Erstatningsnævnet dømt i Landsretten.

Voldsof­fer havde ret til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste for syge­pe­ri­ode på samlet 20 måne­der, opstået 8 måne­der efter over­fald, og selvom hun var afske­di­get af andre grunde end overfaldet.

Vestre Lands­ret har den 22. maj 2015 afsagt dom i sag om et voldsof­fers ret til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste og bestemte, at voldsof­fe­ret er beret­ti­get til erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste i hele den krævede peri­ode på 20 måneder.

En kvin­de­lig pæda­gog var den 19. juli 2009 udsat for et volde­ligt over­fald af beboer på det bosted, hvor hun var ansat. Trods gener, særligt psyki­ske, fort­satte pæda­go­gen med at arbejde i peri­o­den efter over­fal­det. Den 7. januar 2010 blev pæda­go­gen opsagt, grun­det nedskæ­rin­ger på arbejds­ste­det, og det måtte derfor i bedøm­mel­sen af kravet på erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste lægges til grund, at pæda­go­gen selv hvis hun ikke havde været udsat for det volde­lige over­fald var blevet opsagt.

Den 15. marts 2010 skulle pæda­go­gen vidne i straf­fesa­gen mod bebo­e­ren, som havde over­fal­det hende. I Retten blev pæda­go­gens gener retrau­ma­ti­se­ret, idet voldskvin­den beskyldte hende for at være skyld i straf­fesa­gen, hvil­ket bevir­kede at pæda­go­gens verden faldt sammen og hun blev syge­meldt heref­ter uden efter­føl­gende at komme tilbage på arbejds­mar­ke­det.  Hun blev i april 2012 tilkendt førtids­pen­sion. Arbejds­ska­desty­rel­sen havde aner­kendt over­fal­det som en arbejds­skade, og fast­satte i okto­ber 2010 pæda­go­gens varige mén til 10 %.

Ved sagens behand­ling for Erstat­ningsnæv­net blev der krævet erstat­ning for tabt arbejds­fortje­ne­ste fra tids­punk­tet for pæda­go­gens fratræ­delse efter opsi­gel­sen, den 1. maj 2010, og frem til virk­nings­tids­punk­tet for Arbejds­ska­desty­rel­sens afgø­relse om erhverv­sev­ne­tab, den 15. decem­ber 2011. Peri­ode på i alt 20 måne­der. Erstat­ningsnæv­net afslog at pæda­go­gen i nogen del af peri­o­den, 1. maj 2010 – 15. decem­ber 2011, havde sand­syn­lig­gjort hun ville havde opnået beskæf­ti­gelse og lønind­tægt, selv hvis det blev lagt til grund at hun ikke havde været udsat for vold­sepi­so­den samt episo­den i Retten, hvor hun skulle vidne mod voldskvin­den. I Erstat­ningsnæv­nets afgø­relse begrun­des afsla­get konkret som følger:

”Nævnet har ende­lig lagt vægt på, at det ikke er doku­men­te­ret, at De ville have opnået beskæf­ti­gelse andet­steds. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er frem­sendt doku­men­ta­tion for, at De ville være tilbudt arbejde i peri­o­den.” og:

”Der fore­lig­ger såle­des f.eks. ingen oplys­nin­ger om, at De havde konkrete afta­ler om ansæt­telse et andet sted, og der er heref­ter ikke doku­men­te­ret et tab, som nævnet kan erstatte.”

Retten i Sønder­borg nåede i lighed med Erstat­ningsnæv­net frem til, at pæda­go­gen ikke var beret­ti­get til erstat­ning i nogen del af den 20 måne­der lange peri­ode, som der var nedlagt påstand om. Byret­ten lagde ganske vist til grund; at pæda­go­gen forud for tilska­de­kom­sten havde haft et i al væsent­lig fast og stabilt tilknyt­nings­for­hold til arbejds­mar­ke­det, men afvi­ste kravet da pæda­go­gen ifølge Retten i Sønder­borg ikke havde sand­syn­lig­gjort at hun i erstat­nings­pe­ri­o­den eller dele af erstat­nings­pe­ri­o­den ville havde opnået beskæf­ti­gelse og lønind­tægt. Blandt andet frem­går det af præmis­serne fra Retten i Sønder­borgs dom:

”Det kan ende­ligt lægges til grund, at skade­lidte, efter modta­gelse af opsi­gel­sen, har søgt én stil­ling i By X, som hun fik afslag på, og at hun ikke i øvrigt, før og efter den 16. marts 2010, har søgt anden beskæftigelse.”

Til dette skal det bemær­kes, at voldsof­fe­ret blev syge­meldt den 16. marts 2010 og aldrig deref­ter kom tilbage på arbejds­mar­ke­det, og derfor selvsagt ikke fra den 16. marts 2010 søgte arbejde.

Vestre Lands­rets præmis­ser lyder som følger i den helhed:

”Skade­lidte var på tids­punk­tet for hændel­serne den 19. juli 2009 og den 15. marts 2010 i beskæf­ti­gelse, og det må under hensyn til hendes lang­va­rige og faste tilknyt­ning til arbejds­mar­ke­det sammen­holdt med det oply­ste om beskæf­ti­gel­ses­mu­lig­he­derne for pæda­go­ger anta­ges, at hun – såfremt hun ikke var blevet syg – ville have opnået beskæf­ti­gelse som pæda­gog i hele peri­o­den fra den 1. maj 2010 til den 15. decem­ber 2011. Hun har derfor krav på erstat­ning for tabt arbejdsfortjeneste.”

KOMMENTAR:
Dommen er endnu et eksem­pel på, at Erstat­ningsnæv­net vurde­rer voldsof­res ret til erstat­ning meget restrik­tivt. I dette tilfælde derved, at offe­ret skal føre et næsten umuligt bevis; nemlig ”doku­men­ta­tion for, at De ville være tilbudt arbejde i peri­o­den.” eller

”… havde konkrete afta­ler om ansæt­telse et andet sted,”

Elmer & Part­nere ser Vestre Lands­rets dom som cemen­te­ring af gældende rets­prak­sis på dette område, hvor der er to over­ord­nede centrale forhold i bedøm­mel­sen af om en skade­lidt har sand­syn­lig­gjort at den pågæl­dende ville havde opnået beskæf­ti­gelse og lønind­tægt, hvis det lægges til grund at den skade­lidte ikke havde været ude for en ulykke. De to centrale forhold er den skade­lid­tes forud­gå­ende tilknyt­ning til arbejds­mar­ke­det før ulyk­ken samt ledig­he­den inden­for rele­vante bran­cher i erstat­nings­pe­ri­o­den. Der skal henvi­ses til Vestre Lands­rets dom af 13. januar 2012, optrykt i FEF-Portalen. Det er derfor glæde­ligt, at Erstat­ningsnæv­nets afvis­nings­grund om, at den skade­lidte i den konkrete sag ikke har kunne frem­vise konkrete afta­ler om ansæt­telse i erstat­nings­pe­ri­o­den, end ikke bemær­kes i Vestre Lands­rets præmis­ser. Erstat­ningsnæv­nets krav til doku­men­ta­tion for sand­syn­lig­gø­relse af om den skade­lidte ville havde opnået beskæf­ti­gelse og lønind­tægt er også udtryk for det umuli­ges kunst, da den skade­lidte var syge­meldt fra den 15. marts 2010 og aldrig kom tilbage til arbejdsmarkedet.

Sagen er ført af FOA – Fag og Arbejde på vegne af pæda­go­gen ved advo­kat Jesper Rossau Jensen.