Erstatningsnævnet dømt i Højesteret – praksisændring var ulovlig

Højeste­ret har ved dom af 4. septem­ber dømt Erstat­ningsnæv­net til at aner­kende, at en lærers sag om over­greb fra en elev skal behand­les af Erstat­ningsnæv­net, selvom der ikke var sket poli­ti­an­mel­delse af eleven. Samti­dig tilsi­de­sæt­ter Højeste­ret den prak­sis­skær­pelse som Erstat­ningsnæv­net iværk­satte i 2014 og finder, at prak­sis­æn­drin­gen var uden hjem­mel i loven.

 

Sagen omhandler

Sagen er ført for Danmarks Lærer­for­e­ning på vegne et medlem, der var ansat som lærer på en insti­tu­tion for døgnan­bragte unge og det dertil tilknyt­tede skole­til­bud.

Lære­ren blev under en konflikt med en elev i forå­ret 2014 udsat for, at eleven bl.a. tog hals­greb på hende, og hun pådrog sig dels en nakke­skade og dels en psykisk skade, som førte til, at hun ikke vendte tilbage til arbej­det på insti­tu­tio­nen.

Episo­den blev ikke anmeldt til poli­tiet, og dette var i over­ens­stem­melse med stedets gene­relle hold­ning.

Nævnet afvi­ste ved afgø­relse fra forå­ret 2015 imid­ler­tid at dispen­sere fra kravet om poli­ti­an­mel­delse, fordi der ikke var rede­gjort for konkrete indi­vi­du­elle hensyn til skade­vol­der, som talte imod poli­ti­an­mel­delse.

Nævnet lagde vægt på, at dette efter nævnets opfat­telse var bedst stem­mende med en udta­lelse fra Folke­tin­gets Rets­ud­valg, som var frem­kom­met i 1985; hvor­ef­ter nævnet ”… i forbin­delse med nævnets samlede vurde­ring af, om kravet om poli­ti­an­mel­delse bør fravi­ges i de konkrete sager … bør være opmærk­som på, at pæda­go­gi­ske og behand­lings­mæs­sige hensyn kan tale imod en poli­ti­an­mel­delse.”

I Juni 2015 offent­lig­gjorde Erstat­ningsnæv­net sin årsbe­ret­ning for 2014, og skrev i denne, at man i løbet af 2014 havde ændret sin tidli­gere – mere lempe­lige prak­sis – for dispen­sa­tion, i tilfælde af pæda­go­gi­ske og behand­lings­mæs­sige hensyn, såle­des, at man nu krævede, at der forelå oplys­ning om konkrete indi­vi­du­elle hensyn til skade­vol­de­ren, som talte mod poli­ti­an­mel­delse, hvis man skulle dispen­sere.

Både byret­ten og lands­ret­ten havde vurde­ret, at nævnet kunne ændre prak­sis, lige­som tilfæl­det har været i flere andre lignende sager.

 

Højesteret tilsidesætter nævnets praksisskærpelse

Højeste­ret har i dommen imid­ler­tid tilsi­de­sat den prak­sis­skær­pelse som Erstat­ningsnæv­net iværk­satte i 2014.  Højeste­ret har i den forbin­delse lagt vægt på, at Rets­ud­val­gets udta­lelse fra 1985 var frem­kom­met fordi Soci­al­pæ­da­go­ger­nes Lands­for­bund (SL) til Rets­ud­val­get havde rettet henven­delse og udtryk­ke­ligt frem­sat ønske om en ændring — bla. fordi mange af SL´s medlem­mer i deres arbejde med perso­ner med vidt­gå­ende fysi­ske og psyki­ske handi­cap udsæt­tes for skade­vol­dende – og i prin­cip­pet – straf­bare hand­lin­ger, men at ”… inddra­gelse af politi i sådanne episo­der vil vanske­lig­gøre et fort­sat pæda­go­gisk behand­lings­ar­bejde.” og tilfø­jet at dette ”… vil kunne opstå såvel i rela­tio­nerne med skade­vol­der som skade­vol­ders fami­lie, lige­som insti­tu­tio­nens trovær­dig­hed i forhold til unge bebo­ere vil kunne sættes over styr.”

Danmarks Lærer­for­e­ning lagde under sags­fø­rel­sen meget vægt på netop SL´s henven­delse i 1984 og Højeste­ret udtalte i sin begrun­delse, at prak­sis­æn­drin­gen var uden lovhjem­mel, og at nævnet ”… er forplig­tet til, som efter den tidli­gere prak­sis at dispen­sere også i tilfælde, hvor den mang­lende poli­ti­an­mel­des som i den fore­lig­gende sag er begrun­det i gene­relle pæda­go­gi­ske eller behand­lings­mæs­sige hensyn …”

Udover denne begrun­delse tilfø­jede Højeste­ret dernæst om selve prak­sis­æn­drin­gen:

at Erstat­ningsnæv­net ikke ville have været beret­ti­get til at ændre prak­sis uden varsel og med virk­ning for vold­sepi­so­der, der som episo­den vedrø­rende A havde fundet sted forud for prak­sis­æn­drin­gen. Højeste­ret har herved navn­lig lagt vægt på, at der var tale om en mange­årig fast prak­sis, at prak­sis­æn­drin­gen havde indgri­bende betyd­ning for de skade­lidte, at en vars­ling over for de rele­vante faglige orga­ni­sa­tio­ner og insti­tu­tio­ner ville have gjort det muligt for insti­tu­tio­ner og medar­bej­dere at indrette deres proce­du­rer for hånd­te­ring af vold­stil­fælde efter den nye prak­sis, og at der ikke var tungt­ve­jende grunde, som tilsagde, at prak­sis­æn­drin­gen skete hurtigt.”

 

Kontakt

Spørgs­mål eller henven­del­ser kan rettes til advo­kat Søren Kjær Jensen, der førte sagen for Danmarks Lærer­for­e­ning.

Læs Højeste­rets dom her.

  

Advokat Søren Kjær Jensen

Søren Kjær Jensen

Partner

Direkte: +45 3367 6760