manden har udviklet en depressiv enkelepisode af moderat grad efter en meget svær stressbelastning på arbejdspladsen.
Også i dette tilfælde afviste Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen at anerkende mandens depression uden at forelægge sagen for Erhvervssygdomsudvalget.
Under retssagen støttede Retslægerådets flertal de nævnte lægelige udtalelser, som var indhentet af Arbejdsskadestyrelsen.
Retten i Viborg fandt, at mandens arbejde indebar et stort psykisk pres, adskillige overarbejdstimer, et stort arbejdspres både tidsmæssigt og indholdsmæssigt med flere deadlines, der var afgørende for at undgå produktionsstop på virksomheden i Danmark. Arbejdet i de andre lande var meget konfliktfyldt og foregik på engelsk, som manden alene mestrede på folkeskoleniveau. Yderligere var han udsat for meget lidt støtte fra ledelsen, der bl.a. ikke rigtig vidste, hvordan den nye afdeling skulle organiseres, og hvilke opgaver afdelingen skulle varetage, og som holdt igen med at efteruddanne ham.
Retten fandt derfor, at sagen burde have været forelagt for Erhvervssygdomsudvalget, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 3. Ankestyrelsen blev derfor – som i landsretssagen om politimanden – dømt til at anerkende, at sagen skal hjemvises til Arbejdsskadestyrelsen med henblik på forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Retten lagde vægt på, at det – uanset vurderingen fra Ankestyrelsens egen lægekonsulent – ikke kan udelukkes, at mandens depression er opstået i sammenhæng med længerevarende stresspåvirkninger i form at høje psykiske krav og/eller en høj grad af mangel på støtte i arbejdet.
Herefter, og da den lægefaglige ekspertise ved forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget suppleres med en arbejdsmæssig ekspertise, kan det ikke anses for udsigtsløst at forelægge sagen med henblik på en vejledende udtalelse om, hvorvidt sygdommen overvejende sandsynligt skyldes de stressende arbejdsforhold, jf. arbejdsskadesikringslovens § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led.
Elmer & Partneres kommentarer
Begge domme illustrerer, at skønnet over hvilke enkeltsager, der konkret skal kunne anerkendes uden for erhvervssygdomsfortegnelsens område, i første række er overladt til Erhvervssygdomsudvalget, som består af repræsentanter for henholdsvis arbejdsmarkedets parter, Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Arbejdsskadestyrelsen.
Når Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen skal træffe afgørelse om, hvorvidt en konkret sag kan anerkendes efter arbejdsskadesikringslovens opsamlingsregel i § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led, skal myndigheden ikke foretage en fuld prøvelse af, om betingelserne for anerkendelse er opfyldt, for så derefter i givet fald at høre, om Erhvervssygdomsudvalget er enig.
Myndigheden skal derimod først alene foretage en prøvelse af, om det kan udelukkes, at Erhvervssygdomsudvalget vil indstille den konkrete sag til anerkendelse. Kan det ikke udelukkes, skal sagen – inden der træffes afgørelse – forelægges for udvalget, som skal afgive en vejledende udtalelse om, hvorvidt betingelserne for anerkendelse af i det enkelte tilfælde anses for opfyldt.
Kun derved sikres Erhvervssygdomsudvalget den særlige kompetence og indflydelse på enkeltsagerne, som udvalget er tillagt af lovgiver ikke kun efter forarbejderne men også direkte efter loven – nemlig en væsentlig indflydelse på hvilke enkeltsager der konkret skal kunne anerkendes uden for erhvervssygdomsfortegnelsens område.
Skønnet er i første række overladt til Erhvervssygdomsudvalget, og ikke til arbejdsskademyndighederne eller deres lægekonsulenter. Derfor skal myndighederne ikke være tilbageholdende med at forelægge sager for udvalget – tværtimod.
Kontakt
Eventuel henvendelse kan ske til Birgitte Filtenborg, som har ført sagerne for henholdsvis Politiforbundet og HK Danmark.