Højesteret har i dag afgjort, at Erstatningsnævnet i 2017 ikke var berettiget til at give afslag på yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden 2012-2015. Erstatningsnævnets anvendelse af dagældende fristregel tilsidesat.
Sagen angår et overfald under arbejde som selvstændig i juni 2011. Da overfaldsmanden døde få måneder efter, blev der ikke gennemført nogen straffesag. Skadelidte ansøgte derfor allerede i november 2011 om erstatning på det af Politiet udleverede ansøgningsskema og oplyste, at han var sygemeldt, og på den baggrund søgte han om tabt arbejdsfortjeneste fra skadens indtræden ”og fortsat”.
Skadelidtes tidligere advokat sendte opgørelser over krav om tabt arbejdsfortjeneste for 2011 til Erstatningsnævnet, der derudover selv indhentede kommunale akter og oplysning om udbetalte sygedagpenge. Der blev i efteråret 2013 tilkendt á conto erstatning og først i januar 2014 endelig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for perioden frem til den 31. december 2011. Ved den afgørelse beregnede Nævnet den forventede indtægt. I efteråret 2013 oplyste skadelidtes daværende advokat, at der ville blive indsendt opgørelse for 2012 og 2013, når oplysninger om faktisk indtægt forelå. Det skete ikke.
I september 2013 fandt Nævnet i de lægelige og kommunale akter grundlag for at bede Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om méngrad og erhvervsevnetab. Det fremgik bl.a. af akterne, at skadelidte ikke kunne arbejde mere end 10 timer om ugen. Udtalelsen fremkom i december 2015, hvorefter der i januar 2016 blev indsendt opgørelse med krav om tabt arbejdsfortjeneste for perioden 1. januar 2012 – december 2015, krav om godtgørelse for 40 % mén og for 50 % midlertidigt fastsat erhvervsevnetab. I maj 2017 afviste Erstatningsnævnet kravet om tabt arbejdsfortjeneste, da der var ansøgt mere end 2 år efter, at skadelidte havde været bekendt med kravet, jf. dagældende § 13, stk. 3 i offererstatningsloven. Nævnet tilkendte i samme afgørelse godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab.
Højesteret fandt som Vestre Landsrets flertal, at det ikke af dagældende § 13, stk. 3 klart fremgår, hvornår der er tale om ”nye krav” i bestemmelsens forstand. I mangel heraf kan det ikke kræves, at den skadelidte skal genfremsætte krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som allerede er rejst i en tidligere ansøgning, hvilket var tilfældet, når skadelidte søgte for perioden ”1. juli 2011 og fortsat”.
Højesteretsdom viser endnu en gang, at Erstatningsnævnet har haft en for restriktiv lovfortolkning til ugunst for de skadelidte voldsofre. Offererstatningsordningen skal sikre, at voldsofre får den erstatning, som de er berettiget til efter erstatningsansvarsloven. Det sikrer denne dom, og den er også en reminder til Nævnet om, at administrationen af den nugældende fristbestemmelse skal ske i lovgivers ånd.
Fristreglen i § 13, stk. 3 blev ved en lovændring pr. 1. maj 2019 ændret således, at der kan gøres krav om erstatning så længe sagen er under behandling. Derudover gælder der en frist på 2 år regnet fra sagens afslutning til at fremkomme med yderligere krav. Derefter er det afgørende, om skadelidte i mere end 2 år har været bekendt med kravet. Lovændringen havde virkning for alle ikke afsluttede sager; og altså ikke kun for skader indtrådt efter 1. maj 2019. Kravet i den nu afgjorte sag ville derfor ikke være afvist, hvis der først var truffet afgørelse efter den 1. maj 2019.
Sagen blev ført af advokat Karsten Høj, der kan kontaktes på kh@elmer-adv.dk eller +45 2083 0378.