Enig Højesteret afviser adgang til at reducere erstatning pga. forkortet levetid.

Højeste­ret afsagde i går den 12. juni 2012 dom i den omtalte sag, hvor en ung kvinde fik redu­ce­ret sin godt­gø­relse for varigt mén og erstat­ning for tab af erhverv­sevne med den begrun­delse, at hun med stor sand­syn­lig­hed ville være død inden 4 år efter patientska­dens indtræ­den. Med en hel ny formu­le­ret begrun­delse stad­fæ­stede Højeste­ret den indan­kede dom, der blev afsagt af Østre Lands­ret den 17. januar 2012, dog såle­des at Højeste­ret modsat Lands­ret­ten ikke fandt, at der forelå sådanne helt særlige omstæn­dig­he­der, at der kan tilken­des omkost­nings­dæk­ning for den admi­ni­stra­tive behand­ling.

Højeste­rets­dom kan læses her.

Vores nyhed om lands­rets­dom­men kan læses her.

Elmer & Part­ne­res kommen­ta­rer:
Den unge kvinde, der på grund af fejl hos egen læge og en speci­al­læge fik diag­no­sti­ce­ret aggres­siv bryst­kræft med ca. 5 måne­ders forsin­kelse, døde efter Østre Lands­ret havde behand­let sagen og afsagt dom, men inden sagen blev behand­let i Højeste­ret den 29. maj 2012.

Patientska­de­an­ke­næv­net gjorde med “fornyet styrke” gældende, at prak­sis for at redu­cere erstat­ning, når skade­lidte på afgø­rel­ses­tids­punk­tet er afgået ved døden (“mellem­kom­mende død”), også finder anven­delse, når der fore­lig­ger sikre læge­lige oplys­nin­ger om, at skade­lidte vil dø inden for 4 år, at der i denne sag forelå en sådan prog­nose, og at rigtig­he­den af prog­no­sen er blevet bekræf­tet ved, at kvin­den døde 3 år og 4 måne­der efter patientska­dens indtræ­den.

Vores syns­punkt var særligt (som under hele sagens behand­ling), at erstat­nings­ansvars­lo­vens forenk­lede udmå­lings­reg­ler med kapi­ta­ler­stat­ning for en skades varige følger i kombi­na­tion med gennem­snits­reg­ler for betyd­nin­gen af skade­lid­tes alder og dermed forven­tede tid på arbejds­mar­ke­det, ikke giver adgang til at tage speci­fikt hensyn til forkor­tet (eller kort) rest­le­ve­tid. Som det frem­går af dommen, fulgte Højeste­ret det syns­punkt.

Adgan­gen til at tage hensyn til, at skade­lidte er død på tids­punk­tet for fast­sæt­telse af erstat­nin­gen, frem­går ret klart af forar­bej­derne til 1984 loven og ved ændrin­gerne i 2002. Selvom også reduk­tion for “mellem­kom­mende død” også stri­der mod de helt grund­læg­gende prin­cip­per for udmå­ling, er det ret klart, at lovgi­ver udtryk­ke­ligt har ønsket, at denne prak­sis kan videre­fø­res. Det samme gælder reduk­tion for, at der er andre årsa­ger til skadens indtræ­den. Men da der ikke i lovfor­ar­bej­derne er antyd­nin­gen af holde­punk­ter for, at der kan ske reduk­tion som følge af hver­ken forkor­tet eller kort rest­le­ve­tid følger det af lovens “ordlyd og formål”, at der ikke kan ske reduk­tion alene fordi “skade­lidte forven­tes at dø kort tid efter skades­tids­punk­tet”.

Selvom Kamme­rad­vo­ka­ten på vegne Patientska­de­an­ke­næv­net “angreb” Østre Lands­rets­dom i usæd­van­ligt hårde vendin­ger og sammen­fat­tende beteg­nede dommen som en “svip­ser”, er det meget tilfreds­stil­lende, at Højeste­ret med endnu mere klare præmis­ser nåede frem til samme resul­tat. Det er en vigtig dom ikke blot for kvin­dens efter­ladte men også for andre i samme situ­a­tion, der har fået deres sager afgjort forkert. De får dem nu genop­ta­get såle­des, at den redu­ce­rede erstat­ning kan blive efter­be­talt.

Det bør hos Patient­for­sik­rin­gen, der under klage­sa­gen i Nævnet frem­kom med et egent­ligt juri­disk part­sind­læg til støtte for deres afgø­relse, give anled­ning til at over­veje, om man ikke gik for langt for at afprøve et juri­disk spørgs­mål, der må have fore­kom­met dem meget tvivl­s­omt beret­ti­get. Det gælder også, selvom Patientska­de­an­ke­næv­net efter­føl­gende godkendte deres afgø­relse. Vi ople­ver også i andre sammen­hænge, at Patient­for­sik­rin­gen om end ikke “opfin­der” juri­di­ske syns­punk­ter, der begræn­ser erstat­nin­gerne, så i hvert fald begrun­der afgø­rel­ser helt ud til kanten af, hvad gældende regler kan bære.

Det havde klædt Patientska­de­an­ke­næv­net, om de havde fulgt vores opfor­dring til at behandle dette væsent­lige juri­di­ske spørgs­mål på et formands­møde med alle 6 dommere som delta­gere i stedet for blot at over­lade det til et enkelt nævn at træffe afgø­relse. Det gælder særligt, når Nævnets forret­nings­or­den giver adgang til det. Vi er ikke sikre på, at alle 6 formænd i Nævnet ville have været enige i den afgø­relse, der blev truf­fet (i hvert fald ved vi nu, at i alt 10 dommere har været af en anden opfat­telse) og dermed kunne denne for kvin­den og hendes fami­lie ekstremt bela­stende sag måske have været undgået.

Med Højeste­rets begrun­delse for ikke at yde skade­lidte dækning for udgif­ter til advo­kat­bi­stand under sagens behand­ling i Nævnet er det nu helt klart, at det er stort set umuligt at opnå en sådan dækning. Eneste situ­a­tion, hvor vi kan fore­stille os ret til dækning, er, hvor en advo­kat påpe­ger egent­lige fejl, der utvivl­s­omt fører til et ændret resul­tat (der ellers ikke var opnået), eller hvis skade­lidte pga. eksem­pel­vis en alvor­lig hjer­neskade er ude af stand til at vare­tage egne inter­es­ser.

Henven­del­ser om sagen og dommen kan ske til advo­kat Karsten Høj på kh@elmer-adv.dk, der førte sagen.

Advokat Karsten Høj

Karsten Høj

Partner

Direkte: +45 3367 6785