Tilbage i 2006 fik en portør en skulderskade, da han blev væltet omkuld af en udadreagerende og psykotisk patient. Efter både at have ført sag mod region og forsikringsselskab har landsretten nu idømt selskabet og regionen solidarisk ansvar for skulderskaden. Byretten havde ellers frifundet regionen.
Det har været en lang omstændelig proces med to modparter, som selvsagt forøger risikoen for dobbelt tab og forøgede sagsomkostninger. Det er derfor meget tilfredsstillende at stå med en dom, som viser, at det var det hele værd. Det er også meget tilfredsstillende, at dommen slår fast, at selvom der ikke foreligger en lægefaglig standard, kan en usædvanlig høj dosering af en parkinsonpatient indebære, at regionen ifalder ansvar også i forhold til skade på tredjemand, hvis behandlerne måtte have indset, at doseringen kunne føre til en psykose.
Skadelidte var portør på Århus Universitetshospital. Skaden skete i 2006, da han skulle håndtere en voldsom aggressiv og psykotisk patient. Patienten var udadreagerende, slog om sig, råbte og skreg og måtte fastholdes. I al tumulten væltede patienten og trak vores klient samt hans kollega med ned i faldet, hvorved vores klient fik en skulderskade.
Den udadreagerende patient var kort forinden blevet overført fra Vejle Sygehus, hvor han havde været indlagt det seneste døgn. Han blev først aggressiv og psykotisk ved indlæggelsen i Århus. Det viste sig, at han i løbet af de seneste 10 timer på Vejle Sygehus forud for indlæggelsen i Århus havde modtaget en høj dosis parkinsonmedicin hver time.
Sagen blev i første omgang og på vegne af FOA som mandatar for portøren anlagt mod Region Syddanmark med påstand om ansvar på grund af overmedicinering.
Samtidig forsøgte vi at indhente oplysninger om patienten med henblik på at anmelde skaden til hans ansvarsforsikring. Vores klient kunne imidlertid ikke huske navnet på patienten. Vejle Sygehus kunne heller ikke ud fra de oplysninger, der forelå i sagen, identificere patienten. Vi rettede derfor henvendelse til Region Midtjylland, som af hensyn til deres tavshedspligt afviste at udlevere patientens kontaktoplysninger. Vi måtte derfor indhente en editionskendelse, som pålagde Region Midtjylland at udlevere hans kontaktoplysninger.
Kravet mod patienten var i mellemtiden forældet efter de almindelige regler. Under byretssagen påstod forsikringsselskabet derfor forældelse, ligesom de afviste ansvar med henvisning til, at patienten var psykotisk og derfor uden forståelse for sine handlinger.
Region Syddanmark afviste også ansvar med henvisning til, at der var tale om et ekstraordinært tilfælde, hvor der ifølge Retslægerådet ikke forelå en almindelig lægefaglig standard for doseringen.
Sagen havde også været anmeldt til Erstatningsnævnet, som afviste erstatning efter offererstatningsloven, fordi nævnet ikke fandt det tilstrækkeligt godgjort, at der var sket en straffelovsovertrædelse.
Byretten frifandt regionen med henvisning til, at der ikke forelå en lægefaglig standard og med henvisning til, at skaden ikke var påregnelig. Psykosen indtrådte nemlig først i Århus og altså nogle timer efter overdoseringen.
Til gengæld fandt byretten, at patienten – der var dækket af en ansvarsforsikring – var ansvarlig og afviste, at kravet var forældet med henvisning til, at skylderen ikke var vores klient bekendt forud for editionskendelsen.
Forsikringsselskabet ankede sagen til landsretten, og vi ankede samtidig sagen over for regionen.
Landsretten har nu idømt patientens ansvarsforsikring og regionen solidarisk ansvar. Vedrørende fordelingen mellem selskabet og regionen finder landsretten, at regionen skal bære det endelige ansvar, fordi skaden udsprang af psykosen.
Sagen havde været forelagt Retslægerådet, som vurderede, at psykosen skyldtes overdoseringen. Doseringen var efter rådets vurdering også usædvanlig høj, ligesom rådet vurderede, at der burde have været ført tilsyn i løbet af behandlingen, hvilket ikke var dokumenteret. Rådet vurderede også, at det måtte anses for almindeligt lægefagligt kendt, at der kunne opstå en psykose ved den konkrete behandling.
Vi argumenterede derfor med, at der var tale om en for regionen ansvarspådragende behandling, og at tidsaspektet ikke i sig selv, hverken gjorde en psykose fjerntliggende eller i øvrigt relevant usædvanlig. Hertil kom at den påregnelige skadevirkning netop var en ”psykose”, og at det næste led i påregnelighedsvurderingen derfor måtte være, ”om det var påregneligt, at en mand, som var blevet sat i en psykose, ville blive udadreagerende med risiko for personskade til følge.”
Det er glædeligt, når landsretten tiltræder, at patientens ansvarsforsikring og regionen er solidarisk ansvarlige, og at tidsaspektet ikke kan tillægges afgørende betydning for regionens ansvar for skaden.
Læs dommen.
Spørgsmål til sagen kan rettes til advokat Kira Kolby Christensen, som førte landsretssagen på vegne af FOA.